Den, man tugter, elsker man: Kirketugt gennem 2000 år

Gennem kirkens 2000 år lange historie har fænomenet "kirketugt" været praktiseret på adskillige måder, og man har måttet tage stilling til alt fra mord, hor og frafald til larmende konfirmander

Man kaldte det kirketugt, når man i 1600-tallets Danmark lænkede en synder til den lokale sognekirke i et såkaldt halsjern, indtil synderen kom på bedre tanker. Man kaldte det også kirketugt, når man i kirkens spæde tid ekskluderede kættere, som ikke ville gå ind for kirkens rette lære trods adskillige advarsler. Men hvad ligger der nærmere bestemt i det gamle ord? Og er det et ord, vi kan bruge i dagens Danmark?

Det var Jesus, der opfandt kirketugten
Kirketugt er først og fremmest et begreb, der er opstået gennem læsning af Jesu ord i Matthæusevangeliet 18,15-18:

Hvis din broder forsynder sig imod dig, så gå hen til ham og drag ham til ansvar på tomandshånd. Hører han dig, så har du vundet din broder. Hører han dig ikke, så tag én eller to med dig, for på to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres. Hører han heller ikke dem, så sig det til menigheden, og vil han ikke engang høre efter menigheden, skal han i dine øjne være som en hedning og en tolder. Sandelig siger jeg jer: Hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen, og hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen."

Jesus gav altså sine disciple en "nøglemagt" til både "at binde og løse". Med andre ord har kirken ikke bare fået myndighed til at prædike evangeliet og tilgive synder, men også til at formane og nægte at tilgive synder.

Udelukket af fællesskabet
Den praksis, Jesus præsenterer for sine disciple, har været brugt lige siden urkirkens tid. Paulus skrev for eksempel til Timotheus, at han skulle vise et kættersk menneske bort efter en første og en anden advarsel.

Formålet med denne "kirketugt" var ikke at skræmme folk væk, men snarere at få synderen på ret kurs jævnfør 2. Timotheus 2,25-26. Hvis et menneske derfor angrede sin synd, havde tugten gjort, hvad den skulle - derimod var uvilje mod at vende om aldeles alvorligt og førte i det lange løb til udelukkelse af det kristne fællesskab. Kirketugten skulle desuden sikre, at menigheden blev beskyttet mod forkert lære, så flere ikke kom på afveje - og at Jesu legeme og blod i nadveren ikke blev misbrugt.

Et menneske var udelukket af det kristne fællesskab, hvis det ikke deltog i nadveren. I nadveren modtager de kristne nemlig Jesu legeme og blod, der binder dem sammen som et legeme - nadveren er med andre ord fællesskabet ("kommunionen") af de hellige. Derfor er begrebet kirketugt knyttet stærkt til nadveren, og udelukkelsen af kirken fik efterhånden navnet "ekskommunikation" - en betegnelse, man stadig bruger i den katolske kirke.

LÆS OGSÅ: Nadveren er en gave

Mord, hor og frafald
I de første par hundrede år af kirkens historie herskede en stor grad af offentlighed omkring kirketugten. Der blev holdt særligt øje med, hvordan dåbskandidaterne opførte sig, men livsførelsen efter dåben blev også taget seriøst: De tre store synder - hor, mord og frafald - førte sandsynligvis til direkte udelukkelse af kirken.

I takt med, at oldkirken voksede, ændrede man dog gradvist syn på, hvad der skulle ske med et angrende menneske, som havde begået en af de store synder. For eksempel efter de store forfølgelser omkring år 250: For at undgå martyrium havde mange nemlig benægtet, at de var kristne. Men hvis et sådant menneske oprigtigt angrede, skulle det så ikke genoptages i menigheden? Og hvem havde egentlig myndighed til at træffe den endelige afgørelse?

LÆS OGSÅ: Bloddåb - oldkirkens adgangsbillet til Paradis

Nogle mente, at afgørelsen lå hos de mennesker, som selv havde tilstået under forfølgelserne, men alligevel havde overlevet. Det endte dog med at blive biskoppen, der bestemte - nøglemagten tilhørte med andre ord det kirkelige embede, og sådan har det været lige siden i den katolske kirke: Det er biskoppen, der har myndigheden til at kunne ekskommunikere og genoptage.

Når det virkelig var alvor
Fra år 380, da kristendommen blev gjort lovpligtig i Romerriget, og op gennem middelalderen ændredes praksis omkring kirketugten på flere måder.

LÆS OGSÅ: Kristendommen bliver statsreligion

Efterhånden blev det for eksempel sådan, at alle mennesker skulle gå til skriftemål. Kirketugten kunne i den forbindelse udøves mere i hemmelighed end førhen, hvor bekendelsen af synd var foregået særdeles offentligt. Hvis en synder angrede, blev han nu pålagt at "gøre bod". Det kunne blandt andet indebære, at han ikke måtte gå til nadver i en rum tid, og det kaldte man "det lille band". Her blev synderen altså godt nok ekskommuniceret - for opdragelsens og sjælesorgens skyld - men ikke livsvarigt.

