Bliver alle frelst?

Teologer har op igennem tiden diskuteret, om alle bliver frelst, eller om nogen går fortabt.

Bliver alle frelst eller går nogle fortabt? Det spørgsmål har optaget kristne til alle tider

Tanken om alles frelse blev i oldkirken udformet af teologen Origenes. Men et kirkemøde i Konstantinopel år 543 og igen i 553 afviste Origenes' opfattelse. Fremefter blev det kirkens officielle lære, at der var en dobbelt udgang på dommens dag: frelse eller fortabelse.

Men tanken om alles frelse blev ikke glemt. Den er dukket op enkelte gange op mod vor egen tid. Måske er læren en selvfølge hos mange kristne i dag?

Origenes' lære om alle tings genoprettelse.
Origenes blev født ca. år 185 og døde år 254 som følge af de omfattende forfølgelser af kristne, som fandt sted under kejser Decius (249-251). Origenes regnes for en af oldkirkens største teologiske begavelser. Han udformede en kristendomsopfattelse, hvor tanker fra den græske filosof Platon i høj grad spillede ind. Origenes' tanker kan sammenfattes i tre punkter:

1. Gud er det højeste åndelige væsen og som sådan adskilt fra det kropslige. I sin godhed har Gud skabt en åndelig verden. Hertil hører også Jesus Kristus.

2. Blandt de åndelige væsener, som Gud har skabt, sker der dernæst et fald, som fjerner de åndelige væsener fra deres udgangspunkt. På denne måde er menneskene blevet til som fornuftsvæsener, og menneskets sjæl er nu bundet i en krop. Gud skaber den synlige verden, for at menneskene kan blive renset fra deres synd. Skabelsen af den kropslige, synlige verden er vel at mærke ikke noget ondt, men er udelukkende sket for at tjene til menneskets frelse.

3. Frelsen består nu i, at mennesket stiger op til Guds verden igen. Frelsen sker gennem Jesus Kristus. Hans sjæl har bevaret sin oprindelige renhed og gennemtrænger hans legeme sådan, at guddommeligt og menneskeligt er fuldkomment forenet hos ham. Ved selv at gå ind i menneskers kropslige verden og lade sig ofre for menneskers skyld, har Kristus gjort det muligt for mennesket, at det efter sin død nu stiger op til Guds verden. Kristi stedfortrædende død og opstandelse gælder vel at mærke hele den faldne menneskehed, der gennem døden renses og inddrages i Guds verden. Med et græsk udtryk kaldes denne lære for apokatastasis-læren, det vil sige læren om altings genoprettelse.

Apokatastasis-læren blev videreført af andre østlige teologer. Den ortodokse kirke er i dag stærkt påvirket af tanken om, at Gud har forsonet sig med alle mennesker og drager enhver ind i sin verden gennem kirkens gudstjeneste og sakramenter. Denne vej til Gud skal så engang fuldendes, og Gud blive alt i alle.

Pietisme
Vi skal helt op i begyndelsen af 1700-tallet og den såkaldte pietisme før nogle vover at stå frem igen og forkynde læren om alles frelse. Allerede reformationens venstrefløj havde i midten af 1500-tallet understreget den enkeltes indre oplevelse af troens sandhed. Kun hvad mennesket følte i sit hjerte kunne være sandheden ikke kirkens læresystemer og krav til mennesker.

I den såkaldte pietistiske bevægelse i 1700-tallet blev denne subjektive opfattelse af kristendommens sandhed endnu stærkere markeret. Ligesom reformationens venstrefløj var pietismen en fromhedsbevægelse, der stod stærkt kritisk overfor staten og den officielle kirke.

Enkelte radikale pietister afviste Jesu død på korset som en stedfortrædende handling, der igen bragte Gud og mennesker sammen. Den pietistiske teolog Dippel (d. 1734) mente således, at Jesu død for menneskets skyld var i modsætning til Guds kærlighed. For Guds kærlighed kommer direkte til mennesket og udsletter dets synd og omskaber hjertet. På denne måde bliver alle frelst.

Friedrich Schleiermacher: ingen fortabelse
Romantikken kalder man den filosofiske, kunstneriske og religiøse strømning, som bredte sig i Europa fra begyndelsen af 1800-tallet. Ifølge romantikken ligger der både bagved og i denne verden en åndelig kraft, som har skabt historien, som gør sig gældende i naturen og kan anes af kunstneren, digteren og filosoffen. Det højeste i mennesket er udtryk for den åndelige kraft. Menneskets bevidsthed om sig selv er dybest set en bevidsthed og at være ét med Gud.

Ifølge den tyske teolog og filosof Friedrich Schleiermacher (1768 1834) har det enkelte menneske en bevidsthed om Gud. Spørgsmålet om, hvorvidt Gud eksisterer, er meningsløst, mente han. For Gud er i selve menneskets bevidsthed. At mennesket er syndigt vil sige, at mennesket er hæmmet i denne bevidsthed.

Men frelsen er netop, at mennesket når frem til en højere bevidsthed, som ikke længere blokeres af alt det, der hæmmer mennesket i at nå frem til at se sig selv som en del af Gud. I menigheden og først fremmest gennem troen på Jesus Kristus ser mennesket sig fri af alt, hvad der står i vejen for opnåelsen af en total følelse af enhed med Gud.

I Kristus er der en fuldkommen bevidsthed om Gud. Og det er, hvad han har givet videre til mennesker. Han repræsenterer den fuldkomne menneskelighed og dermed den enhed med Gud, som enhver længes efter. Kirkens fællesskab er det synlige udtryk for denne enhed mellem det menneskelige og det guddommelige, som også kan opnås i menneskets indre.

I Schleiermachers tænkning er der ikke plads til tanken om evig fortabelse. Den er nemlig uforenelig med menneskets længsel. Nej, menneskets længsel efter Gud vil blive opfyldt, og Gud vil blive alt i alle.

Politisk teologi
Tanken om alles frelse dukkede igen op i den politiske teologi i 1970erne. Frelsen er her forstået som en social og politisk frelse, som kirken skal kæmpe for. Frelsen som en frigørelse fra undertrykkelse er en mulighed, der kan gennemføres ved en politisk indsats fra kirkens side. Den evige fortabelse bliver dermed fortolket som en illusion, som af magthavere og kirker er blevet brugt til at skræmme mennesker og gøre dem politisk passive.

Den moderne teologi, nye salmer og bønner giver et billede af Gud som den altfavnende. Gud er kærlighed. Tanken om en evig fortabelse i et helvede synes at være svært foreneligt med dette gudsbillede.