Klassiker

Faste i Bibelen

I Bibelen er faste snævert forbundet med bøn, fortæller Helge Kjær Nielsen. Fortællingen om Jesu fristelse i ørkenen efter fyrre dages og fyrre nætters fasten er så præget af forholdet til gammeltestamentlige traditioner om Moses, at den ikke siger noget sikkert om Jesu eventuelle fastepraksis. Modelfoto Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Hvad står der i Bibelen om faste? Følg med i dr.theol. Helge Kjær Nielsens gennemgang af, hvad de bibelske skrifter egentlig fortæller om faste

Faste forstået som afholdelse fra at spise og drikke i en vis periode omtales adskillige gange i Det Gamle Testamente og i nogle tilfælde også i Det Nye.

Der fastes på forud fastsatte dage, men faste kan også være spontan, fremkaldt af særlige situationer. Fasten på de fastsatte fastedage er kollektiv; den spontane faste kan både være kollektiv og individuel.

Til de fastsatte fastedage hører frem for alt fasten i forbindelse med Den store Forsoningsdag, der er omtalt blandt andet i 3 Mosebog 16. Oprindeligt var det antagelig den eneste fastsatte fastetid, men senere kom andre til (Nehemias Bog 9,1; Zakarias Bog 7,5 og 8,19).

Fra Lukasevangeliet 18,12 ved vi, at i det mindste nogle af jøderne fastede to gange om ugen (mandag og torsdag). Omvendt var der dage, hvor det ikke var tilladt at faste. Det gjaldt bl.a. sabbatten, som var en glædesdag.

Krig og sygdom fremkaldte faste

Som nævnt kan faste fremkaldes af særlige situationer. Det kan være, når man har oplevet en stor sorg (2 Samuels Bog 1,12), når krig eller anden fare truer (Esters Bog 4,1-3; Joels Bog 1,14; Jonas Bog 3,5), når man står over for en alvorlig sygdom (2 Samuels Bog 12,15-16; Salmernes Bog 35,13-14) eller er i livsfare (2 Krønikebog 20,3; Esters Bog 4,16), ligesom faste kan udløses af erkendelsen af egen ondskab (1 Samuels Bog 7,6; 1 Kongebog 21,27).

Ved at faste bringer et menneske sig i en særlig situation trækker sig så at sige væk fra hverdagen og det almindelige liv i en vis periode. Derved fremmes muligheden for den størst mulige koncentration i forholdet til Gud. Den ydmyge og bodfærdige holdning, der er forbundet med den ægte faste, tydeliggøres ofte ved, at den fastende klæder sig i sæk og strør aske på hovedet.

Snævert forbundet med faste er bøn. Det er Guds indgriben, der på den stærkest mulige måde bedes om. Det er frem for alt hans tilgivelse og hans hjælp i farefulde eller håbløse situationer, der søges under faste og bøn.

Om faste i Det Nye Testamente

Også på nytestamentlig tid praktiseredes faste. Ifølge Matthæusevangeliet 9,14 fastede Johannes Døberens disciple, og Paulus nævner, at han ofte har fastet (2 Korintherbrev 11,27). Af Apostlenes Gerninger 13,2-3 fremgår, at menigheden undertiden fastede i forbindelse med gudstjenesten; jf. 14,23. Faste nævnes som et af udtrykkene for den gamle Annas fromhed (Lukasevangeliet 2,37).

Fortællingen om Jesu fristelse i ørkenen efter fyrre dages og fyrre nætters fasten er så præget af forholdet til gammeltestamentlige traditioner om Moses, at den ikke siger noget sikkert om Jesu eventuelle fastepraksis.

Over for sine disciple har han iflg. bl.a. Matthæusevangeliet 9,15 pointeret, at det ikke er tiden til at faste, så længe han er iblandt dem. Det er nemlig en glædestid, og i en glædestid faster man ikke.

Den ægte faste foregår i det skjulte
Faste kan blive noget blot udvendigt og indholdsløst. Det fremgår tydeligt af Esajas Bog 58,3-6, hvor den sande faste defineres som det at hjælpe og tage sig af de nødlidende. Samme grundholdning møder vi i Hoseas Bog 6,6, hvor det dog ikke er den indholdsløse faste, men de indholdsløse ofre, der nævnes. Se også Matthæusevangeliet 12,7 og 9,13.

Ifølge Matthæusevangeliet 6,16-18 gik Jesus i rette med dem, der offentligt skiltede med deres fasten og optrådte som hyklere. Den ægte faste foregår nemlig i det skjulte.

Der spores ikke i de nytestamentlige skrifter faste regler for, hvornår der skulle fastes, men sådanne kendes fra den efterfølgende periode. I et skrift kaldet De tolv apostles lære pålægges den, der skal døbes, at faste en eller to dage forud. I samme skrift fastlægges onsdag og fredag som de kristnes ugentlige fastedage. Af andre skrifter fremgår, at det blev besluttet, at der skulle fastes Langfredag.

Helge Kjær Nielsen er lektor, dr. theol. i Det Nye Testamente ved Aarhus Universitet og panelist ved kristendom.dk.