Guide: I Frans af Assisis fodspor

På stedet "Santuario della Verna" modtog Frans af Assisi efter en bøn på bjerget i 1224 stigmatiseringen med mærker på hænder, i siden og på fødder. Foto: Wojtek Buss

Frans af Assisi, som stiftede munkeordenen franciskanerne, var på missionsrejse i år 1211-1212. Vi følger her i hans fodspor

Vi vil følge Frans af Assisi på hans store missionsrejse i årene 1211-1212. Frans drog op i Toscana, stiftede undervejs fred i Perugia, dernæst gik vejen til Cortona, vandrede derpå videre til Arezzo og Firenze.

Her sluttede den fremragende jurist fra Bolognas universitet og borgmester i Civita Castellana, Johannes Parenti sig til ham. Fra Firenze videre til Pisa. Og så tilbage over S. Gimignano i Val d`Elsa og Chiusi tilbage til Assisi. Gå med i Frans' fodspor. LÆS OGSÅ: 10 citater af Frans af Assisi Assisi
Frans' fødeby er naturligvis udgangspunktet for vores rejse. Byen er nok det mest betydningsfulde religiøse center i Italien næst efter Rom med Peterskirken og Vatikanet. Assisi har sit middelalderpræg helt intakt med bilfri gader, smalle gyder og en atmosfære præget af ro og andagt.

Byens store magnet er San Francescokirken med Frans' grav. Graven findes i den nedre kirke. Og i den øvre kirke betages vi af Giottos billedserie på i alt 28 scener fra Frans' liv. Uden for Assisi finder vi Eremo delle Carceri, hvor Frans søgte ensomheden. San Damiano er kirken, hvor krucifikset talte til Frans og sagde: Frans, ser du ikke, hvordan mit hus ligger i ruiner, gå hen og byg den op for mig.

Santa Maria degli Angeli ligger i den flade dal neden for Assisi og rager op med sin store kuppel. Kirken er bygget over det sted, Portiuncula, hvor Frans mødtes med sin munke. Og så har kirken et kapel, som er bygget over det sted, hvor Frans døde.

Perugia
Perugia var igennem middelalderen Assisis ærkefjende. I Frans tidlige ungdom udbrød der en borgerkrig i Assisi mellem borgerskab og adel. Perugia greb ind på adelens side og i de heftige kampe blev Frans ikke alene såret, men kom også i et års fangenskab.

På sin missionsrejse ville han nu stifte en varig fred mellem de to byer. Perugia er hovedbyen i regionen Umbrien med ca. 165.000 indbyggere. Den ligge smukt på en 500 meter høj bakke, ved hvis fod Tiberen løber. De stejle og snævre gader snor sig op og ned med bygninger fra middelalder og renæssance.

Det gamle centrum er Piazza IV Novembre, som stadig er det naturlige samlingspunkt med barer og restauranter. Men frem for alt pladsen domineret af det gamle rådhus fra 1281, Palazzo dei Priori og den gotiske domkirke San Lorenzo med en række pavegrave. Imellem domkirke og rådhus finder vi det imponerende springvand, Fonte Maggiore, skabt af Giovanni og Nicola Pisano i 1200-tallet.

LÆS OGSÅ: 5 bønner af Frans af Assisi

Rådhuset indeholder et fornemt galleri med renæssanceværker, blandt andet finder vi her malerier af renæssancekunstneren og bysbarnet, Il Perugino (Pietro Vannuci). Han var i øvrigt Raphaels læremester. San Lorenzo indeholder et berømt relikvie, nemlig jomfru Marias forlovelsesring (!). I øvrigt forsøgte man også at stjæle ligene af Frans og Clara fra Assisi. Byen er præget af ungdommen. Det er kendt universitetsby med ca. 40.000 studerende. Brug god tid i byen.

Cortona
Vi fortsætter nord om Trasimenersøen. Det var her, Kartagos hærfører Hannibal i den anden puniske krig 217 f. Kr. lokkede den romerske hær i en fælde. Nordvest for søen ligger Cortona på en bjergskråning i 600 meters højde. Oprindelig er Cortona (ligesom Perugia) en etruskisk by. Og dele af den etruskiske bymur kan stadig ses. Museo dell`Accademia Etrusca indeholder en fin samling fra den etruskiske tid, ligesom der også er adgang til etruskiske kongegrave i området.

For den kunstinteresserede gælder det om at se Fra Angelico: Bebudelsen i Museo Diocesano (stiftsmuseet). En variation over samme tema har Fra Angelico malet i San Marco-klosteret i Firenze.

Brug aftenen på en gåtur rundt i byen især ad den smalle hovedgade, Via Nazionale. En hotelovernatning i byens midte giver den smukkeste udsigt over byens tage og ud over Val di Chiana.

Arezzo
Denne by byder på tre seværdige kirker. Først og fremmest bør man se San Francesco-kirken bygget af franciskanermunke i 1300-tallet. Udvendig ser kirken beskeden og ufærdig ud, men indvendig ser vi et mesterværk af renæssancekunstneren Piero della Francesca (1415- 92). Værket findes i form af 11 freskomalerier i kirkens kor.

