Herrens Veje, afsnit fire: Ikke sandheden alene, men sandhed og kærlighed

Elisabeth og Johannes Krogh har ikke kunnet nærme sig hinanden på grund af sorgen over deres søns død. Men kærligheden ligger gemt et sted, og den forløser, skriver sognepræst Carsten Haugaard Nielsen. Foto: Tine Harden/DR

Kan sandheden gøre de forpinte mennesker i Herrens Veje fri? Det står sin prøve i fjerde afsnit, hvor det er nytår og sandhedens time, skriver sognepræst Carsten Haugaard Nielsen i en refleksion

”Jeg er vejen, sandheden og livet.”

Med det citat af Jesus begynder afsnit fire af ”Herrens veje”. Som var det en ramme om et maleri kommer citatet også ved afsnittets slutning, da Johannes prædiker. Imellem begyndelse og afslutning males der så for os. Om sandheden.

Kan sandheden så gøre de forpinte mennesker i ”Herrens veje” fri? Allerede i begyndelsen af fjerde afsnit antydes svaret, da præstekonen Elisabeth beder Johannes om at lyne nytårskjolen op. Berøringen gør noget ved dem begge. Som et pust fra den kærlighed til hinanden, der ligger gemt et sted dybt nede i dem. Man aner det allerede: Kærligheden! Den forløser.

Det er nytår og sandhedens time. Johannes har tænkt sig at prædike om renselse. Lille Anton, barnebarnet, har Johannes fået lov til at passe nytårsaften. Inden de andre tager af sted, begynder samtalen med spørgsmålet: Hvordan bliver et menneske renset? Elisabeth trækker på den græske tænker Aristoteles og peger på tragedien som forudsætning for renselsen. Men før tragedien kommer sandheden, siger hun.

Hvad er sandheden da for en størrelse? Det har beskæftiget filosoffer og teologer i århundreder. Vi tænker stadigt over det. Hvad er sandheden om os? Om livet? Om de store etiske spørgsmål og sandheden om Gud?

Afsnittet tænker også videre. Her prædiker den ikke-troende Emilie for Elisabeth, når hun siger til hende: ”Nu er sandheden jo ikke noget, man mærker. Enten er noget sandt, eller også er det ikke sandt. August er død. Det er sandt.”

Men er det nu så enkelt? Er sandheden en sådan absolut og sikker størrelse? Det er i alt fald ikke den absolutte sandhed, der her hjælper Emilie. Det, der får smilet frem i hende, er ikke, at August er død. Det får hende bare dybere ned i depressionen, men da Amiras datter får noget galt i halsen, og Emilie hjælper hende, da sker der noget med hende. Da hun sidder for sig selv efter nytårsfestlighederne og får øje på en vintergæk, der allerede er spiret frem, spirer det i hende. Hun ved pludselig, hvad hun skal: Hjælpe! Og så finder hun sin egen sandhed og hjælper den syge, gamle dame på sygehuset til at dø. Selvom hun godt ved, at andres sandhed siger: Det er forkert!

Også Elisabeth og Johannes taler sandhed til hinanden. I et afsnit, hvor Lars Mikkelsens skuespil er mesterligt, siger de hinanden sandheden. Lige ud. Hun fortæller ham, at hun har været ham utro, for hun må sige sandheden til ham, selvom det gør ondt. Han fortæller også hende sandheden: At han er så tynget af sorg og af skyld, at han bare ikke kan være sammen med hende. Men sandheden renser dem ikke. Det er ikke nok. Der kommer først en forløsning, da han får sagt til hende, at han elsker hende. Så prøver de. Prøver berøringen igen. Og vi forstår budskabet: Sandheden i sig selv gør ikke fri. Det gør kun kærligheden. Sandheden må til. Men ikke uden kærlighed.

Imens går den fortabte kirketjener Svend sine skæve veje, og lille Anton lyser op som en lille Messias, der bringer den umiddelbare kærlighed, barnets ægte kærlighed, til familien.

Afsnittet må ende, hvor det gør: I kirken. For der må prædikes om det her, som der prædikes hver søndag. Hvad er sandheden, spørger Johannes? At vi påtager os vores skæbne? Vi skal ikke blive ved med at lyve for os selv, fortsætter han og tilføjer:

”Men sandheden kan også gøre os bange. Måske tror vi, at ingen vil elske os.”

Til sidst kommer svaret, så langt som Johannes – og vi andre kan komme – med de store spørgsmål om sandhed og kærlighed:

”Men Jesus forsikrer os om, at vi er gode nok. Sandheden er, at vi ER elsket og det viser vejen til, at vi skal elske hinanden. Vi er ikke skabt til at hele os selv, vi er skabt til at hele hinanden.”

Amen, siger jeg bare. Tak for et detaljeret, men ikke alt for tydeligt maleri. Og derfor smukt. Og tak for en prædiken, der gør det en prædiken skal: Fæster forkyndelsen af Jesus på vores besværlige liv.

Carsten Haugaard Nielsen er sognepræst ved Christians Kirke i Aarhus.