10 ting, selv ateister vil kunne lide i kirken

I kirkerne er der rig mulighed for en ateist for at hjælpe med det sociale arbejde i form af indsamlinger, væresteder og besøgstjenester, mener to amerikanske ateister og gudstjenesteanmeldere. Foto: .dk

Selvom man ikke tror på noget guddommeligt, kan det stadig være noget komme efter i kirken, mener to amerikanske ateister, som anmelder gudstjenester

To ikke-troende amerikanere, Amanda Westmont og Joel Gunz, har besluttet sig for at besøge en ny kirke hver søndag og anmelde den på deres blog Year of Sundays.

På den amerikanske hjemmeside Beliefnet.com har de lavet en liste over 10 ting i kirken, som de mener, at ateister som dem selv kan komme til at holde af. Her kommer deres bud i lettere redigeret version:

1. Maden
Kirkegang og mad hænger ofte sammen. Nogle steder er der for eksempel morgenmad før højmessen eller aftensmad efter en hverdagsgudstjeneste. Der er selvfølgelig også kirkekaffen eller kirkefrokosten, som frivillige i kirken forbereder. Alt sammen til ganske lave priser og krydret med hyggeligt, socialt samvær.

2. Skønheden
Nogle af verdens smukkeste og ældste bygninger er kirker, som i deres overdådighed kan tage pusten fra selv en ateist. Ud over arkitekturen indeholder både gamle og nyere kirker et væld af kunstværker og historie, som kan opleves ved et kirkebesøg.

3. Velgørenhed
Kristne og ateister kan stå sammen om at bekæmpe fattigdom, ensomhed og andre sociale problemer. I kirkerne er der rig mulighed for en ateist for at hjælpe med det sociale arbejde i form af indsamlinger, væresteder og besøgstjenester.

4. Musikken
Kirken er fuld af musik lige fra de klassiske salmer over rockgudstjeneste, meditativt Taizésange, rytmisk lovsang til gospelmusik. Med andre ord er der noget for enhver smag og det hele er som regel gratis.

5. Menneskene
Er man træt af altid at tale de samme mennesker på sin arbejdsplads, i familien eller se de venner som ligner en selv, er kirken er godt sted at møde nye mennesker. I kirken kommer alle slags mennesker på tværs af nationalitet, alder, erhverv og troserfaring.

6. Fællesskabet
Efter en hel dag på Facebook, Twitter og andre sociale medier, kan kirken tilbyde et fællesskab i kød og blod. Det eneste, det kræver, er åbenhed over for andre mennesker. På den måde kan man få sig mange spændende snakke og diskussioner om, hvad der sker i samfundet eller om præsten prædiken.

7. Ritualerne
Selvom ateister ikke tror på ritualernes guddommelige indhold som for eksempel troen på, at nadveren er Jesu blod og legeme, så er det en befrielse for alle at få at vide, at uanset hvad, så er man god nok, som man er. Kirkens ritualer i forbindelse med dåb, bryllup og begravelse er med til at sætte ramme om livets store begivenheder, selvom man ikke tror på Gud.

8. Stilheden
Alle mennesker har brug for at koble af fra hverdagens stress og mediebombardement. Her kan kirken tilbyde et unikt rum med tid til stilhed og refleksion uanset overbevisning.

9. Prædiken
En prædiken har til formål at forkynde evangeliet om Jesus Kristus, men en god prædiken indeholder også generelle refleksioner om et menneskeliv og tanker om, hvordan vi for eksempel lære at elske os selv og vores næste trods vores fejl.

10. Jesus
Uanset om man tror på, at Jesus var Guds søn eller ej, så kan de fleste være enige om, at den historiske Jesus var en mand med stort mod og kærlighed til andre mennesker. Ateister kan derfor få meget ud af at læse, hvad Jesus sagde og bruge det som et forbillede.