Derfor brænder vi bål til sankthans

Sankthansbål er en gammel skik, men ikke i den form, som vi kender det i dag, siger folkemindeforsker Charlotte S. H. Jensen

Det knitrer, varmer og lyser op i midsommernatten. Bålet, som er en fast tradition i de fleste danskeres sankthansfejring.

Sankthansbål skulle holde onde væsner væk

Men at lave ild og brænde bål er en gammel måde at holde det onde væk på, som man i århundreder praktiserede, ikke kun til sankthans, men flere gange om året.

Ingen ved præcis hvor længe, men i hvert fald siden 1600-tallet og måske helt tilbage til middelalderen eller længere endnu. Uden for Danmarks grænser har man i hvert fald kendt til ildens såkaldt rensende kraft helt tilbage fra oldtiden.

"Til sankthans antændte man i Danmark også halmknipper, som man kunne svinge frem og tilbage i luften. Antændelsen skulle helst ske med såkaldt vild ild eller nødild, altså ild, som var lavet helt fra grunden. Lyset og skæret fra halmknipperne og bålene, som man traditionelt tændte på bakker og høje, holdt så trolde og andre onde væsner væk, der ellers lå på lur for at skade afgrøden og kvæget og menneskene," siger folkemindeforsker Charlotte S.H. Jensen, der arbejder på Nationalmuseet og er en af hovedkræfterne bag historie-online.dk.

"De tændte halmknipper og bål kaldte man for glædesblus, og vi synger stadig om dem i Midsommervisen, når vi i andet vers synger: 'Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde.' Man ville altså med bålene holde hekse og andet uvæsen væk fra menneskene, men ikke sætte dem på bålet, som vi gør det i dag," fortsætter hun.

Heksen - en ny sankthanstradition

Ser man på P.S. Krøyers berømte maleri Sct. Hans Blus på Skagen Strand fra 1906, er der heller ingen heks på bålet. Og det er ikke tilfældigt.

Heksen kom først på bålet i løbet af 1920'erne og 1930'erne, formentlig under indflydelse af tyske håndværkere, som fra dele af Tyskland (og Østrig) kendte til skikken med at brænde en strådukke på sankthansbålet. En strådukke, der symboliserede det onde, og som selvfølgelig skulle brændes for dermed at få det onde til at forsvinde.

Kilder:
Iørn Piø: Det festlige år
Gyldendals Åbne Encyklopædi
Historie-online.dk