I Spanien genoplives glemte landsbyer af Kasper, Melchior og Balthasar
Højtiderne er vigtige for Spaniens små landsbyer, fordi de er med til at bringe liv og glade dage til landets ydre regioner
I Plasenzuela bor omtrent 400 mennesker. Her varer julen, om end ikke helt til påske, så i hvert fald til helligtrekongersdag den 6. januar. Landsbyen ligger i regionen Extremadura, der groft oversat betyder ”landet på den anden side”. Her bevæger landsbyboerne sig lige så langsomt som tiden, der næsten er gået i stå.
Derfor var det også en overraskelse for en udefrakommende, da der juleaftensdag, på den lille plads uden for byens rådhus, lød sang og latter fra et optog af unge mennesker. En hær af fortabte sønner og døtre var vendt hjem. De drak pastis og spillede efterfølgende på de tomme flasker, mens tonerne fra den genkendelige ”Feliz Navidad” lød i gaderne.
Gensynets glæde
’’Vi bor til daglig i Madrid,’’ fortæller Joaquin Sanchez Cano, der har taget sin tjekkiske kæreste med til hjem til jul.
’’Jeg er født og opvokset her, og min familie bor her stadig,’’ forklarer han, mens pladsen fyldes med gamle venner, der også er kommet hjem for at fejre højtiden.
Og gensynets glæde er omtrent lige så stort som alkoholindtaget, for i Spanien er det tradition at tage på bar juleaftensdag.
’’Baren er det lokale samlingspunkt. Vi har ikke så mange steder at tage hen, og her kan man altid være sikker på at møde nogen man kender’’ forklarer Carmen Rosa Del Pozo Garcia, der ligesom Joaquin Sanchez Cano er flyttet til Madrid for at arbejde.
For både Carmen Rosa Del Pozo Garcia og Joaquin Sanchez Cano er Plasenzuela et åndehul. Her kan de nyde familien og gamle venners selskab. Desuden vender de begge to tilbage for at være i naturen og i den stilhed, som man ikke kan finde i hovedstaden.
’’Stilheden, som man finder i naturen i Extremadura, er meget vigtig for mig’’ fortæller Joaquin Sanchez Cano. ’’Udover det snakker de mennesker, jeg kender i Madrid, kun om arbejde. Når jeg er her, kan jeg tale om de ting, der virkelig er vigtige.’’
Både han og Carmen Rosa Del Pozo Garcia værner om de relationer, som de har fået med fra landsbyopvæksten, og derfor er det også vigtigt for dem at komme hjem til årets højtider.
’’Landsbyen er som en lille familie, hvor alle kender alle,’’ forklarer Carmen Rosa Del Pozo Garcia og uddyber: ’’Derfor er det også vigtigt for mig at komme hjem til jul’’.
De tre vise julemænd
Selvom de voksne fester på pladsen den 24. december, finder børnenes helt store fest først sted den 6. januar på helligtrekongersdag, Día de los Reyes Magos, der også officielt afslutter juletiden. Her kommer de tre vise mænd natten til den 6. januar og lægger gaver under juletræet:
’’Vi stiller mælk og småkager ud til de tre vise mænd. Udover det stiller vi også lidt mad ud til kamelen og nogle steder får Kasper, Melchior og Balthasar også en flaske champagne med’’, forklarer Joaquin Sanchez Cano og griner.
Traditionen symboliserer historien om, hvordan de tre vise mænd medbragte gaver til det lille Jesusbarn, og det er altså derfor, at de spanske børn venter to uger ekstra med at pakke gaver op.
’’Om morgenen står vi op og leder efter vores gaver. Nogle gange er de gemt under bordet. Jeg troede på de tre vise mænd, til jeg var omkring 8 år gammel, og jeg blev meget skuffet, da jeg fandt ud af, at det bare var mine forældre,’’ fortæller han.
Om eftermiddagen på helligtrekongersdag er der i Spanien tradition for, at man spiser frokost og roscón de reyes, der er en kroneformet kage med en lille kongefigur bagt ind i. Den, der finder kongefiguren, er konge for en dag, og roscón de reyes kan derfor sammenlignes med den danske ris à l’amande.
Selvom Carmen Rosa Del Pozo Garcia og Joaquin Sanchez Cano ikke længere leder efter gaver bag sofaen, er tiden mellem juleaftensdag og helligtrekongersdag en vigtig tid, der skal bruges med familie og venner, inden de begge skal tilbage til hverdagen i Madrid.