Klassiker

Epifanifesten markerer Jesu dåb

Om Jesu dåb i virkeligheden så ud som i denne gamle danske bønnebog, er ikke til at svare på. Men sikkert og vist er det, at dåben for langt de fleste markerer et tilhørsforhold til kristendommen. Foto: Arkivfoto

Helligtrekonger har sit udspring i den epifanifest, ortodokse stadig fejrer den 6. januar ifølge den julianske kalender. Fejringen er kristendommens ældste ikke-jødiske fejring af Kristus

Når en hel flok mænd i blandt andet Bulgarien hopper i det iskolde vand i jagten på et kors, så gør de det for at fejre Jesu dåb, og fordi det efter sigende skulle bringe den heldige, der fanger korset, en særlig velsignelse.

Epifanifesten, der fejrede Jesu dåb i Jordanfloden, er den kirkehistoriske baggrund for den vestlige kirkes nutidige fejring af helligtrekonger og den østlige kirkes fejring af den såkaldte teofanifest. Jesu dåb er beskrevet i Markusevangeliet 1, 9-11, Matthæusevangeliet 3, 13-17 og Lukas 3, 21-22.

Ordet epifani stammer oprindelige fra græsk og betyder tilsynekomst eller åbenbaring. Festen er opkaldt efter, at man også fejrer Guds tilsynekomst i Jesus. Ved Jesu dåb, meddelte Gud sig til verden og viste den, at det er Jesus, der er frelseren.

Festen kan spores helt tilbage til Egypten i det 2. århundrede, altså længe før kirken delte sig i en øst- og en vestkirke. Dagen fejres i realiteten på to forskellige dage:

De landes kirker, der følger den gregorianske kalender, fejrer jul den 25. december (ifølge den danske kalender) og epifanifest den 6. januar. De landes kirker, der følger den julianske kalender, fejrer jul den 7. januar (ifølge den danske kalender) og epifanifest den 19. januar.

Festens udgangspunkt var Jesu dåb i Jordanfloden og efterfølgende åbenbaring som Guds søn, men også hans fødsel, miraklet i Kana, hvor vand blev forvandlet til vin, samt de tre vise mænds tilbedelse af Jesus-barnet var elementer i festen helt fra begyndelsen.

Skønt dåben lader til at have været det væsentligste element i festen, spillede også geografi og lokalkolorit ind på, hvilke elementer man tillagde størst fokus, eksempelvis spillede Jesu fødsel en stor rolle i Jerusalems fejring af festen (Betlehem Jesu fødeby lå ikke langt fra Jerusalem).

Men hvorfor fejredes overhovedet Jesu voksendåb, og fejres hans dåb stadig i dag?

Epifanifestens bibelske udgangspunkt

Epifanifestens ældste udgangspunkt er Markusevangeliets beretning om Jesu dåb i Jordanfloden.

I beretningen bliver Jesus døbt af Johannes Døberen i Jordanfloden. Ånden daler derpå ned over Jesus - i skikkelse af en due - og en stemme lyder i samme øjeblik fra himlene: Du er min elskede Søn, i dig har jeg fundet velbehag!.

Epifani og teofani

Ordet epifani stammer fra det græske Epifaneia, der betyder tilsynekomst eller åbenbaring. Festen er altså opkaldt efter dét, der blev åbenbaret ved Jesu dåb.

Åbenbaringen, eller epifanien i de bibelske beretninger om Jesu dåb er ofte blevet kaldt en teofani, der er en ordsammensætning af det græske theos (gud) og fainomai (vise sig, komme til syne). Teofani er simpelthen en uddybelse af, hvad det er, der kommer til syne, nemlig noget guddommeligt.

Umiddelbart efter dåben modtog Jesus Helligånden (i skikkelse af en due) og blev anerkendt af Gud, som Guds søn, hvilket man teologisk har tolket som en markering af Jesu indsættelse i hans kommende (guddommelige) frelsergerning.

Det var altså intet mindre end en fejring af Jesu guddommelige natur, og dennes betydning for menneskeheden, man fejrede under Epifanifesten.

Bibelsk kronologisk efterfølges Jesu dåb af beretningen om hans fyrre dage lange faste i ørkenen og Djævelens fristelser, som Jesus kan modstå netop fordi han i dåben blev fyldt af Helligånden. I den tidligste egyptiske kirke påbegyndte dåbskandidater den 7. januar, umiddelbart efter epifanifesten, en imitation af Jesu fyrre dage lange faste, som en forberedelse på deres egen dåb fyrre dage efter.

Hvorfor fejrede man overhovedet Jesu dåb?

Hvorfor var der i begyndelsen af kirkens historie større fokus på Jesu voksendåb, end på hans fødselsdag og barndom?

For det første blev det i oldkirken anset som en hedensk uskik at fejre menneskers årsdag. Det var en skik man knyttede til hedenskabet, eksempelvis Herodes og forskellige romerske kejsere, som med stor bravur fejrede deres fødselsdage i offentligheden.

