Europas første kristne filmtidsskrift var dansk
I mere end 20 år anmeldte Indre Mission alle film, der kom i de danske biografer. Anmelderbladet, Kirke og Film, var det første af sin art i Europa
Det udløste konflikt i Indre Mission, da den kristne organisation i efterkrigstiden begyndte at forholde sig positivt til filmmediet og dets muligheder. Men filmen og biografteatrene var kommet for at blive, og Indre Mission tog i efterkrigstiden fat på at anmelde og kritisere tidens film, med og uden kristent indhold.
Ingen film eller gode og dårlige film?
Traditionelt havde man i Indre Mission forholdt sig skeptisk eller afvisende over for film som underholdningsmedie. Det blev i vid udstrækning betragtet som underlødig underholdning og spild af tid. Samtidig så man en fare for, at selve indholdet kunne påvirke unge, usikre biografgængere i negativ retning.
Den skeptiske, konservative holdning over for filmene i almindelighed var dog ikke forbeholdt kirkelige eller missionske kredse. Men for Indre Mission blev det et større spørgsmål, fordi man samtidig måtte tage stilling til, om man skulle tage afstand til filmmediet af princip eller om man tværtimod kunne tage filmene i brug i forkyndende øjemed.
Det blev den sidste tilgangsvinkel, der vandt, og fra 1940erne opstod en række kirkelige initiativer på filmens område. Det forudsatte på sin side, at man tog mediet alvorligt, ved at sondre i filmenes kvalitet og relevans.
Indre Missions eget filmselskab
1943 stiftede man filmselskabet Felix, der skulle importere og selv producere film med forkyndende eller opbyggeligt indhold. Felix og dermed Indre Missions egen filmproduktion blev aldrig stor eller betydelig. Men de importerede udenlandske, kristne film blev vist i stort omfang i missionshusene og andre steder. Felix distribuerede også en del film til skolebrug.
Første i Europa
I 1945 stiftede man Kirkelig Filmforening, og foreningens blad, Kirke og Film, begyndte at udkomme november samme år og fortsatte årligt indtil 1967. Kirke og Film var ikke udelukkende Indre Missions foretagende, men der var en stor overlapning, og mange af anmelderne og skribenterne havde missionsk tilknytning.
De fleste bidragydere til bladet var selv præster, men enkelte lærere var der typisk også. I 1950erne optrådte i øvrigt blandt anmelderne en seminarieforstander Poul Hartling. Den samme Poul Hartling, der var Danmarks statsminister i 1973-1975.
Tidsskriftet var det første af sin slags i Europa. I Tyskland og England til eksempel begyndte sammenlignelige tidsskrifter først at udkomme i årene 1949 og 1950. I Kirke og Film beskrev Kirkelig Filmforening sit arbejde og formål på følgende måde:
Kirkelig Filmforening vil ud fra en kristen livsindstilling og på bred kirkelig basis bringe vejledning med hensyn til den foreliggende filmproduktion, såvel almindelige biograffilm, som kort og smalfilm, bringe orienterende artikler om film i det hele taget samt bidrage til at gøre filmen mere anvendelig i kirkens tjeneste.
Kirke og Film nr. 1 af 10. årgang, 1955.
Hvert år fik stort set alle film nogle ord med på vejen, både udenlandske og danske. Fra Alfred Hitchcock til Far til fire. Nogle blev afvist, fordi de var kedelige, eller skuespillerne dårlige. Nogle fik en advarsel med, fordi de var for voldelige eller vovede. Andre igen blev rost, fordi de fortalte en vedkommende historie og samtidig repræsenterede godt filmhåndværk.
Kirke og Films anmeldelser svarede på mange måder til andre af tidens anmeldelser, men de film eller filmfolk, der havde kristne eller moralske budskaber, blev behandlet mere grundigt og lidenskabeligt i selve anmeldelserne, i interviews eller kommentarer.
Hvad kom film sagen ved?
Ikke alle i Indre Mission var enige i, at organisationen skulle beskæftige sig med film og biografunderholdning. Spliden fortsatte op i 1950erne, og den afspejlede samtidig en mere grundliggende konflikt i Indre Mission.
Missionen havde traditionelt koncentreret sig om forkyndelse og vejledning i at leve et fromt liv. Det væsentlige var at vise hen til evangeliet og den sande tro. Men man kom aldrig uden om spørgsmålet om, hvordan man som bevægelse skulle forholde sig til andre åndelige og kulturelle strømninger i tiden.
Efterkrigstiden bragte spørgsmålet op til overfladen igen af flere grunde: Konkret udbredtes filmteknologien i form af biografteatre sig så meget i disse år, at det så umuligt ud at holde især de unge væk fra filmene, hvis man virkeligt ville.
Samtidig havde de fleste i den brede befolkning fået meget mere fritid på hænderne, end de havde i de tidligere årtier af Indre Missions liv. Det gjorde i almindelighed kulturelle spørgsmål mere relevante, hvis missionen skulle være vedkommende for sin målgruppe.
Brede dele af selve Indre Mission, inklusive formanden fra 1934 til 1959, Christian Bartholdy, mente, at man godt kunne være åben overfor filmen som medie, blot man omgik det varsomt. Men andre mente, at man i de omskiftelige tider netop måtte tage klar afstand fra de fænomener, man mente kunne lede opmærksomheden væk fra den kristne livsførelse.
1955 et godt år
Året 1955, midt i Kirke og Films virketid, er rig på eksempler på den særlige behandling, som interessante kristne film kunne få i bladet. Den også i dag berømte instruktør Carl Th. Dreyer (1889-1968) lavede det år filmen Ordet, som byggede på et Kaj Munk-skuespil af samme navn.
Ordet handler om troen på miraklet og sejren over døden i en moderne tid, og om hvordan denne tro kan forene kristne på tværs af kirkelige skel. Både teknisk og indholdsmæssigt blev filmen rost til skyerne af Kirke og Films anmeldere. Filmen er ikke specielt missionsk i sit kristendomssyn, men Kirke og Film begejstredes over, at man kunne bringe forkyndelse i form af stor kunst på det store lærred.
Senere på året bragte Kirke og Film et længere interview med samme Carl Th. Dreyer. Han var på det tidspunkt i gang med et ambitiøst projekt, som bladets anmelder så meget frem til. Nemlig en ny stor Jesus-film, som skulle optages i Israel og have hebræisk tale.
I efteråret 1955 var Dreyer i gang med de første forberedelser og var meget optimistisk på filmens vegne. Den stort anlagte Jesus-film blev desværre aldrig færdiggjort, til dels af økonomiske årsager. Men vi kan forestille os, at den ville have vakt glæde i de kristne filmanmelderkredse.
Fjernsynet kom for at blive
Da Kirke og Film ophørte med at udkomme midt i 1970'erne, var der sket en betydelig udvikling på filmenes område. Fjernsynet havde fra 1950erne nydt stigende udbredelse i de private hjem. Stadig flere danskere var ikke længere afhængige af biograferne, når de skulle se film.
At diskutere om biograffilmene udgjorde en påvirkning i god eller dårlig retning, kunne virke omsonst, når mange hver uge kunne se både danske og amerikanske film direkte hjemme i stuerne.