Bibelen, Luther og Kierkegaard om tilgivelse

Martin Luther sagde: ”Alt er tilgivet ved nåden, men endnu er ikke alt helbredt ved gaven”. Foto: Foto: Arkiv

Tilgivelse er et centralt begreb i kristendommen, men hvad betyder det? Kristendom.dk giver en kort introduktion til, hvad Jesus, Paulus, Luther og Kierkegaard siger om emnet

Begreberne nåde og syndernes forladelse er to forskellige betegnelser for Guds tilgivelse af mennesket. Tilgivelsen ses i den kristne lære som nødvendig efter menneskets syndefald.

Tilgivelsen var tidligt en central del af den kristne forståelse af menneskets frelse. Dette fremgår af forskellige kirkehistorikeres forskning i den første Jesus-bevægelse og oldkirken: Frelsen bestod for de første kristne i en tilgivelse af menneskets ugerninger, eller med det klassisk kristne ord synd.

Synden er tilgivelsens forudsætning
I Første Mosebogs tredje kapitel findes beretningen om Eva, der i Edens Have spiser af den forbudte frugt, hvorefter også Adam smager. Denne beretning blev i løbet af kirkens historie kaldt for syndefaldsberetningen, fordi den symboliserede dét øjeblik, hvor menneskets oprør mod Gud første gang fandt sted, hvor mennesket faldt.

Syndigheden eller synden er en beskrivelse af den menneskelige uendelige afstand til Gud. Efter faldet i Edens Have viste synden sig også i forhold til medmennesket. Og beretningen, der følger efter syndefaldsberetningen, er beretningen om Kains mord på sin bror Abel.

Den kristne tro er, at den tilgivelse Gud sendte Jesus for at forsone verden med sig.

I Det Gamle Testamente er tilgivelse et tvetydigt begreb
Der er ikke noget entydigt billede af tilgivelse i Det Gamle Testamente. Gud beskrives både som ham, der ikke tilgiver, men er en nidkær Gud (se Josuabogen 24, 19) og som ham, der tilgiver og bærer over med synd (se Mikas Bog 7, 18). Forskellene er betinget af situationerne forud.

Den troende jøde kunne få syndstilgivelse gennem synd- og skyldofre (ofret kunne eksempelvis være en tyrekalv, ofret i templet). Præsten formidlede da ofret, mens Gud godkendte handlingens legitimitet. Tilgivelse udenom offerritualerne forekommer dog også (se 4. Mosebog 30, 6.9.13).

Tilgivelsen i Det Nye Testamente er ubetinget
I Matthæusevangeliet (18, 21-35) stiller Peter Jesus følgende spørgsmål: Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig mod mig? Op til syv gange? Jesus svarede ham: Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjers gange.

Jesu svar er et direkte modsvar til 1. Mosebog 4,24, hvor Lemek af Kains slægt siger, at når Kain skal hævnes syv gange, skal Lemek hævnes syvoghalvfjerds gange.

Når Jesus taler om, at mennesket bør tilgive syvoghalvfjerds gange, skal det måske ikke forstås konkret, for tallet syvoghalvfjerds symboliserer det uendelige.

Jesus fordrer ganske radikalt den ubetingede tilgivelse.

De udødelige Jesus-ord: Slår nogen dig på den ene kind, så byd også den anden til (Luk 6,29), vidner også om den radikalitet, Jesus fordrer af sine efterfølgere.

I Det Nye Testamente er det da også tydeligt, at mennesket har mere end svært ved at tilgive ubetinget, om end det burde. Det kan dog Gud.

Lignelsen om den fortabte søn (se Lukasevangeliet 15, 11-32), der efter mange års udsvævende liv af faderen modtages med åbne arme og lutter kærlighed, kan nærmest betegnes som Det Nye Testamentes billede på Guds tilgivelse af syndere, uanset synderen og syndens karakter.

Jesu forkyndelse i denne lignelse vidner om nåden, som Guds tilgivende og frelsende kærlighed.

Tilgivelse af synd er en del af Jesu forkyndelse af Gudsriget, ja, er formålet med Jesu liv: Derfor siger Jesus under det sidste måltid før sin død, at dette er pagtens blod som udgydes for mange til syndernes forladelse (se Matt 26,28).

Paulus og nåden
Paulus formaner i hans Brev til Efeserne (4,32) lige som Jesus, de kristne til at tilgive hinanden, som Gud har tilgivet dem:

Men vær gode mod hverandre og barmhjertige, så I tilgiver hverandre, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.

Samtidig er det først og fremmest Paulus, som har givet ordet nåde en så omfattende anvendelse, at det er blevet Det Nye Testamentes grundbegreb. Han bruger det om Guds sindelag, der vil syndernes frelse, og han stiller denne nåde i modsætning til loven i hans Brev til Romerne:

Thi synden skal ikke få herredømmet over jer; I er jo ikke under lov, men under nåde.

Nåden er hos Paulus kort fortalt Guds uforskyldte kærlighed og tilgivelse, som antager sig den skyldige og uværdige synder.

Oldkirkens sammenhæng mellem dåb og tilgivelse
Dåben blev tidligt i kirkens historie det kristne ritual, der markerede, at man tilhørte Jesus, og at man i hans navn kunne få tilgivet sine synder. Dåben blev anset som den eneste renselse fra synd, og følgelig var synd efter dåben utilgivelig.

