5 katolske ordener

Alle katolske munke- og nonneordener har løfterne om fattigdom, kyskhed og lydighed til fælles, men bortset fra det er de meget forskellige

Det vestlige, kristne klostervæsen startede, da eneboere i Ægyptens ørken i det fjerde århundrede begyndte at slå sig sammen og leve i grupper.

I løbet af de næste århundreder blev der udformet forskellige ordensregler for munkes og nonners liv. I den vestlige del af kirken skrev Augustin (omkring år 400) og Benedikt af Nursia (omkring år 520) hver deres ordensregel, som har været i brug og har inspireret mange ordener siden.

Ideen bag klostervæsenet er, at den enkelte skal omvende sig fra det verdslige og stræbe efter fuldkommenhed og hellighed ved at efterfølge Kristus på en radikal måde.

Alle ordener har løfterne om de såkaldte "evangeliske råd", det vil sige fattigdom, kyskhed (cølibat) og lydighed, til fælles. Men derudover er der stor forskel på ordenerne, idet deres fokus, opgaver og spiritualitet varierer meget.

Nogle ordener er kontemplative. Det betyder, at munkene og nonnerne tilbringer stort set al deres tid i klostret, hvor de beder, arbejder og studerer. Andre ordener er mere aktive og udadrettede og ser det som deres opgave at engagere sig i samfundet og verden uden for klostret, for eksempel ved sygepleje eller undervisning.

De katolske ordener ændrer sig i overensstemmelse med tidens behov. Gamle ordener kan uddø eller blive reformeret, og der opstår hele tiden nye ordener og retninger.

Læs her om fem af de mest kendte, gamle ordener.

1.Benediktinere
Benedikt af Nursia grundlagde i første del af det sjette århundrede flere klostre i Italien og skrev en regel, som i detaljer beskriver, hvordan munkene skulle leve. Sammen med sin søster, Skolastika, grundlagde han også et kloster for kvinder.

Benediktinernes mottoer er pax (fred) og ora et labora (bed og arbejd). Benediktinerne er kontemplative, og deres hverdag består af de syv daglige tidebønner og arbejde i klostret. Benediktinere aflægger løfter om stabilitet, det vil sige at blive i det samme kloster hele livet.

Ordener ledes som regel centralt af en såkaldt ordensgeneral, men benediktinerne er en undtagelse, idet der ikke er nogen central ledelse, og hvert kloster har selvstyre. Benediktinere er således ikke en orden i egentlig forstand, men en fællesbetegnelse for munke og nonner, som følger Benedikts regel.

Ud over benediktinerne selv bliver Benedikts regel også brugt andre grupper af munke og nonner, for eksempel cisterciensere og trappister. Cistercienserne begyndte omkring år 1100 som en benediktinsk reformgruppe, der ønskede at leve strengere. Og trappisterne begyndte i det 17. århundrede som en reformeret gren af cisterciensere, der ville lægge mere vægt på stilhed og ensomhed.

Især i første del af middelalderens Vesteuropa betød benediktinerne meget inden for teologi, mission, kunst og videnskab.

Blandt de mest berømte benediktinere kan nævnes middelalderskikkelser som pave Gregor den Store, forfatteren Beda den Ærværdige, missionærerne Augustin af Canterbury og Bonifacius, teologen Rabanus Maurus og Hildegard af Bingen.

I Danmark er der to benediktinske nonneklostre: Sankt Lioba Kloster på Frederiksberg og Vor Frue Kloster i Nordsjælland.

2. Franciskanere
Franciskanerordenen blev stiftet af Frans af Assisi i 1209. Dens formål var at gøre bod, prædike og missionere. Franciskanerne, som også kaldes "mindrebrødrene", blev hurtigt en stor orden. Brødrene gjorde sig bemærket som vandreprædikanter og missionærer og fik som sådan stor betydning for kristendommen i højmiddelalderens Europa.

Frans lagde vægt på, at brødrene skulle leve i radikal fattigdom. Alle munke og nonner aflægger et fattigdomsløfte, men de traditionelle klostre ejede ofte jord og var så vidt muligt selvforsynende.

Det nye ved franciskanerordenen var, at det ikke kun var det enkelte ordensmedlem, der ikke måtte eje noget. Kommunitetet eller klostret som sådan måtte heller ikke have nogen ejendom. I stedet for ejendom skulle brødrene opretholde livet ved tiggeri, gaver og manuelt arbejde.

Fattigdomsløftet er centralt i franciskanerordenen, men der har fra starten af været uenighed om, hvordan det skulle fortolkes, og hvordan man kan udleve det i praksis. Uenighederne førte til, at ordenen med tiden blev splittet i tre hovedgrene:

- Observanterne, som siger nej til kollektiv ejendom.

- Konventualerne, som tillader kollektiv og indtægtsgivende ejendom.
- Kapuchinerne, som lægger stor vægt på fattigdom og en spartansk livsstil.

Frans' veninde Clara grundlagde en orden for kvinder, clarisserne, som er inspireret af Frans' spiritualitet, men som modsat franciskanerne er en kontemplativ orden. Der findes også andre grupper af søstre, som er inspireret af Frans.

Kendte franciskanere: middelalderteologen Bonaventura, middelalderfilosofferne William af Ockham, Duns Scotus og Roger Bacon, prædikanten Antonius af Padua, det polske koncentrationslejroffer Maximillian Kolbe og den italienske præst og mystiker Pater Pio.

Der var franciskanere i Danmark indtil 2011.

