Hvordan skal man forholde sig til sakramenterne under corona?

På grund af coronaepidemien og påbuddet om afstand er kirker blevet lukket landet over. Det betyder, at dåb og nadver ikke længere foregår som sædvanligt. Men Kristus er ikke kun i kirkerummet, skriver sognepræst Carsten Mulnæs i dette debatindlæg

Kirken forbereder sig på en påske uden gudstjenester. På opstandelsesdagen, hvor vi med en overflod af påskeliljer som kirkepynt plejer at hente naturen ind i kirken, henviser vi i år menigheden til at gå ud og tage naturen til vidne på, at skaberkraften får liv til at opstå af døde. Skærtorsdag, hvor kirken ellers fejrer nadverens indstiftelse, og ritualet ofte kombineres med tradition for fællesspisning, er såvel måltidsfællesskab som altergang nu aflyst.

Hvad er kristendom uden sakramenternes forvaltning? Netop når kirkens håndgribelige tegn og institutionelle udtryk i embede og sakramente er sat delvist ud af funktion, giver det måske anledning til at genoverveje, hvad dåb og nadver egentlig er for noget. Når vi er afskåret fra det vante udtryk og det daglige brød, påskønner vi især det, vi engang havde og glæder os til at få igen!

Kirken er ikke kaldet til at eksperimentere med at omgå kravene for omgang med hinanden. Tværtimod er det overraskende, at der kan rejses teologisk diskussion om, hvorvidt man kan fejre en sand nadver hjemme i stuen, når Kristi indstiftelsesord har lydt. Nogle vil endda have fået en ny erfaring af global samhørighed, når de er formidlet digitalt via nationalt TV.

Men nu er de fysiske tegn heldigvis heller ikke altafgørende for kristendommen. Allerede Augustin formulerede i begyndelsen af 400-tallet:

”Hvorfor gør du tænder og mave rede? Tro, og du har allerede spist.”

Det sker i en tolkning af Johannesevangeliet, hvor Augustin understreger, at vi kan tilegne os Kristi legeme uden at sætte tænder i det.

Her under coronaepidemien er der inspiration at hente i Johannesevangeliets mystik. Skriftet genfortæller hverken Jesu dåb eller skærtorsdags nadver, men er i sit ordvalg gennemsyret af sakramental virkelighed. Guds nærvær bæres af ånd og ord, og vi kan undvære vand, brød og vin, hvis det er nødvendigt i en tid. Og det er det!

Kirken døber selvfølgelig stadig børn, hvis forældrene ikke kan bære at udskyde det. Men evangeliets løfte er ikke afhængigt af kirkelig praksis. I middelalderen indviede man dåbsvandet, men skiftede det ikke ud på grund af overtro til dets magi. Søndag efter søndag dykkede man børn ned i det hellige vand, der måske kun var kuldslået med en varm sten, og lovede dem evigt liv. Men det var trods alt ikke meningen, at de umiddelbart efter skulle hjem til Gud som følge af lungebetændelse. Efterhånden overtog sund fornuft, og man gik over til at bruge dåbsfad og overøsning i stedet for.

I denne coronatid må kirken på tilsvarende måde udvise fornuft i omgangen med de sakramentale tegn. Der er intet forgjort i at udskyde en dåbshandling. Ingen tror længere på den gammellutherske lærdom fra 1530 om, at børn fortabes uden dåb. Gud har sat mennesker stævne i dåben, men Gud er i sin frelse ikke afhængig af dåbens håndspålæggelse eller H20.

Dåbsritualet forkynder syndernes forladelse og evigt liv og giver tilsagn om, at Kristus er med os alle dage. Det er et løfte om, at vi lever under forsoningens fortegn indtil verdens ende, men desværre ikke det samme som en forsikring om, at vi undgår ulykker eller corona. Det vi ved er, at Kristus er med alle dage indtil verdens ende – og netop ikke kun i kirkerummet.