For det andet var den tidlige kirke, uanset geografi og lokalkolorit, mere fokuseret på Jesu død og opstandelse end på hans fødsel. Var man interesseret i fødsler, var det ens egen genfødsel ved dåben. Med andre ord var det teologiske fokus rettet mod Jesus som Kristus, som frelser. I det perspektiv er det dén Jesus, der ved sin dåb åbenbarer sin guddommelige natur, snarere end barnet i krybben, der er interessant.

Epifanifesten adskiller sig fra julen derved, at hvor Gud i julen viser sig som menneske af kød og blod, åbenbarer mennesket Jesus sig - i beretningen om hans dåb - som Gud. Det er intet mindre end to forskellige Kristusopfattelser, eller med et fint ord; kristologier, det drejer sig om: Fejrer man først og fremmest Gud, der blev menneske, eller mennesket, der åbenbarede sig som Gud?

En tredje mulig forklaring på den tidlige kirkes interesse for Jesu dåb snarere end hans fødsel kan være, at kirkens ældste evangelium Markusevangeliet fra omkring år 70 begynder med Jesu dåb, julefortællingen findes slet ikke i Markusevangeliet, Jesus er først interessant, idet han åbenbares som Gud!

Dette synspunkt bakkes op af det faktum, at den egyptisk aleksandrinske kirke, der havde en udpræget markustraditon (den egyptiske kirke byggede på en legende om, at evangelisten Markus var dens grundlægger) fejrede epifanifesten tidligt, det tidligste vidnesbyrd om festen er netop fra Egypten.

Hvordan fejrede man epifanifesten?

Udover interessante skikke som den egyptiske post-epifani faste, véd man ikke med sikkerhed meget om, hvordan man i praksis fejrede festen i den tidligste kirke, og de ting man véd, gælder måske nok i én del af kirken, men ikke i en anden. Der kunne væres store regionale og lokale forskelle på de forskellige liturgier, afhængigt af om kirken lå i Egypten, Syrien eller Tyrkiet.

Imidlertid tyder noget på, at festen - ligesom påsken og pinsen blev det nogle steder var én af de højtider, hvor mange blev døbt, i hvert fald i østkirken.

Dåbsvandet blev først indviet af en gejstlig, og nogle steder tog man efter festen dåbsvandet med sig hjem, for derefter at opbevare det i pågældendes hjem et helt år, formodentlig fordi man har set vandet som særligt helligt og dermed velsignende.

Lys har formodentlig også tidligt været en væsentlig del af festen, med deciderede lysprocessioner. Levende lys kunne både symbolisere dåbens oplysende karakter at man efter dåben var oplyst og opfyldt af Helligånd og dertil renset for synd men lyset kunne også symbolisere den stjerne, der ledte de tre vise mænd til Jesus, dén Jesus, der i bibelsk sprogbrug kaldes for verdens lys.

Endelig annonceredes på epifanidagen den kommende påskes eksakte dato. Dengang havde man ikke nødvendigvis en kalender til rådighed, og eftersom det liturgiske kirkeår var indrettet efter påsken som højdepunkt, var mange andre liturgiske fester afhængige af kendskab til påskens kalenderdatering.

Epifanifesten fejres stadig i kirken

Vestkirken, med Rom som frontløber, udskilte i 300-tallet den 25. december som festen til fejring af Jesu fødsel og bevarede epifanifesten på den 6. januar. Festens fokus skiftede dog karakter og koncentrerede sig mere og mere om de tre vise mænds tilbedelse af barnet i krybben, hvorfor helligtrekonger højtiden en direkte arvtager af epifanifesten.

I Østkirken fastholdt man også epifanifesten den 6. januar, men fordi mange ortodokse kirker bruger den julianske kalender, falder deres epifanifest på det, der svarer til den gregorianske kalenders 19. januar. Østkirkens fokus lå stadig på Jesu dåb i Jordanfloden, hvorimod de tre vise mænd hørte til på juledag sammen med Jesu fødsel.

Den dag i dag fejrer den ortodokse kirke teofanifest for Jesu dåb, med det teologiske fokus rettet mod den treenige Guds manifestation ved Jordan-dåben. Samtidig er festen en fejring af dét lys, der med Kristus kom ind i verden, og endelig en fejring af Jesu helligelse af vandet ved Helligånden.

Det er ud fra det perspektiv, at man i dagens Rusland under teofanifesten i bogstavelig forstand kan vaske sine synder af sig, ved at bade i en iskold våge.

Alene den armenske apostolske kirke fejrer den dag i dag Jesu fødsel og hans åbenbaring (epifanien) på samme dag, den 6. januar, en fejring der kan føres direkte tilbage til den ældste kirke.

Folkekirken videreførte den vestlige tradition, men regner ikke længere helligtrekongers dag blandt de lovpligtige helligdage, den blev afskaffet som helligdag i 1770.