3. Dominikanere
Ordenen blev grundlagt i 1216 af spanieren Dominicus de Guzmán. Dens formål var at undervise og prædike evangeliet "til sjælenes frelse".

Ordenen kaldes også "prædikeordenen". Medlemmernes livsførelse er baseret på Augustins regel, og ordenens motto er Laudare, Benedicere, Praedicare ('at prise, at velsigne, at prædike').

Ordenen blev grundlagt omtrent samtidigt med franciskanerordenen og er ligesom den en tigger- og prædikeorden, men den er mere intellektuel end franciskanerordenen. Dominicus ville have, at ordenen skulle kombinere de traditionelle klostres tradition for systematisk lærdom med aktiv prædikevirksomhed i de store byer, der voksede frem i Europa på hans tid.

Dominikanerne var den første orden, som erstattede manuelt arbejde med intellektuelt arbejde, og de ser uddannelse i især teologi som en af deres vigtigste opgaver.

Ordenen blev også kendt for at bekæmpe kætterier. Inkvisitionen var bemandet af dominikanere, hvoraf den mest berømte og berygtede var den første spanske storinkvisitor Tomás de Torquemada.

Dominikanernes ry som 'troens vagthunde' og et ordspil på ordenes navn gav ordenen øgenavnet Domini canes, "Herrens hunde".

Dominikanerordenen er kendt for sin intellektuelle tradition, og flere berømte filosoffer og teologer, som Albert den Store og Thomas Aquinas, var dominikanere.

Blandt andre kendte dominikanere kan nævnes Girolamo Savonarola og Giordano Bruno, der blev brændt som kættere, renæssancekunstneren Fra Angelico og den nuværende ærkebiskop af Wien, Kardinal Christoph Schönborn.

4. Karmelitter
Karmelitterne er en tiggerorden, som blev stiftet i Palæstina i det 12. århundrede. Ordenens hovedformål er kontemplativ bøn, men den beskæftiger sig også med teologi og missionsarbejde. Det er en af de strengeste og mest asketiske ordener.

Karmelitterne er inspireret af profeten Elias, som i perioder skal have levet som eneboer på Karmels bjerg. Ifølge 1. Kongebog kapitel 19 erfarede Elias på bjerget Horeb Gud i "en sagte susen". Dette opfattes af karmeliterne som et billede på kontemplativ bøn: for at erfare Gud må man tage sig tid til at være stille og lytte opmærksomt.

Ordenen er især kendt for sin tradition for bøn og mystik. De mest kendte karmelittere er mystikerne og helgenerne Teresa af Avila og Johannes af Korset, som reformerede ordenen i det 16. århundrede, og Thérèse af Lisieux. Deres spiritualitet har inspireret folk langt ud over ordenes rækker.

Andre kendte karmelitter er Teresa Benedicta af Korset (født Edith Stein), som døde i Auschwitz, og den nulevende svenske forfatter til bøger om spiritualitet, Wilfrid Stinissen.

I Danmark er der et karmelitternonnekloster i Hillerød.

5. Jesuitter
"Jesu Selskab" blev grundlagt af den spanske adelsmand og forhenværende soldat Ignatius af Loyola i 1534 og godkendt af paven i 1540.

Ordenens motto er Ad Maiorem Dei Gloriam - til Guds større ære. Dens formål er mission, undervisning og åndelig vejledning. Disse fokusområder har ført til, at jesuitterne har oprettet missioner, skoler og universiteter over hele verden.

Ignatius' vision var, at jesuitterne skulle forkynde evangeliet i ikke-kristne lande, og de kom også til at spille en stor rolle i genoprettelsen af den katolske tro i Europa efter Reformationen.

Jesuitterne er en intellektuel orden, som lægger stor vægt på uddannelse. Det gælder både medlemmerne, idet uddannelsen til jesuit kan tage op til tyve år, og de mange mennesker, der gennem tiden er blevet uddannet på jesuitternes skoler og universiteter.

Jesuitterne har en lang tradition for retræter og åndelig vejledning baseret på de "åndelige øvelser", som Ignatius beskrev i Excercitiebogen. Nogle af hovedprincipperne i den såkaldte "ignatianske spiritualitet" er at finde Gud i alt og at omsætte kontemplative, mystiske erfaringer til praksis i det aktive hverdagsliv. Det har inspireret mange mennesker, også mange uden for den katolske kirke.

Der findes ikke kvindelige jesuitter, men der er ordener og kongregationer, som er inspireret af ignatiansk spiritualitet, blandt andet Sankt Joseph Søstrene, som findes i Danmark.

Ud over de tre løfter om fattigdom, kyskhed og lydighed aflægger jesuitter et særligt lydighedsløfte til paven. I modsætning til de mere traditionelle ordener skal jesuitter ikke bo i et kloster på traditionel vis. De er heller ikke forpligtet til fælles tidebøn, og de har ingen særlig ordensdragt. På den måde kan de være fleksible og stå til rådighed hvor som helst og når som helst, der er brug for dem.

Jesuitter har engageret sig i alt fra socialt arbejde til teologi, økumeni, kunst, naturvidenskab og anden forskning.

Blandt de mest kendte jesuitter kan nævnes Frans Xavier og Matteo Ricci, som var missionærer i Asien i det 16. og 17. århundrede, teologerne Henri de Lubac og Karl Rahner, den engelske digter Gerard Manley Hopkins, filosoffen og palæontologen Pierre Teilhard de Chardin og fysikeren Georges Lemaître, som var en af Big Bang-teoriens fædre.

I Danmark er der jesuitter i København og Aarhus.