Præsteliv med ikoner

Det var en god ven, der forærede Liselotte Horneman Kragh en ikon, og nu lever hun med ikoner. De omgiver mig med stor glæde, og repræsenterer for mig noget, vi helt enormt har manglet i folkekirken, siger hun. Foto: Claus Fisker/Scanpix.

Vi er så fulde af ord i protestantismen, konstaterer sognepræst Liselotte Horneman Kragh,for hvem ikoner er blevet indgang til en ny dimension i kristendommen

Inden Liselotte Horneman Kragh lægger sig til at sove, tænder hun et lille lys foran sin samling af små rejseikoner på natbordet.

Så ser jeg lidt på dem og mærker et nærvær, og jeg drages ind i et lysrum. Jeg er ikke alene, men i følgeskab.

Den 43-årige sognepræst i Kværs ved Gråsten lever med sine ikoner, som er kommet til at betyde mere og mere for hende, siden hun en dag af en god ven fik foræret sin første.

De omgiver mig med stor glæde og repræsenter for mig noget, vi helt enormt har manglet i folkekirken, siger hun og forklarer:

Vi er så fulde af ord i vores protestantiske kirke, og det er fint nok, men hvor mange sanser er det nu lige vi har, ud over høresansen? Hvorfor ikke også bruge de andre sanser i forkyndelsen? I den ortodokse og katolske kirke har man forstået at sætte flere kanaler i spil.

Liselotte Horneman Kragh lader sine retoriske spørgsmål hænge i luften til fri beskuelse og undren.

Folkekirken har brug for billeder til bøn og stilhed, mener hun. For hende selv er bekendtskabet med ikonerne blevet indgang til en ny dimension, hvor evangeliet taler umiddelbart og ikke først skal bearbejdes intellektuelt, som når forkyndelsen gives gennem ordene.

Ikonen er for mig tilstedeværelsen af en verden, der er større end min og mit medmenneskes, men samtidig det bånd, der binder vores verden sammen. Ikonen repræsenterer den guddommelige tredjepart, som forener mig med mit medmenneske, på samme måde som det kommer til udtryk i det dobbelte kærlighedsbud om at elske Gud og næsten.

Liselottte Horneman Kragh tager en af sine ikoner hen på bordet og uddyber sin forklaring.

Kristus-ikonen her ser på mig, men samtidig ser den længere på noget der er større en mig. Derved bliver jeg sat ind i en større sammenhæng. Netop fordi ikonens blik ser mere end mit eget ego, ligger der for mig også i det en opmærksomhed på verden og medmennesket, modsat navlebeskuelsen.

Ikonens nærvær er karakteristisk ved, at den inddrager os i en gudsrelation, hvor vi allerede er indenfor "med vores sorte tæer og brudte løfter", understreger Liselotte Horneman Kragh.

Det er ikke en relation, vi først skal ind i, når vi har gjort os fortjent til det. Vi er der allerede. Vi skal ikke først igennem belæringer om, at vi er arme syndere, som først må love bod og bedring, hvis Gud skal have med os at gøre.

Netop dette, vores status som "arme syndere", er udgangspunktet for den klassiske danske højmesse, og Liselotte Horneman Kraghs største anke imod den.

Her begynder man jo med at fastslå i de autoriserede kollekter, hvor elendige vi mennesker er. Inden vi kan få lov til at høre om Guds ubegrænsede kærlighed, skal vi lige have understreget, at vi ikke dur til noget som helst, og det får man så knaldet en masse ord i hovedet om, hvis man vover sig ind i kirken. Her bliver dagsordenen virkelig sat!

Liselotte Horneman Kragh er i denne kritik enig med svenskeren Martin Modéus, som i sin bog "Menneskelig gudstjeneste" konstaterer, at højmessens indledning med dens stærke fokusering på bøn om tilgivelse, i praksis holder mennesker væk fra kirken. Hun mener samtidig, som præsten og psykoterapeuten Bent Falk, at der her dybest set er tale om mistillid til kærlighedens kraft.

Kærligheden kan godt klare sig selv, som Bent Falk skriver i sin bog "Kærlighedens pris". I et kærlighedsforhold begynder vi jo heller ikke med at true hinanden, og sådan ville vi aldrig gribe det an over for vores børn. Alligevel begynder kollekterne i den danske alterbog allesammen med den kollektive mistillid: at vi alle er arme syndere, som er forkastede og derfor først skal forbedre os. Ikonen derimod ser på dig, og lader dig være som du er: Vi er allerede inkluderet. Den vil ikke manipulere med dig, og vi kan jo gøre med ikonen, hvad vi vil, men måske vokser den ind i dig, og du i den.

Ikonen kan også være med til at holde os fast på den åndelige virkelighed, som ellers nemt kan risikere at fordufte i vores protestantiske foretagsomhed, påpeger Liselotte Horneman Kragh.

Ganske vist gjorde lutherdommen i sin tid op med gerningsretfærdigheden, men alligevel ligger det i os, at vi som gode kristne helst skal ud at redde verden. Det ender let i en ny gerningsretfærdighed og aktivisme, hvor vi glemmer, at Gud møder vi bedst i stilhed og bøn. Det bliver der jo næsten ikke tid til, når vi hele tiden skal arbejde på at gøre verden bedre, men mister vi forbindelsen, så får vi ikke noget at give videre til vore medmennesker, andet end det vi selv kan præstere. For det, vi ikke selv har modtaget, kan vi ikke give videre. /Kristeligt Dagblad/

steens@kristeligt-dagblad.dk