Debat

Morten Kvist: I adventstiden er håbet violet

I adventstiden yder vi dette håb opmærksomhed, som var det et forårstegn, der er ved at bryde frem for tidligt i forhold til mørke og kulde. Håbets fødes julenat i et barns skikkelse, mener valgmenighedspræst Morten Kvist. Foto: Leif Tuxen

Giv tid, vent blot, det levende håb er undervejs, og det fødes snart gennem mørke og kulde. Det har vi hørt før, hvert år op mod jul faktisk, og er det nu også rigtigt? Både denne stille uro og det nye håb holder farven violet sammen på, skriver valgmenighedspræst Morten Kvist

"Hvor der er liv, er der håb", plejer vi at sige for eksempel i forbindelse med alvorlig sygdom. Det kunne være en overskrift over lægers kald. Det er rigtigt at sige sådan, men vi kan skærpe indholdet ved at vende sætningen om: "Hvor der er håb, er der liv".

Håbet lever i os

Dermed tydeliggør vi et bestemt forhold, nemlig at vi bæres af et suverænt håb, som vi kalder levende, ikke alene fordi det skal leve i os, men fordi det skaber liv i os. Det passer godt med, hvad vi kan erfare os til, at hvor et menneske ikke lever i håb, indtræder døden, både den store død og de mange tab vi skal igennem. I løbet af et menneskes liv er dette levende håb det største og vigtigste kristelige livstegn, der findes.

I adventstiden yder vi dette håb opmærksomhed, som var det et forårstegn, der er ved at bryde frem for tidligt i forhold til mørke og kulde. Håbets fødes julenat i et barns skikkelse, for det er næsten umuligt ikke at knytte håb til et lille barn. Og dog kan det være svært at tro, at det tiltagende mørke skulle være svanger med så stor en begivenhed: et nyt håb.

Håbets dobbelthed

Denne dobbelthed, håbets fornyelse og vanskeligheden ved at tro det, ligger i farven violet, som er både mørk og lys, og lyset kan i bedste fald se ud, som om det kommer indefra farven selv. I adventstiden svøber vi vores opmærksomhed i den violette farve, som godt kan være magtfuld udadvendt, men dog snarere er stilfærdig, afventende og indadvendt. Vi underlægger os rituelt denne dobbelthed.

Det udadvendte ligger i selve håbets karakter; det indadvendte er bekymringen for, om forårstegnet nu også kan gro allerede, så tidligt som det er. Ja, endog en vis melankoli forbindes med det violette, hvad bluesmusikken kan minde os om. Varer det ved henover julenat, kaldes det julesorg. Det kan være reaktionen på det spirende håb, vi ikke rigtig kan finde ind i.

Frygter vi dobbeltheden eller fremkalder den netop melankoli, blues, i adventstiden, så hører vi: Giv tid, vent blot, det levende håb er undervejs, og det fødes snart gennem mørke og kulde. Det kommer fra et sted, vi ikke kender. Derfor tilskriver vi det Gud, og vi føjer til, at han vil finde os, idet barnet vil kalde os til sig, så håbet kan live op. Det har vi hørt før, hvert år op mod jul faktisk, og er det nu også rigtigt? Både denne stille uro og det nye håb holder farven violet sammen på.

Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning og Gjellerup.