Bibelen om bøn

Efter syv år med bøn og studier er ti amerikanske episkopale nonner konverteret til katolicismen. -

Hører og bønhører Gud, og hvad skal man bede om? Ifølge Bibelen er bøn grundlæggende at henvende sig til Gud

Der er i Bibelen beskrevet flere former for bøn og bønhørelse, ligesom der er forskellige opfordringer til at bede. Bønnen er menneskets henvendelse til Gud, og den kan både tage form af (an)klage og af lovprisning og tak.

Den første historie om bøn er Kains bøn til Gud, efter at Kain har myrdet sin broder:
 
"Kain sagde til Herren: "Min straf er for stor at bære. Nu jager du mig bort fra agerjorden, og jeg må skjule mig for dig og være fredløs og flygtning på jorden; så kan enhver, der møder mig, slå mig ihjel". Men Herren sagde til ham: "Nej, hvis nogen slår Kain ihjel, skal det hævnes syv gange". Og han satte et mærke på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulle slå ham ihjel."

Det mest bemærkelsesværdige ved Kains bøn, er ikke det, at Kain klager til Gud, men snarere dette, at Gud faktisk hører hans hans bøn og tager den til følge. I denne første historie om bøn bliver Kain bønhørt, på trods af at han har myrdet sin egen bror!

Gud hører også Hannas bøn, da hun beder om at måtte undfange et barn (1 Samuels Bog 1,1-20), og Hanna takker derpå Gud:

"Hanna bad:
Mit hjerte fryder sig over Herren,
Herren har løftet mit horn.
Jeg spærrer munden op imod mine fjender,
for jeg glæder mig over din frelse" (1 Samuels Bog 2,1).

Hannas lovsang, som Hannas bøn også kaldes, genkaldes mange år senere i Marias lovssang, som hun synger efter at have erfaret, at hun er udvalgt til at føde Guds søn:

"Da sagde Maria:
Min sjæl ophøjer Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!" (Lukasevangeliet 1,46-47).

Der er dog også tale om manglende bønhørelse i Bibelen. Her i Jeremias' Bog, hvor Gud afviser Jeremias' bøn:

"Du må ikke gå i forbøn for dette folk. Du må ikke holde klage og bøn for dem eller trænge ind på mig, for jeg vil ikke høre dig" (Jeremias Bog 7,16).

Bønner findes især også blandt salmerne. Her beder den fortvivlede:

"En bøn. Til brug for en hjælpeløs, når han føler afmagt og udøser sin klage for Herren.

Herre, hør min bøn,
lad mit råb om hjælp nå dig.
Skjul ikke dit ansigt for mig,
når jeg er i nød.
Vend dit øre mod mig,
svar mig i hast, når jeg råber!" (Salme 102,1-3).

Og her beder den taknemmelige:

"Min sjæl, pris Herren,
alt i mig skal prise hans hellige navn.
Min sjæl, pris Herren,
glem ikke hans velgerninger!
Han tilgiver al din skyld,
helbreder alle dine sygdomme.
Han udfrier dit liv fra graven,
han kroner dig med godhed og barmhjertighed.
Han mætter dit liv med gode gaver,
du bliver ung igen som en ørn" (Salme 103,1-5).

I Det nye Testamente opfordrer Jesus til at bede for fjenden, til at bede om tilgivelse, til at bede i det skjulte, ja, til i det hele taget at bede, og så skal man få. Blandt de mange former for bønner i Det nye Testamente, er den vigtigste bøn Fadervor, som Jesus ifølge Matthæus- og Lukasevangeliet lærer sine disciple at bede.

Jesus foreskriver ingen steder nogen bestemt dag, et bestemt sted eller noget bestemt tidspunkt at bede på. Derimod opfordrer han flere steder til at bede i det skjulte og til ikke at gøre en masse ydre væsen ud af bønnen:

"Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det" (Matthæusevangeliet 6,5-8).

Jesus selv beder i de afgørende øjeblikke af sit liv, nemlig ved dåben (Lukasevangeliet 3,21), før valget af de tolv disciple (Lukasevangeliet 6,12) ved forklarelsen på bjerget (Lukasevangeliet 9,29) og den sidste aften i Getsemane Have:

"Da kom Jesus med dem til et sted, der hedder Getsemane, og han sagde til disciplene: "Sæt jer her, mens jeg går derhen og beder". Så tog han Peter og de to Zebedæussønner med sig. Og han blev grebet af sorg og angst. Da sagde han til dem: "Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!". Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: "Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil"" (Matthæusevangeliet 26,36-39).

Undertiden trækker Jesus sig tilbage for at bede i ensomhed (Markusevangeliet 1,35), og til sidst, da han hænger på korset, beder Jesus for sine fjender:

"Men Jesus sagde: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør." Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem" (Lukasevangeliet 23,34).

Det særlige ved bønnen i Det nye Testamente er, at den er en tiltale til Gud som fader. I Fadervor kan mennesket henvende sig til Gud, lige som et barn kan henvende sig til sin fader, nemlig i tryghed og i tillid til, at dets fader ved, hvad det trænger til (Mattæusevangeliet 6,8). Menneskets forhold til Gud som fader, spiller også en vigtig rolle i Johannesbrevene og hos Paulus: Faderen, Gud, har vist menneskene så stor kærlighed, at de må kalde sig Guds børn (1 Johannes Brev 3,1-2; Romerbrevet 8,16).

Særlige bedetider eller steder er ikke foreskrevet i Det Nye Testamente. Der har dog tidligt eksisteret en institutionaliseret form for bøn i den unge, kristne kirke. Noget kan tyde på, at de første kristne overtog jødedommens faste bedetider - morgen, middag og aften. Apostlenes Gerninger 2,42 beskriver også, hvordan de første kristne holdt sammen om brødsbrydelsen (nadveren) og bønnerne.

En sådan gudstjeneste, som det jo var, fandt sted den første dag i ugen, altså om søndagen, det vil sige på Jesu opstandelsesdag, i modsætningen til jødernes sabbat som fandt sted (og stadig finder sted) om fredagen.

Beskrivelserne af de første kristnes praksis med at samles og bede om søndagen er ikke at forstå som et påbud. Traditionen er snarere opstået som en spontan fejring af Jesu opstandelse end som et resultat af en bibelsk forskrift.