"Kirkens enhed vokser frem i retræten"

Da jeg første gang var på retræte, vidste jeg intet om baggrunden for den kristne retræte. Jeg fornemmede blot en dybde og bredde, som jeg siden har fået bekræftet ved at studere retrætens teologiske og historiske grundlag, skriver journalist Malene Fenger-Grøndahl

”At de alle må være ét, ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig, at de må være ét i os, for at verden skal tro.”

Sådan lød Jesu sidste bøn ifølge Johannesevangeliet kapitel 17, vers 21. At alle kristne må være et.

Det kan være svært at se, at bønnen nogensinde kan blive en realitet i en verden præget af splittelse på mange planer. Men lige præcis i den retrætebevægelse, der er vokset frem i Norge, Sverige og Danmark de seneste 60-70 år, er der glimt af denne enhed. Her mødes kristne fra mange kirkesamfund i fælles stilhed, bøn og meditation, og her smelter traditioner fra både østlig og vestlig teologi og praksis sammen i en form, som mennesker med helt forskellig baggrund kan finde sig til rette i.

En skov af danske retrætesteder
Da jeg første gang var på en kristen retræte for over 10 år siden, kendte jeg intet til den dybe tradition, som den kristne retræte hviler på, og jeg var ikke opmærksom på, hvordan Jesus selv praktiserede retræte og lærte sine disciple at gøre det samme.

Jeg kendte også kun meget lidt til klosterlivet og de praksisser herfra, som tidligere var alment kendt blandt kristne, men siden Reformationen er gledet ud af kristendommen især i vores del af verden.

Efter mine første retræter, der fandt sted i de velsignede rammer af de katolske Birgittasøstres kloster ved Maribo, blev jeg imidlertid mere og mere optaget af at udforske denne del af den kristne tradition. Jeg læste ørkenfædrenes enkle, men dybe tekster og boede ofte i gæstehuse på klostre rundt om i verden på mine ferie.

Jeg tog på retræte forskellige steder i Danmark og opdagede, at der var en hel lille skov af retrætesteder, der tilsammen udgjorde et frodigt miljø for sand økumeni. Her arrangerede protestantiske og katolske retræteledere og præster retræter sammen, og her kom deltagere med baggrund i stort set alle slags kirkesamfund. I stilheden, meditationen og andagten og messen mødtes vi, og de teologiske og kirkepolitiske forskelle syntes med ét ligegyldige. I dybden var der plads til den bredde, vi repræsenterede.

Ny bog om retrætebevægelsen
Det fyldte mig med taknemlighed, at der var steder, hvor en sådan enhed kunne eksistere, og taknemligheden er kun blevet større i løbet af det seneste års tid, hvor jeg har været så heldig at være involveret i arbejdet med en ny bog om retrætebevægelsens fremvækst i Sverige, Norge og Danmark.

I bogen beretter en af retrætebevægelsens danske pionerer, Grethe Livbjerg, om retrætens historie, fra dengang ordet "retræte" var et fremmedord til i dag, hvor retræter er blevet noget almindeligt, men også meget forskelligt. Fokus ligger på den kristne retræte, de vigtige steder og personer i Danmark, Norge og Sverige - og også på det, der for hende at se kendetegner en kristen retræte.

Kristen enhed i bønnen
Gennemgående i historien om den kristne retrætes (gen)fremvækst i Skandinavien er økumenien og de stærke personligheder, der tager et kald på sig og skaber rammerne for, at mennesker kan mødes i stilhed og bøn – for at møde Gud og derefter tage frugten af dette møde med sig i deres virke i verden. Det er en smuk, fascinerende og elementært spændende fortælling. En historie, som fylder mig med taknemlighed, fordi den er grundlaget for den enhed i bøn og tro, som jeg har oplevet på utallige retræter de seneste 10 år.

Som Grethe Livbjerg, der er vokset op i et indremissionsk miljø og siden blev katolik, formulerer det således i bogen:

”Når jeg på en retræte har siddet i kirke eller kapel under tidebøn og meditation, har en tanke ofte slået mig: De, der nu sidder sammen her, ville sandsynligvis aldrig være mødtes, hvis ikke det var her, i en retræte: baptisten, den ortodokse, metodisten, katolikken, den vestjyske indremissionske fisker, den søgende, usikkert troende … Og når retrætens stilhed brydes, kan de alle tale sammen. De har været ét i bønnen.”

Og en af hendes konklusioner, som jeg helt kan tilslutte mig, lyder:

”Retrætebevægelsen skaber en åndelig økumeni.”

Malene Fenger-Grøndahl er journalist og forfatter.