Mortensaften - helgenfejring eller hævn på gæs?

Mortensaften har stadig liv i sig, selvom vi ellers ikke fejrer helgener i Danmark. Bagved ligger historien om den fromme biskop Martin af Tours - og nogle gæs, der kom på tværs

Martin er den første helgen, der ikke blev helgen fordi han led martyrdøden. Forenet i hans person var både soldatens hårde liv, biskoppen som kirkelige leder og munkens askese i nøjsomhed og bøn. Han menes at være født ca. 316 i den romerske provins Pannonien, det nuværende Ungarn, men voksede op i Pavia i det nordøstlige Italien.

Martin døde som biskop i Tours i Frankrig den 8. november 397. Hans helgendag den 11. november er dagen for hans begravelse. Martin Luther (1483 – 1546) fik sit navn, fordi han netop blev døbt på Martins helgendag. Martins far var en romersk embedsmand. Og som 15-årig blev Martin legionær, det vil sige soldat i den romerske hær, først under kejser Konstantin 2. og senere under kejser Julian.

Fra soldat til munk

Militærtjenesten førte ham nu til Gallien. Det er så her, at den mest berømte begivenhed i Martins liv fandt sted: Martin delte sin kappe med en fattig foran byporten i Amiens. En kristen forfatter, Sulpicius Severus (360 – 430), som kom til at stå Martin nær, fortæller i sit skrift om den senere helgen, at denne fik medlidenhed med en frysende tigger, der sad i vinterkulden udenfor byporten.

Han tog da sin soldaterkappe og kløvede den med sit sværd i to dele og lagde den ene halvdel over tiggerens bare og kolde skuldre. Allerede som ung soldat viste Martin sig altså som et menneske med stor empati og omsorg for andre.

Efter ca. 20 års tjeneste i de romerske legioner tog Martin afsked med soldaterlivet, lod sig døbe og trådte nu ind i den gejstlige stand. I første omgang vendte han tilbage til sine forældre for at omvende dem. Han virkede i øvrigt som missionær i det ungarske område, hvor han måtte tåle megen forfølgelse. Efter en tid som eneboer vendte han tilbage til Gallien og grundlagde hvad man regner som Galliens første kloster i 361 e.Kr..

Martin som biskop

Martin var kendt for sit uselviske og asketiske liv. Da embedet som biskop i Tours skulle besættes i 371 e.Kr., rejstes en folkestemning for, at Martin skulle være den nye biskop. Det satte en række biskopper sig i mod. Men trods den kirkelige modstand vandt folkestemningen og Martin blev Tours biskop. Som biskop grundlagde han en række ny klostre.

Han begav sig ud på nye missionsrejser rundt i Frankrig, hvilket senere gav ham navn af Galliens apostel. Der skete en række undere på hans missionsrejser. Men det var ikke mindst indtrykket af hans personlighed, der virkede stærkt. Martins retfærdighedssans, uselviskhed, og strenge personlige livsførelse gjorde ham kendt overalt i Gallien. Men det skabte ham også fjender - selv i hans nærmeste kreds.

På en rejse i et sjælesørgerisk ærinde i 397 døde han. Begravelsen af biskop Martin af Tours blev overværet af en tusindtallig skare af munke, fattige bønder og byboere.

Martin dyrkes som helgen

Fejringen af Martin som helgen bredte sig hurtigt både som kirkelig kult og den brede folkelighed. Over hans grav blev der rejst en mægtig basilikabygning. Og gravkirken blev det mest besøgte pilgrimsmål i Frankrig op gennem middelalderen. Grundlæggeren af det kristne Frankerrige, kong Klodevig (d. 511) gjorde St. Martin til skytshelgen for de franske konger og indførte den skik altid at medbringe Martins kappe i krig.

Der blev skrevet den ene legende efter den anden om Martin af Tours. Ikke mindst blev historien om hans deling af sin kappe med en tigger motivet i en lang række kirkeudsmykninger som fx Simone Martinis freskomaleri fra 1315 over St. Martins liv i den store S. Francescokirke i Assisi og El Grecos maleri af Martin og tiggeren fra 1580 (foto).

Men den mest levende gengivelse af historien om kappedelingen finder vi nok i St. Martins kirken i Bassenheim ved Koblenz – et relief fra 1239. Hertil kommer en en lang række kirker rundt i Europas byer, som er indviet til St. Martin – bl.a. den kendte St Martin in the Fields i London.

Historien om gæssene

Historien om gæssene er både flertydig og en efterrationalisering. Martin skulle for at undgå valget til biskop have søgt skjul fra folkemængden i en gåsesti. Han ville ikke beklæde et bispeembede, da det netop kunne være vanskeligt at forene det høje embede med munkelivet i fattigdom og ejendomsløshed.

Gæssene skræppede imidlertid op og afslørede hans skjulested. Han blev så hevet frem og valgt til biskop. Som hævn over gæssene skulle Martin så have forordnet en årlig slagtning af gæs med tilhørende måltidsfejring.

En anden og mere negativ tolkning kunne være, at gæssene repræsenterede den gejstlighed, der modsatte sig Martins valg til biskop?

Mortensaften inden fasten

Under alle omstændigheder opstod der i løbet af 1400- og 1500-tallet den skik især i Tyskland og Frankrig, at man som indledning til den fastetid, der af kirken var forordnet op til advent og jul - det vil sige i begyndelsen af november - holdt et festmåltid.

Her drak man den nye unge vin fra vinhøsten i september/oktober og her slagtede og spiste man de unge opfedede gæs. Meget belejligt kunne denne festdag så lægges sammen med helgenfejringen af St. Martin d. 11. november.

Efter reformationen i 1500-tallet har denne skik så kunnet leve videre i Nordtyskland og i de nordiske lande som en slagtefest. I den katolske kirke fejrer og ærer man stadig St. Martin som eksemplet på det ægte kristenliv. Hans selvopofrelse og liv i tjente for næsten er her det vigtigste. Vores Mortensaften har derfor mindre med den store helgen at gøre, men er slet og ret blevet til en ekstra lille festaften, et lille lysglimt i det tiltagende novembermørke.

Og så er gåsen i øvrigt blevet til en and. Den er mindre fed – og tilmed billigere.