De ti bud: Skrevet med Guds finger

Oprindeligt er De ti bud ifølge 2. Mosebog skrevet med Guds egen finger på de stentavler, Moses giver til det jødiske folk som tegn på den pagt, israelitterne indgår med Herren. Foto: Christian Ringbæk

De er blevet knust, fortolket, delt over og fulgt mere eller mindre til punkt og prikke. Men de er aldrig blevet forældet - De ti bud har op gennem historien været en konstant grundstamme i først den jødiske og siden den kristne etik

De bud, vi i dag kalder De ti bud, går igen i både den jødiske og forskellige kristne retninger, men ikke på helt samme måde.

Oprindeligt er De ti bud ifølge 2. Mosebog skrevet med Guds egen finger på de stentavler, Mosesgiver til det jødiske folk som tegn på den pagt, israelitterne indgår med Gud. Det er under flugten fra Egypten, at Gud åbenbarer sig i Sinai-ørkenen og giver De ti bud som en lovgivning, israelitterne skal følge.

LÆS OGSÅ:
Hvorfor er det andet bud blevet fjernet?

Fortolket, men ikke forældet
Betegnelsen De ti bud er først kommet til senere, og budene optræder i forskellig form og med variationer i paralleltekster i 2. og 5. Mosebog. Interessant nok begynder De ti bud også deres liv med at blive knust og erstattet.

De helt oprindelige stentavler ikke er dem, der senere bæres med til Det forjættede Land. De første tavler, Gud skriver budene på, knuser Moses i vrede over, at israelitterne har formet en guldkalv, som de tilbeder i stedet for Gud selvom de netop har afgivet løfte om aldrig at tilbede andre guder.

På foranledning af Moses tilgiver Gud det jødiske folk og beskriver nye stentavler med det, vi i dag benævner De ti bud.

Gennem jødisk tradition er De ti bud blevet fortolket i den tidlige jødedom af farisæerne, som arbejdede med studier af både De ti bud og de øvrige punkter i Moseloven. Fortolkningen var ikke et udtryk for, at man brugte buddene efter forgodtbefindende, men at de skulle forholdes til det reelle liv eksempelvis skulle sabbatsbudet opretholdes, men hvis der var tale om, at nogens liv var i fare denne dag, blev budet ophævet.

LÆS OGSÅ: "Vi forstår ikke Det Nye Testamente uden Det Gamle"

Religiøs eller sekulær lovgivning?
"De ti bud var først og fremmest religiøse og angik det enkelte menneskes forhold til Gud og folkefællen. Men enkelte jødiske forfattere (f.eks. Filon fra Alexandria) fremstillede De ti bud som overskrifter over den øvrige lovgivning, fordi de var skrevet af Gud selv", fortæller Mogens Müller, professor i Det Ny Testamente ved Teologisk Fakultet i København.

I 2. Mosebog efterfølges De ti bud af en del andre formaninger, som blandt andet indeholder forskrifter for passende afstraffelser herunder de berømte ord om, at man skal bøde Liv for liv, øje for Øje, tand for Tand. Dele af lovgivningen om rent og urent, sabbatsoverholdelse, fester, tempeltjeneste og lignende, havde grundlæggende betydning for det jødiske samfund i antikken:

"I de perioder, hvor jøderne havde en selvstændig stat, var konge- og ypperstepræsteembedet en tid varetaget af den samme, og på en måde var det i praksis en tempelstat, hvor den mest betydningsfulde identitetsmarkør var religionen," vurderer Mogens Müller.

I dag er der stor forskel på de jødiske retningers syn på De ti bud og den øvrige Moselov. Den ortodokse jødedom opretholder troen på, at buddenes autoritet ikke kan anfægtes, mens reform-jødedommen ikke fastholder lovenes ukrænkelighed og i stedet fremhæver profeternes etiske kald som væsentligt i Loven.

"Den moderne stat Israel ligger i dyb splid med sig selv, idet nok de fleste ønske en mere eller mindre sekulær stat, mens forskellige mindretal ønsker en slags teokrati," forklarer Mogens Müller.

Jesus opfylder Loven
Det er Matthæusevangeliet, der skaber en direkte forbindelsen mellem Jesus og De ti bud ved at gengive Jesu Bjergprædiken som en fuldbyrdelse af pagten mellem Gud og mennesker - Den Nye Pagt.
Sammen med det dobbelte kærlighedsbud har De ti bud formodentlig fra begyndelsen udgjort grundstammen i den etiske læring i kristne menigheder, lyder det fra Mogens Müller, der forklarer, at selvom de ikke alle ti konkret listes op i Det Nye Testamente, er de alligevel til stede:

"De optræder over alt, hvor der bliver spurgt om, hvad der er Guds vilje. I Det Nye Testamente er det et grundspørgsmål, hvordan mennesket kan blive i stand til at opfylde Guds bud og dermed blive i frelsen. Ja, frelsens gave i dette liv er netop dette at gøre Guds vilje. Det er livsnerven i Den Nye Pagt." 

De ti bud er en god vejviser til at opnå Frelsen. Men som mange ved, er det ifølge Jesus ikke nok at følge budene og reglerne i Mosebøgerne for at nå dertil. Gennem Bjergprædikenen forstærker Jesus budenes betydning til ikke kun at gælde ydre forbrydelser, men også indre. At begære den næstes hus eller hustru i tanken er således også syndigt. Jesus gør ikke op med De ti bud, men han nyfortolker dem ind i en kristen tradition. Han forkynder Guds ord på en måde, så overholdelse af Loven også skal ske inde i mennesket selv, i vores tanker.

LÆS OGSÅ: Kristen etik findes, men er ikke forbeholdt kristne

Luthers fortolkning
At De ti bud i det hele taget har haft en meget stor betydning i den kristne oplæring, fremgår af deres plads i Luthers Lille Katekismus (som bl.a. optræder bag i Salmebogen). De er i den forstand en del af den kristne tro, at troen jo gælder opfattelsen af Gud og hans vilje, forklarer Mogens Müller og hentyder til De ti buds kommunikation af Guds vilje til mennesket.

Jesus var ikke den sidste, der fortolkede budene. Der er forskel på, hvordan De ti bud viderebringes inden for forskellige kristne kirker og traditioner.

Mens den ortodokse og siden den reformerte kirke fastholdt de oprindelige Ti Bud, genfortolkede først senmiddelalderens katolske kirke og senere Luther De ti buds budskaber ved at udelade det 2. jødiske bud, som lyder: Du må ikke gøre dig noget gudsbillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem.

Luther brugte selv billeder i sin bibeloversættelse og mente ikke, at der var noget galt med at gøre billedlig gengivelse af Gud. Han tolkede formuleringen som et forbud mod at have andre guder end Herren. For at opretholde antallet ti blev det oprindelige 10. bud delt op i to. I den protestantiske tradition hedder det 9. bud derfor:

"Du må ikke begære din næstes hus," og det 10. bud hedder: "Du må ikke begære din næstes hustru, folk eller fæ eller noget, der hører din næste til." At man her skelner mellem "hus" og hustru er altså ikke nødvendigvis udtryk for en præ-feministisk formulering, men om ren matematik.

Kilder til artiklen:
Gads Bibel Leksikon
Müller og Müller: Bogen om Bibelen
religion.dk
wikipedia.org
Gyldendals Store Danske Encyklopædi

Oprindeligt er De ti bud ifølge 2. Mosebog skrevet med Guds egen finger på de stentavler, Moses giver til det jødiske folk som tegn på den pagt, israelitterne indgår med Herren.

Andre læser lige nu