I det oldkirkelige meget populære skrift Hermas Hyrden fra det andet århundrede diskuteres begrebet den anden bod. Diskussionen omhandlede det problem, der opstod, når den kristne efter sin dåb syndede på ny, for hvad skete der så, var man så fortabt for evigt? Kunne man gøre bod på ny? Var en anden tilgivelse mulig?

Meningerne var delte. Men skriftet præsenterer eftertiden for et syn på, at en angrende synder kunne få én ekstraordinær chance, en anden nåde og bod, og dermed blive i syndsforladelsen.

Kristenforfølgelserne aktualiserede tilgivelsens nødvendighed
Grundsubstansen i "Hermas Hyrden" er, at der i kirken findes en ren og en uren fløj af kristne, og grundspørgsmålet er, hvad man skulle gøre med kirkens syndere. Netop dette spørgsmål blev yderst aktuelt mindre end hundrede år senere, da kristenforfølgelserne raserede Romerriget.

Ikke alle kristne stod last og brast med Kristus, da forfølgelserne hærgede Romerriget. En del faldt fra, benægtede at være kristne, og spørgsmålet for den tilbageværende menighed efter forfølgelsernes afslutning var da: Hvad gør vi med de mennesker, der ikke holdt stand, er de stadig en del af kirken, kan vi tilgive dem?.

Nogle ønskede de frafaldne ekskluderet, mens andre ønskede dem tilbage i folden. Der har nok været en del pragmatisme i sidstnævntes ønske, for da forfølgelserne var værst, oversteg de frafaldnes antal martyrernes. Spørgsmålet var, hvor høj en pris man ville betale hvor mange man kunne tåle at miste - for at bevare kirken ren.

Luther: Alt er tilgivet ved nåden, men endnu er ikke alt helbredt ved gaven
Luther betonede ligesom Paulus nåden som syndsforladelse, helt knyttet til Kristus.

I sin lille katekismus bruger han femte bøn i Fadervor: Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere til at betone menneskets synd. Mennesket synder dagligt, og er derfor altid henvist til Guds nåde, men han påpeger samtidig, at mennesket således burde af hjertet tilgive og gøre godt mod dem, der forsynder sig mod os.

Med andre ord er Guds syndsforladelse og nåde ifølge Luther forudsætningen for den menneskelige tilgivelse af medmennesket.

Dåben var for Luther, helt som for oldkirkens teologer, dét sted, hvor man én gang for alle blev skænket syndernes forladelse. At der stadig var synd i mennesket, og af det resten af dets liv skulle bekæmpe denne synd i Jesu Kristi navn, var dét Luther mente, da han sagde:

Alt er tilgivet ved nåden, men endnu er ikke alt helbredt ved gaven.

Man blev efter dåben ikke længere tilregnet sin synd, den var tilgivet, men der vil forsat være synd i mennesket som det dagligt skal bekæmpe.

Kierkegaard om tilgivelsens hvorledes
På vores egne breddegrader taler Kierkegaard i Kærlighedens Gerninger fra 1847 om tilgivelsen som det fænomen, der opstår, når et menneske ser det andet menneskes svaghed, men dog ikke ser det.

Tilgivelse er én af de kærlighedens gerninger, der altid sætter det andet menneske først, og Kierkegaard karakteriserer i den forbindelse tilgivelsen som den kærlighed der skjuler syndernes mangfoldighed.

Tilgivelsen kan dog også misbruges, fordi dette at tilgive kan sætte den anden i forlegenhed og dermed styrke den tilgivende, som den nådige, der formaster sig til at tilgive. Hvordan undgår man så det? Ved tilgivelsens hvorledes. Tilgivelsen er i sig selv intet, det er måden hvorpå næsten tilgives.

Kærlighedens tilgivelse er en tilgivelse, der spejler sig i Guds tilgivelse af mennesket, nemlig den ubetingede tilgivelse.

Dog kan den menneskelige ubetingede tilgivelse aldrig være den samme, som Guds uendelige nådige tilgivelse, syndernes forladelse. Kun den syndfri kan tilgive uendeligt, kan forlade synd.

Tilgivelse i kirken idag
Et af den danske folkekirkes bekendelsesskrifter er den apostolske trosbekendelse bedre kendt som den almindelige trosbekendelse, som menighed og præst synger eller fremsiger søndag efter søndag over hele landet.

Denne bekendelse har rod i oldkirken, og troen på tilgivelsen af syndere bekendes da også stadig klart, når der siges: jeg tror på syndernes forladelse.

Ved barnedåb spørger præsten ind til denne trosbekendelses indhold ved de velkendte ord: tror du på efterfulgt af netop den apostolske trosbekendelses forskellige bekendelser, herunder bekendelsen af troen på syndernes forladelse.

Det ja, som den døbte giver præsten, er altså blandt andet et ja til troen på syndernes forladelse. Og dåben er det kristne ritual, som alle kirker til alle tider har brugt som indlemmelse i den kristne menighed.

Indlemmelsen i den kristne menighed forudsætter med andre ord stadig en tro på syndernes forladelse Guds tilgivelse af menneskets synder intet mindre.

Også ved nadveren er syndernes forladelse helt central, når præsten siger: Giv os at modtage dit legeme og blod til din ihukommelse og til stadfæstelse i troen på syndernes forladelse.