Serien fremstiller legenden om det hellige kors lige fra Adams død, hvor der plantes en kvist af kundskabens træ i hans mund, over fortællingen om kong Salomon, der af dronningen af Saba bliver bekendt med, at dette træ nu findes i Jerusalem. Og så endelige det samme træ, som Jesus korsfæstes på og som af Konstantins den Stores moder Helena genkendes som det sande, hellige kors. Serien står i usædvanligt klare farver, og personerne står rolige og monumentale på billedbladene.

Den næste kirke er Pieve di Santa Maria, der ikke mindst skal ses udefra på grund af sin flotte romanske arkitektur. Denne kirke kan Frans sikkert have besøgt.

Bag kirken finder vi Piazza Grande. På denne skrånende plads holdes der hvert år en ringridder-turnering, en symbolsk kamp mellem byens fire gamle kvarterer. Øverst oppe afsluttes pladsen af en lang, smuk buegang, skabt af arkitekten og kunstneren Vasari, der netop er opvokset i Arezzo. Vasaris buegang forvandles ved frokosttid til et stor udvalg af barer og restauranter. Den tredje kirke er San Domenic fra 1275 med et smukt krucifiks af kunstneren Cimabue. Fra Arezzo er der cirka en times rejse til Firenze.

Firenze
Firenze hører til en af de mest eftertragtede turistmål i verden. Denne by er da også indbegrebet af italiensk renæssance og har hidtil evnet at bevare sine kulturskatte. Byen rummer i dag cirka 400.000 indbyggere.

Det klassiske Firenze, de mange seværdigheder fra renæssancetiden er samlet på et forholdsvis lille område i byens centrum. Brug to til tre dage i byen.

At følge i den hellige Frans spor fører naturligt hen til Santa Croce, som regnes for at være franciskanernes største kirke i Italien. Opførselen blev påbegyndt i 1294, men kirken blev først færdiggjort og indviet i 1442. Lige forinden var kirken dog ramme om et af de største møder i kirkens historie mellem den katolske og den ortodokse kirke, hvor man forsøgte at hele bruddet mellem de to store kirker men uden varig virkning.

Santa Croce er i sig selv noget af en labyrint med mange kapeller og tilhørende klostergård og museum. Og det er netop de mange farverige kapeller, der løfter den lidt dystre stemning i kirken. Det mest betagende er vel det såkaldt Bardi-kapel til højre for hovedalteret. Her finder vi en række freskomalerier af Giotto med scener fra Frans' liv. Vi ser blandt andet Frans stiftelse af sin munkeorden, hans besøg hos den egyptiske sultan, hvor han går gennem ild. Vi ser stigmatiseringen, men mest betagende er Giottos freskomaleri af Frans på dødslejet omgivet af franciskanermunke.

Pisa
Domkirken med det skæve tårn stod færdig, da Frans kom hertil. Domkirken og tårnet er bygget i tiden 1064-1121 i den såkaldte Pisa-romanske stil. Desværre er det meste af det store kirkerums udsmykning gået tabt i slutningen af 1500-tallet. Men så meget desto mere iøjnefaldende er den imponerende mosaik i apsisbuen af Cimabue og prædikestolen støttet af seks porfyrsøjler med tre løver og tre dyder ved foden.

Dette flotte skulpturarbejde er skabt af Giovanni Pisano i 1311. I baptisteriet eller dåbskapellet, som blev opført ved siden af domkirken i 1294, har den anden Pisano, nemlig sønnen Nicola, konstrueret en prædikestol med smukke relieffer, der forestiller de hellige tre konger, Jesus fremstilling i templet og så et dommedagsmotiv.

S. Gimignano
Tilbage mod Assisi har Frans besøgt den lille S. Gimignano, der ligger i hjertet af Toscana mellem Firenze og Siena. S. Gimignano er nok den by i Italien, der bedst viser sit middelalderlige præg med 14 bevarede borgtårne af de oprindelige 70. Disse tårne har mere været et statussymbol for byens familier end noget, der kunne bruges til forsvar.

Byens oprindelige domkirke, La Collegiata har stået færdig ved Frans` besøg. Kirken har et beskedent ydre, men dets indre er udsmykket med en række freskomalerier fra 1300-1400-tallet. Det er kunstnere fra Siena, der har stået for dette værk med scener fra henholdsvis Det Gamle Testamente (venstre sideskib) og Det Nye Testamente (højre sideskib). Og så er der kapellet med byens skytshelgen, pigen Fina, der døde som 10-årig i 1253. og som under sin uhelbredelige sygdom gjorde bod ved at ligge på en hård egeplanke.

Chiusi
Et par timers kørsel længere mod syd finder man frem til den lille by, Chiusi. De 3000 indbyggere overgås langt af det antal pilgrimme, der hvert år besøger byen og især det nærtliggende hellige sted Santuario della Verna - hvor Frans af Assisi efter en bøn på bjerget i 1224 modtog stigmatiseringen med mærker på hænder, i siden og på fødder.

Bjerget La Verna fik Frans foræret af en ung greve Orlando i 1213. I godt 1200 meters højde ligger eremitboligen La Casella, der er bygget til minde om Frans. Fra Chiusi er der kun et kort stykke vej tilbage til Assisi.

Santa Maria della Pieve-kirken i Arezzo, der ikke mindst skal ses udefra på grund af sin flotte romanske arkitektur. Denne kirke kan Frans af Assisi sikkert have besøgt. Foto: Nico Tondini
Piazza della Repubblica i Cortona. Foto: Stefano Montesi Demotix Denmark
Frans af Assisi-kirken i Assisi.