Hvis en synder ikke ville angre og gøre bod, blev det dog virkelig alvor - og i yderste tilfælde måtte "det store band" tages i brug. At være under det store band betød, at man var ekskommuniceret på livstid - eventuelt med genoptagelse i kirken på dødslejet. Men ikke nok med, at man var udelukket fra kirken. I og med, at kirken var en så magtfuld institution, krævede dens bestemmelser (den såkaldte "kirkeret") også, at bandlysningen fik konsekvenser for synderens status i samfundet. I en periode af middelalderen betød en livslang ekskommunikation derfor også, at man blev erklæret fredløs af kejseren.

Luther: Væk med det store band!
I 1500-tallet blev kirketugtspraksissen igen taget op til grundig overvejelse - denne gang af Martin Luther og de andre reformatorer.

LÆS OGSÅ: Reformationen - kort fortalt

Luther var inspireret af kirkefaderen Augustin, som lagde stor vægt på syndens altomfattende karakter. Idet Luther mente, at alle mennesker var helt gennemtrængte af synden, konkluderede han, at kirkens hellighed ikke skulle afhænge af menneskers livsførelse. Kirkens hellighed var derimod Kristi hellighed, som helt konkret blev givet til kirken gennem sakramenterne og i Ordet.

Kirkens hellighed skulle altså opretholdes ved hjælp af Ordet og sakramenterne frem for gennem bod og kirketugt, som Luther betonede var til for "synderens forbedring" - og den borgerlige straf skulle på ingen måder blandes ind i sagen.

I praksis betød det, at Luther afskaffede det store band. Det lille band beholdt han dog - mens han talte for, at den sjælesørgeriske samtale skulle vægtes højt. Han adskilte sig i øvrigt fra den katolske opfattelse ved at sige, at nøglemagten tilhørte hele menigheden og ikke bare biskoppen.

Halsjern og heksebrænding
På trods af, at Luther omtolkede kirketugten, fortsatte lutherske lande med at lade syndere straffe af verdslige myndigheder. I Danmark kunne man for eksempel blive lænket til den lokale kirke ved hjælp af et såkaldt halsjern, og det var ikke umuligt at købe sig fri for en straf, hvis man havde penge nok.

Dog var den livslange ekskommunikation, det store band, ikke længere i brug i Danmark efter reformationen. Alle var med i kirken, og derfor ville en udvisning af menighedens fællesskab betyde, at man blev udvist af landet. Ifølge lektor i kirkehistorie Kurt E. Larsen kan man imidlertid sige, at det var en ekstrem form for kirketugt, der kom på tale, når det gjaldt straffen for praktisering af trolddom: Hvis man beskæftigede sig med det, skulle man ikke alene smides ud af kirken, men man skulle henrettes ved at blive brændt på bålet.

Da oplysningstiden ramte Europa i 1700-tallet, skete der imidlertid noget med folks mentalitet: Halsjern og heksebrænding var blevet gammeldags. I 1737 besluttede man, at kirketugten kun skulle udføres "så vidt til menighedens forbedring og uden publici uro kan ske".

Herefter gled praktiseringen af kirketugten lige så stille ud og blev ophævet - sandsynligvis, fordi den aldrig blev brugt.

Ordets kirketugt
Kirketugten blev dog ikke helt glemt. Kurt E. Larsen fortæller, hvordan Indre Missions formand, Vilhelm Beck, i 1800-tallet forholdt sig til sagen:

"Selvom man måske kunne forestille sig, at Indre Mission var den retning i kirken, der ville gøre mest ud af kirketugt, så mente Vilhelm Beck ikke, at man burde gennemføre kirketugt. For hvis man siger til en mand, at han ikke må gå til nadver, bliver resultatet, at hverken han eller hans familie kommer i kirke - og så går kirketugten pludselig ud over de forkerte."

Kurt E. Larsen mener, at den måde at tænke på generelt er slået igennem i Danmark. Det gælder med andre ord om at dyrke de små spirer i stedet for at træde dem ned. Dog kan man måske tale om en anden slags kirketugt - nemlig Ordets kirketugt:

"Vilhelm Beck understregede, at vi ikke skal holde nogen væk fra nadveren. Vi skal i stedet for sige til folk, hvad nadveren er, og hvor galt det går, hvis man misbruger den - så må folk selv drage en konklusion. Hvis de får at vide, at de spiser og drikker sig til en dom, vil de nok heller ikke gå til nadver. Vi skal udøve Ordets kirketugt".

Kirketugten er flyttet til Afrika
Det kan godt være, vi ikke praktiserer kirketugt i Danmark, men i Afrika er det særdeles brugt at forbyde kirkegængere at gå til nadver i et stykke tid. De mange nyomvendte kender nemlig ikke nødvendigvis meget til, hvad en kristen livsførelse indebærer. Kirketugten bliver derfor brugt som et nyttigt redskab til at hjælpe folk på vej - ligesom den har været det mange gange i løbet af de sidste 2000 år i Europa.

Men er der da slet ikke den mindre rest kirketugt tilbage i Danmark? Jo, svarer Kurt E. Larsen: Når en præst siger til en konfirmand, der gør grin med nadveren, at vedkommende ikke må gå til nadver - ja, så er det ekskommunikation, kirketugt.

Kilder:
Tidsskriftet Budskabet, artikel af Patrik Toräng, Luthersk Mission, nr. 6 2007
Theologische Realenzyklopädie, hrsg. von Gerhard Müller, Bd. 19, Berlin 1990
Kirkeleksikon for Norden, udg. af Fredrik Nielsen, Bd. 1 og 2, Aarhus 1904