LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Refleksion

Herrens Veje, afsnit to: I fællesskabet bliver sorg til liv og opstandelse

Det er allehelgen i andet afsnit af Herrens Vejes anden sæson, og derfor mindes man fælles i sognet dem, som er døde i løbet af det forgangne år. Her besøger Christian og Elisabeth Augusts grav. Foto: Tine Harden/DR

Når døden rammer, er der så et håb for de tilbageblevne, og hvad med den døde selv? I andet afsnit af Herrens Veje bliver sorgens fællesskab i kirken understreget, skriver sognepræst og kunsthistoriker Anne-Mette Gravgaard i en refleksion

Hvor det første afsnit af anden sæson var centreret om et nyt liv, er denne uges afsnit centreret om døden og sorgen. Sekvensen er derfor symbolsk henlagt til allehelgen og fuld af halloween-klædte børn med dødningemasker.

Familien Krogh sørger på hver deres måde over hvert deres individuelle tab af August, den blide og gode unge præst med det sønderflængede posttraumatiske stress-ramte sind.

Den væsentligste skikkelse i det andet afsnit er imidlertid den udefrakommende Emilie, Augusts kæreste og Antons mor. Det var hende, der i døgndrift oplevede Augusts mentale lidelser efter hjemkomsten fra missionen som feltpræst i Afghanistan. For hende er deres lille søn ikke en trøst, men tværtimod en forpligtelse, og hun skammer sig, fordi hun i modsætning til sin svoger og svigermor keder sig ved at lege med barnet.

Emilie er læge på en kræftafdeling, og her er hun elsket, fordi hun forstår noget væsentligt, noget ingen kan leve uden. Skønt hun tager afstand fra kirke og Gud, ikke vil have sin søn døbt og spærret inde i den kroghske snærende dåbskjole med hele slægtens navne påbroderet, så forstår Emilie at give mennesker håb - det, som hendes svigerfar, Johannes, mente, var særegent for kirken. Men det håb, Emilie giver sine patienter, er altid håbet til liv, aldrig håbet til død. Emilie vil ikke lade folk dø, selvom det er, hvad de meget syge undertiden ønsker. I konfrontation med en dødsmærket kvinde, bliver hun dog usikker og må stille spørgsmålet: ”Er der forskel på et liv – og et værdigt liv?” Det ender med, at hun efter natlige mareridt og måske også ud fra sin empati med August hjælper kvinden til at dø den gode, skånsomme død, hun higer efter.

De temaer, der tages op, er essentielle: retten til selv at bestemme, om man vil leve eller dø, og sorgen over at miste nogen eller noget, man holdt af.

Ingen kan leve et fuldt menneskeliv uden at opleve de følelser, der er forbundet med at miste. Vi tilraner os hver især sorgen. Den bliver min sorg over det, der ikke er mere for mig. Ligesom i familien Krogh er sorgen subjektiv, den er næsten altid set ud fra den enkeltes vinkel, men meget sjældent ud fra en fælles vinkel - eller ud fra den dødes vinkel. Men det er lige præcis det, kirken kan formidle ved en god begravelse: Den kan vende vores individuelle følelser til et fælles anliggende, centreret om netop dette menneske. For det er jo den, der har levet, hvis liv vi skal fejre, og vi skal ikke dyrke sorgen over at miste det, som dette menneske forløste i hver af os.

”Kristus vil ikke have, at vi sørger. Vi elsker dem, vi mistede, ved at fortælle deres historier”, siger præsten Lotte i sin allehelgensprædiken i slutningen af afsnittet.

Siden antikken har livsskildringen ved en mindehøjtidelighed været noget væsentligt. Her gøres regnskab både for gevinster og tab. Den dødes liv må aldrig sminkes til ukendelighed, for enhver, der sidder i kirken eller kapellet, skal kunne genkende de dele af den dødes liv, der har haft betydning for ham eller hende.

Kun sådan opnås fællesskabsfølelsen blandt de efterladte. Og når sorgen deles, bliver den ikke bare lettere at bære, men kan ligefrem blive starten på en glædelig opstandelse. For mig skete det både, da jeg begravede min far og min mand. Begge gange var der mennesker i kirken, som havde kendt de to mænd i forskellige livsperioder, og som nu hver især havde deres facet med - ikke bare til mig, men til hinanden. Flere mødtes efter i lang tid ikke at have set hinanden, og nogle af dem er blevet mine gode venner, som jeg ikke blot kan mindes sammen med, men også tænke nyt med og more mig med i de to afdøde herres ånd – hvad man vel egentlig også kan kalde opstandelse.

Anne-Mette Gravgaard er kunsthistoriker og sognepræst i Davids Kirke på Østerbro i København.