Fem klimahelte i kirkehistorien

Det berettes om Frans af Assisi, at han prædikede for fuglene - og de lyttede. Her er scenen gengivet af den italienske maler Giotto i en fresko, som findes i kirken, der blev bygget over Frans' grav.

Allerede længe før det var blevet moderne at bekymre sig for miljøet, var fremsynede kristne begyndt at tale om omsorg for naturen som Guds skaberværk

På Bibelens første side står der, at mennesket har til opgave at herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden (1. Mosebog 1,26). Gennem tiden har man tolket dette og Bibelens mange andre udsagn om menneskets forhold til naturen på mange forskellige måder.

Nogle har taget Bibelen til indtægt for, at vi mennesker kan gøre med naturen, som det passer os, mens andre har set Bibelens ord som en formaning om at tage vare på naturen på en ansvarlig måde. Kristendom.dk bringer her et udvalg af fem kristne, der har set sig forpligtet til at have omsorg for naturen.

Sankt Patrick: Jeg binder mig til naturen
I Irland, Skotland og Wales praktiserede man i den tidlige middelalder en særlig art af kristendommen, der kaldes keltisk kristendom. Den var blandt andet præget af en stor vægtlægning på munkevæsenet og en stor kærlighed til naturen. Ligesom ørkenfædrene og eremitterne ønskede de keltiske munke at være tæt på naturen og langt fra de travle byer. Derfor lå deres klostre ofte midt ude i naturen.

Munkene havde god tid til at undre sig over og studere skaberværket. De betragtede naturen som en vej til at lære Gud bedre at kende, fordi den er Guds skaberværk og viser Guds herlighed. Derimod var de keltiske munke ofte kritiske over for luksus og dyre statussymboler, som på den tid for eksempel kunne være hestetransport. De talte i stedet for et enkelt liv i harmoni med naturen.

Den irske nationalhelgen Sankt Patrick (ca. 390-460) var den missionær, der udbredte kristendommen i Irland, og han regnes som den keltiske kristendoms ophavsmand. Beundringen og respekten for naturen var lige fra begyndelsen en central del af den keltiske kristendom. Denne irske hymne til skaberværket menes traditionelt at være skrevet af Sankt Patrick:

Jeg binder til mig selv i dag
Himlens kraft,
Solens lys,
Månens klarhed,
Ildens glans,
Lynets glimten,
Vindens hurtighed,
Havets dybde,
Jordens standhaftighed,
Klippernes tæthed.

En af middelalderens mest markante kvindeskikkelser var den tyske abbedisse, mystiker, profet, teolog, filosof, videnskabskvinde, digter, komponist og meget mere Hildegard af Bingen (1098-1179). Hun mente, at universet skal betragtes som en helhed, hvor det åndelige og det fysiske ikke er skarpt adskilt. Naturen, den fysiske verden, er ikke farlig men er derimod en gave, som Gud har givet for at vi skulle glæde os over den og passe godt på den.

Selvom hun var en travl kvinde, fik hun også tid til blandt andet at skrive 10 bøger med studier af natur og helse. Hendes vigtigste bøger er imidlertid dem, der indeholder hendes visioner og profetier. I en af dem, Liber vitæ meritorum, skriver hun noget, der ligner en forudsigelse af vor tids miljøkrise:

Til den tid vil alle vinde være forurenede af døde blade, luften vil kaste snavs op, så mennesket ikke længere kan åbne munden. De fede agre vil være besmittet på grund af ugudelig dumhed fra den blinde menneskeflok.

Du kan læse mere om Hildegard i artiklen Hildegard af Bingen (1098-1179).

Den romersk-katolske kirkes skytshelgen for naturen er Frans af Assisi (1181-1226), som også er beundret langt uden for den romersk-katolske kirke, både af kristne og tilhængere af andre religioner og filosofier. Han levede i den italienske by Assisi, hvor han grundlagde franciskanerordenen.

