LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

De kirkelige havde afgørende indflydelse på Grundloven

Den Grundlovgivende Rigsforsamling af maleren Constantin Hansen. Grundtvig er tegnet ind i billedets forsvindingspunkt. Foto: Arkiv

Nogle af de vigtigste kirkelige personer i danmarkshistorien var med til at vedtage Grundloven, men de var ikke enige om ret meget

Den Grundlovgivende Rigsforsamling var den sidste politiske instans, der skulle revidere forslaget til kongeriget Danmarks første grundlov og har derfor haft afgørende indflydelse på danmarkshistorien. Og i denne rigsforsamling sad nogle af de største skikkelser i dansk kirkeliv nogensinde.

LÆS OGSÅ: Kirkekampene fra 1849 er stadig de samme

Da Kong Christian VIII af Danmark døde den 20. januar 1848, pålagde han sin søn og efterfølger Frederik VII at indføre en demokratisk forfatning i landet. Et udkast til en sådan forfatning skulle sanktioneres af en folkevalgt forsamling kaldet Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Den bestod af 114 folkevalgte mænd, og det vakte stor opsigt, da kongen ikke kunne dy sig for selv at udpege 38 mænd, der ikke var en del af det demokratiske valg. Kongens handling sikrede, at der var tre stort set lige store grupper i Rigsforsamlingen: Nationalliberale, Bondevenner og Konservative.

Ifølge hospitalspræst, ph.d. Jens Rasmussen, der har skrevet bogen Religionstolerance og religionsfrihed om emnet, var de fleste medlemmer af forsamlingen ganske moderate, når det gjaldt Grundlovens religions- og kirkeparagraffer:

Flertallet i Rigsforsamlingen ville i Grundloven nøjes med betegnelsen den evangelisk-lutherske folkekirke, siger han.

Men der var også mere radikale kræfter på spil, og fem af de vigtigste, kirkelige personer kan du møde her:

Jacob Peter Mynster (1775-1854)
J.P. Mynster var biskop over Sjælland og blev teolog som 19-årig. Han sad i Rigsforsamlingen som kongevalgt, men han var konservativ og sad der meget modvilligt, da han var negativ over for en demokratisk forfatning. Især frygtede han, at Grundloven skulle løsrive kirken fra staten. Han var også en stor modstander af den spirende rationalisme og kæmpede en utrættelig, intellektuel kamp mod den. Kierkegaard skrev følgende om ham:

Ogssa hos os har Hegelianere flere Gange været paa Farten, især efter Biskop Mynster og Biskop Mynster er mere end een Gang bleven et overvundet Standpunkt, om han end af et overvundet Standpunkt at være, holder sig meget godt.

Jens Rasmussen påpeger, at Mynster var en af de mere konservative personligheder:

Mynster kæmpede for en konfessionsbunden folkekirke, idet staten skulle støtte en evangelisk-luthersk folkekirke efter Den Augsburgske Konfession af 1530. Det er den nuværende § 4 i Grundloven. Men flertallet i Rigsforsamlingen ønskede udtrykkeligt ikke folkekirken defineret ud fra Den Augsburgske Bekendelse i selve Grundloven.

Da flertallet altså var imod, lykkedes det ikke Mynster at gøre den nye folkekirke direkte konfessionsbunden i Grundloven.

På maleriet øverst i artiklen står han i den anden vindueslysning fra venstre.

Tage Christian Müller (1780-1849)
Søn af en skræddermester, men fra sit 12. år opdraget hos sin farbror, der var præst. Lige som Mynster tog han sin teologiske embedseksamen som 19-årig, men han måtte vente til 1833, før han blev biskop i Ribe Stift. Også han var kongevalgt til Rigsforsamlingen, og det var meget modvilligt, eftersom han var svag og sygelig og måtte forlade forsamlingen, før Grundloven blev vedtaget.

Selvom han hørte til den konservative fløj, skal han ikke have været bange for at sige både kongen og Danmarks tredje statsminister A.S. Ørsted imod. Især i sin egenskab af biskop i det sønderjyske, optog det slesvigske spørgsmål ham meget og ville ikke lade det stå tilbage for sin personlige loyalitet over for kongen og Ørsted. Da han gik imod A.S. Ørsted, var det med ordene:

Vel ligger der Sne på min Isse, men derfor fryser Blodet ikke i mine Aarer.

Ifølge Jens Rasmussen var de to biskopper Mynster og Müllers interesser klare:

De repræsenterede en linje, hvor de havde hovedparten af gejstligheden på deres side. De ville have så meget af den gamle statskirke med over i den nye folkekirke som muligt. Det lykkedes for en stor del.

Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872)
Over for biskopperne stod Grundtvig:

Grundtvig, som var folkevalgt medlem fra Præstø og opstillet af Bondevenneselskabet, ville helst undgå at kalde folkekirken evangelisk-luthersk i Grundloven, idet han foretrak en fri folkekirke, påpeger Jens Rasmussen og fortsætter med en understregning af, at Grundtvig, der dog selv luthersk, havde en radikalt anden dagsorden end de to biskopper, fordi han så folkekirken i religionsfrihedens lys:

Folkekirken skulle ifølge Grundtvig være en statsindretning, forstået som en juridisk-økonomisk ramme om frie menigheder, der selv bestemte liturgi og trosbekendelse, og som tillod sognebåndsløsning og præstefrihed.

Grundtvig kendes normalt bedst som præsten og digteren med det enestående bidrag til salme- og højskolesangbøger. Men han havde også politisk indflydelse og sad i Rigsdagen, der ikke er at forveksle med Den Grundlovgivende Rigsforsamling, i næsten ti år. Men han skulle op i en temmelig høj alder, før han begyndte at deltage aktivt i det politiske liv.

Han blev ikke i første omgang valgt til Den Grundlovgivende Rigsforsamling, og selvom prominente støtter ihærdigt forsøgte at få ham ind som kongevalgt medlem, lykkedes det heller ikke. Først et par måneder senere, da en folkevalgt mand fra Præstø trak sig, lykkedes det Grundtvig at komme ind. Alligevel er han blevet tegnet ind på det legendariske maleri og står nøjagtigt i dets forsvindingspunkt. Dette skal have været maleren Constantin Hansens ønske om at give Grundtvig så vigtig en placering som mulig.

Som nævnt gik han først ind i politik i en ganske høj alder - omkring sit tresindstyvende år -, og det var med ikke mindre ambitioner end at frelse landet, som han skrev som begrundelse for sit indtog i politik:

Jeg skylder Fædrelandet at vove min Trøie for dets Frelse.

Henrik Nicolai Clausen (1793-1877)
H.N. Clausen var professor i teologi ved Københavns Universitet i 52 år. Han stillede faktisk op til det demokratiske valg til Rigsforsamlingen, men kom ikke ind. Dette fik kongen til at gøre kort proces ved at indsætte Clausen som en af de 38 kongevalgte medlemmer. Ifølge Jens Rasmussen blev han kongevalgt for at repræsentere netop universitetet:

Professor H.N. Clausen var politisk nationalliberal og tilhørte inderkredsen omkring martsministeriet i 1848, ja, han blev selv minister i november 1848. Han blev udnævnt af kongen til Den Grundlovgivende Rigsforsamling, formentlig for at repræsentere Det teologiske Fakultet.

Clausen var altså en del af de nationalliberale og var derfor i mange af sine unge år i opposition til de konservative støtter til kongen. Alligevel var han som vicepræsident for hele Rigsforsamlingen en af de mest magtfulde kirkelige personligheder i den tids Danmark.

I 1825 tre år efter at han var blevet professor - skrev han afhandlingen Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus, hvilket var årsagen til Grundtvigs angreb på Clausen, der betød, at Grundtvig i mange år var under statslig censur. Clausen var også en af de rationalister, som både Mynster, Grundtvig og Søren Kierkegaard var imod.

LÆS OGSÅ: Grundtvig gjorde op med fornuftsdyrkelsen

Ditlev Gothard Monrad (1811-1887)
D.G. Monrad var faktisk ikke en del af Rigsforsamlingen, men skal alligevel nævnes her, da hans indflydelse på Grundloven af 1849 var enorm. Det var nemlig ham, der skrev det første udkast til selv samme Grundlov. Han var både cand.theol. og magister i semitisk filologi.

I det hele taget er han meget omdiskuteret. Han var en af de største fortalere for en synodal kirkeordning, hvor staten ingen mulighed skulle have for at blande sig i kirkelige anliggender, og han var en af de mest fremtrædende embedsmænd, der pressede kongen til at blive ved med at kæmpe i 1864 ved Dybbøl.

LÆS OGSÅ: D.G. Monrad - teologen bag Grundloven og 1864-nederlaget

Han var biskop i Lolland-Falster Stift i fem år, men blev fyret grunde uenigheder med Ørsted-regeringen.

Kilder:

www.denstoredanske.dk

www.wikipedia.dk

Den Grundlovgivende Rigsforsamling med perspektivlinier. Grundtvig står i forsvindingspunktet.
Forsiden af Jens Rasmussens bog, udgivet på Syddansk Universitetsforlag.