Børnene har overtaget fastelavnsskikkene

Fastelavnstønde, fastelavn,

At slå katten af tønden skulle engang tages helt bogstaveligt. Colourbox

I dag er fastelavns-festen hovedsageligt for børn og barnlige sjæle. Men sådan har det ikke altid været, for traditionelt har festen primært været for de ugifte

At slå katten af tønden er fastelavnsskikken over dem alle. I dag fyldes tønden med slik og frugt, og der slås løs på tønden af udklædte børn. Den, som slår det sidste bræt ned, bliver kattekonge og kåres med en gylden papirskrone. Sådan er det alle steder.

Reglerne om, hvem der skal være kattedronning, er derimod ikke så entydige. Nogle steder er det den, som kattekongen vælger, andre steder er det den næste i rækken. Den mest udbredte skik går på, at den, der slår bunden ud af tønden, bliver kattedronning.

At slå katten af tønden skulle engang tages helt bogstaveligt. Det er ikke mere end 100 år siden, at man stadig kunne finde på at bruge en ægte, levende kat i tønden. Det skyldtes, at man mente, at katten var ondskaben selv og derfor skulle jages ud af byen. Med ondt skal ondt fordrives, sagde man og slog løs på tønden enten til fods eller til hest.

Skikken med at gøre det til hest praktiseres enkelte steder stadig - dog uden kat i tønden. Desværre også uden den skattefritagelse, der blev tildelt den heldige vinder i det kommende år, som traditionen foreskrev for engang.

Skikken menes at være kommet til Danmark med de hollandske bønder, som Christian II hentede hertil i 1500-tallet. I Holland er skikken for længst væk, og i dag findes den kun i Danmark og de dele af Skåne, der engang var dansk.
.

At ride fastelavn var indtil for cirka 100 år siden én af Danmarks største fastelavnsskikke. Det var karlene, som red fastelavn. Det gik ud på at ride rundt til gårdene og få mad og en lille dram - samt invitere de unge piger til fest. Som dagen skred frem, blev optoget derfor lystigere og lystigere.

Ofte klædte man sig også ud. Der indgik i reglen en stodder - en ung mand klædt på og sminket som en gammel mand, en kælling - en mand i dametøj og en bajads - som var en slags nar - i optoget. Stodderen og kællingen red forrest, mens bajadsen red bagest. Ofte sad denne på hesten. Det var nemlig ikke kun i byernes karnevaller og maskeballer, at tingene godt måtte være omvendte til fastelavn.

For den enkelte familie var det mere end vigtigt at få besøg af fastelavnsoptoget, for så vidste man, at man var en del af landsbyens fællesskab. Især for nytilflyttere var det en stor ting, når optoget for første gang red ind igennem porten. Der kunne nemt gå flere år, før det skete.

Nogle steder valgte de festligt pyntede karle også en konge - som regel én af de stærkeste iblandt dem. Kongen måtte så vælge sig en dronning blandt de unge piger.

Mange steder kaldte man dem, som red fastelavn for gadebasser og deres kærester for gadelam.

Ringridningen er en udløber heraf - og dermed også en gammel fastelavnsskik. Oprindelig stammer den fra Riddertidens lege. Også på andre tider af året blev skikken dyrket, og i dag er den mest kendt som en fast del af de sønderjyske sommerfester. Variationer af ringridningen var at stikke til en halmfigur med en lanse, mens man red hastigt forbi. Halmdukken blev kaldt jomfruen eller stråmanden.
.

Engang var det karlene, som piskede pigerne op med friske pile- eller birkegrene i den tidlige morgenstund. Dengang var risene pyntet med bånd og æggeskaller. Som med resten af fastelavnsfejringen, overtog børnene dog også denne del. I dag er risene udstyret med mere pynt og endnu mere slik og måske en lille gave. Enkelte steder holder man fast i traditionen med, at den, som vågner først i familien, må rise de andre, indtil alle er stået op. Den sidste, der står op, bliver årets syvsover og skal i følge traditionen give fastelavnsboller til de andre.

Risene har oprindeligt været en del af et frugtbarhedsritual, men nogle mener, at de også skal minde os om, at Jesu blev pisket inden korsfæstelsen. Man kan med sikkerhed sige, at der har været fastelavnsris i Danmark siden 1700-tallet, men meget tyder på, at de fandtes her i mange århundreder før.
.

Fastelavnsbollerne stammer fra Tyskland og kom hertil i 1500-tallet. Til at starte med var det hvedeboller med en stor smørklat i midten. At bruge så meget smør på hver enkelt bolle lavet af det fine hvedemel var en stor luksus, som også blev brugt som præmie i diverse konkurrencer. For eksempel at bide til bolle.

Bide til bolle-legen går ud på, at et vist antal boller hænges op i hver sin snor, mens alle deltagerne får bundet deres hænder sammen. Derefter skal de forsøge at spise bollen uden hænder. Legen praktiseres stadig, til ligeså stor morskab nu som dengang.

I dag laves fastelavnsbollerne af wienerbrødsdej, og de fyldes med flødeskum, kagecreme og kakao- eller hindbærmousse. De pyntes med glasur, syltetøj eller chokolade.
.

Skikken med at udklædte børn går rundt og banker på dørene og synger er ved at forsvinde. Selvom den stadig holdes i hævd på landet. Den er dog ældgammel og stammer fra dengang, hvor de voksne fejrede fastelavn.

Her gik den ud på, at en person med maske bankede på hos en bekendt og blev lukket ind. Vedkommende beholdt masken på, og i hele den efterfølgende samtale måtte værten gerne beværte og stille spørgsmål til Masken. Han måtte dog under ingen omstændigheder vise, at han vidste, hvem der gemte sig bag masken. Det var nemlig "Masken", som var på besøg, og den skulle man være ærbødig overfor.

Fastelavnstiden med dens masker, maskerader og lege var først og fremmest en god ventil i et statisk samfund og en levevis, der især moralsk og etisk var meget snævert defineret.