Frans var meget glad for naturen, især for dyrene, som han betragtede som sine søstre og brødre. En af legenderne om Frans fortæller, at han yndede at prædike for fuglene og at de lyttede. Kristendommen var for Frans helt uadskillelig fra naturen. Han mente, at man skulle respektere naturen og behandle den som ligeværdig. Han udtrykte mest tydeligt sin beundring for naturen i Solsangen, hvori han lovsynger Gud for at have skabt naturen. I den skrev han blandt andet:

Lovet være du, Herre, med alle din skabninger,
især herr broder Sol, som skaber dag,
og du oplyser os ved ham,
og han er skøn og strålende med stor glans,
på dig, du Højeste, er han et billed!
Lovet være du, Herre, for vor søster, Moder Jord,
som opholder os og bærer os og frembringer alskens
frugter og farvede blomster og græs.
(Oversat af Johannes Jørgensen. Kilde: sanktansgar.dk)

Du kan læse mere om Frans i artiklerne Frans af Assisi (1181-1226) og Dus med Frans og fuglene.

I de senere år er spørgsmål om miljø og klima blevet en vigtig del af den katolske sociallære, som definerer den romersk-katolske kirkes holdninger til samfundsmæssige spørgsmål. Den første pave, der tog miljøspørgsmålet op på højeste niveau, var Paul VI, som var pave fra 1963 til 1978 (født Giovanni Battista Montini, 1897-1978). Han skrev i 1971 et såkaldt apostolsk brev (et officielt åbent brev) med titlen Octogesima adveniens. På dette tidspunkt var miljøet et ret nyt emne inden for politik. Paul VI skrev blandt andet:

Mennesket bliver pludselig klar over, at ved en uovervejet udnyttelse af naturen risikerer det at ødelægge den og selv at blive offer for denne ødelæggelse. Ikke blot er miljøet rundt om mennesket ved at blive en permanent trussel forurening og affald, nye sygdomme og muligheden for absolut ødelæggelse men de menneskelige strukturer er ikke længere under menneskets kontrol, så de livsforhold, under hvilke mennesket kommer til at leve i fremtiden, kan vise sig at blive ganske uudholdelige. Dette problem er så vidtrækkende, at det angår hele den menneskelige familie.

Du kan læse hele brevet (på engelsk) på Vatikanets hjemmeside.

Den østlige ortodokse kirkes nuværende øverste leder, patriark Bartholomæus I af Konstantinopel (født 1940 som Dimitrios Archontonis), er formentlig den mest fremtrædende kirkelige miljøforkæmper i verden i dag. Derfor kaldes han også for den grønne patriark. Han og hans forgænger, Demetrios, har integreret miljøtænkning i den ortodokse kirkes selvforståelse.

Bartholomæus I har blandt andet arbejdet for miljøet ved at indkalde politikere, embedsmænd, forskere og kirkeledere til konferencer om miljøspørgsmål. Han er fast overbevist om, at vi mennesker selv er skyldt i miljøproblemerne og klimaforandringerne. Og han viger ikke tilbage for at kalde forurening og naturødelæggelse for en alvorlig synd. I 1997 holdt han en tale ved en miljøkonference i Santa Barbara, Californien, hvor et olieudslip truede med at forurene de lokale strande. Han sagde blandt andet:

Hvis mennesker behandlede hinandens ejendom på samme måde, som de behandler miljøet, ville vi betragte denne adfærd som asocial. Vi ville træffe de juridiske foranstaltninger, der er nødvendige for at bringe de personlige ejendele tilbage, som en anden uretmæssigt har tilegnet sig. Vi bør derfor også søge etisk og juridisk godtgørelse, hvor det er muligt, i sager om økologiske forbrydelser.Af dette følger, at det at begå en forbrydelse mod den naturlige verden er en synd. Når mennesker forårsager, at arter uddør, og ødelægger den biologiske diversitet i Guds skaberværk når mennesker fornedrer jordens integritet ved at forårsage forandringer i dens klima, ved at berøve jorden dens naturlige skove eller ved at ødelægge dens vådområder når mennesker skader andre mennesker med sygdom når mennesker forurener jordens vand, dens land, dens luft og dens liv med giftige stoffer disse ting er synder.Vi beder om tiligivelse for de synder, vi har begået, både med vilje og ikke med vilje. Og det er sandelig Guds tilgivelse, vi må bede om, for at have gjort skade på hans eget skaberværk.

Du kan læse mere om patriark Bartholomæus i artiklerne Ødelæggelse af naturen er en synd og Den store brobygger.

Hildegard af Bingens budskab blev hørt. Hun opnåede stor anerkendelse i det tysk-romerske kejserrige, og hendes visioner nåede også helt ind i hjertet af pavekirken. Hvor profeter som oftest omgås med forsigtighed og afvises af samtiden, var situationen en anden for Hildegard. – Arkivfoto.
Pave Paul VI Foto: Wikimedia
Bartholomæus