Händels bibelske oratorier emmer af drama

Med sine engelske oratorier kom Händel til at stå som musikkens store bibelhistorie-fortæller. Det skete i første omgang mere af nød end af lyst. Men værkerne rummer sande guldgruber af barok udtrykskraft - SE VIDEO

I kunstmusikkens store persongalleri er Georg Friedrich Händel nok den komponist, der har sat musik til flest bibelske fortællinger og det med en sikker sans for både drama og poesi, pompøsitet og følsomhed. Det engelske oratorium som selvstændig genre skabte han imidlertid først i en moden alder.

I løbet af 1730'erne måtte Händel opgive sit primære levebrød siden ungdomsårene i Italien, for den napolitansk inspirerede opera var godt på vej til at gå af mode. Händel tog nu operaen og miksede den grundigt sammen med sin oprindelige musikalske baggrund, den tyske kirkemusik, og tilsatte krydderier fra engelske komponister, særligt Henry Purcell. Et skvæt kraftig personlig originalitet og stilen var i hus.

Ikke at der findes nogen præcis opskrift på et Händel-oratorium. Musikalsk er oratorierne undfanget yderst forskelligt men bærer alle et umiskendeligt Händelsk fingeraftryk. Tekstmæssigt er de fleste af dem fælles om at hente deres plot fra Bibelen men det sker på ganske forskellig vis.

To lyriske oratorier
Händels 15 bibelske oratorier bygger med en enkelt undtagelse på beretninger fra Det Gamle Testamente, hvoraf de tre er apokryfe og dermed ikke optræder i en dansk standardbibel (se en oversigt over oratorierne i bunden af denne artikel).

Undtagelsen er Messias, som uden sidestykke er det hyppigst opførte af Händels i alt 20 engelske oratorier. Men det er helt atypisk ved ikke at fortælle nogen sammenhængende historie. Händels bibelstærke librettist (tekstforfatter) Charles Jennens har i stedet udtænkt værket som en række korte nedslag i mange forskellige bibelske skrifter også nogle fra Det Nye Testamente. Teksterne har på deres egen måde en stærk sammenhængskraft, men formidler naturligvis ikke et dramatisk forløb, som de øvrige oratorier gør.

Tre år før Messias, dvs. i 1738, skrev Händel dog oratoriet Israel i Egypten, som har nogle af de samme særpræg: Det består også af ren bibeltekst uden dramatisk gendigtning, og i komponistens udsættelse har det en overvægt af korsatser i forhold til arier (solist-stykker). I Messias fylder koret også forholdsvis meget, dog ikke så meget som i Israel i Egypten.

Begge oratorierne tildeler koret en rolle som fortæller, hvilket er er usædvanligt for Händels oratorier generelt. De mere dramatiske oratorier har en solist-fortæller, mens koret indtager rollen som triumferende eller sørgende menneskemængde og nogle gange supplerer handlingen med eftertænksomme refleksioner.

Kor-oratoriet Israel i Egypten fortæller historien om israelitternes udfrielse, men i en mere lyrisk form end Mosebøgernes kendte beretning. Det sker i første omgang gennem vers fra Salmernes Bog, især Salme 105, som rummer en komprimeret genfortælling af Egyptens ti plager. Derefter følger som oratoriets anden hoveddel et langt sammenhængende forløb med Moses' sang fra 2. Mosebog kapitel 15.

Muligvis er det Händel selv, der har udvalgt disse tekster, men det er også meget tænkeligt, at han har fået hjælp af Charles Jennens. Videoen nedenfor viser det kendte tyske Monteverdi-Chor opføre Israel i Egypten. Slutsatsen er både et eksempel på Händels mest storladne dobbeltkorstil og på hans afvekslende brug af solistiske passager:

Tretten dramatiske oratorier
Resten af Händels bibelske oratorier benytter sig af den episke fortælleform med en varierende mængde af lyriske indskud i fortællingen. Storslåede skæbneberetninger om Det Gamle Testamentes helte og skurke. Ikke kun dem, der hører til den almene søndagsskolelærdom:

Titelpersoner som Debora og Jefta vil nok være ukendte for de fleste. De var såkaldte dommere (stammehøvdinge) i Israel, inden landet fik konger. Dommertiden er stærkt repræsenteret: Kort efter at have afsluttet Messias kløede Händel på med oratoriet Samson om den mest kendte af dommerne.

De forskellige perioder af Israels oldtidshistorie er forbløffende godt dækket ind, og flere af oratorierne handler om skælsættende begivenheder i folkets historie. Efter Samson fortsatte han med Josef og hans brødre, som ender med, at israelitterne bosætter sig i Egypten. Og nogle år senere fulgte Josva, som handler om deres erobring af Kanaans land.

Kongetiden er repræsenteret ved Saul, Salomon og Atalia. Sidstnævnte var dronning i Juda. Efter drabet på hendes søn udviklede hun sig til skurk, da hun gav sig i kast med at udrydde resten af kongefamilien for selv at kunne indtage rollen som monark (2. Kongebog, kapitel 8-11). Godt stof for et dramatisk oratorium.

Jødernes eksilperiode i Babylon er beskrevet i oratorierne Belshassar og Susanna, som begge foregår på profeten Daniels tid, samt Esther. Tiden mellem Det Gamle og Det Nye Testamente er også med: Judas Maccabæus og Alexander Balus skildrer en jødisk opstand mod den syriske besættelsesmagt i det 2. århundrede f.Kr. nogle af de begivenheder, som de apokryfe Makkabæerbøger fortæller om. I Judas Maccabæus trækker librettisten Thomas Morell også på oplysninger fra den jødiske historiker Josefus.

Tragedie blev til lykkelig slutning
Også andre af oratorierne benytter sig af materiale, som ikke er bibelsk. I seks af dem tager librettisten en omvej omkring andre digteres mere eller mindre frie fortolkninger. Det kan undertiden resultere i, at handlingen forholder sig endog meget frit til selve bibelteksten.

Et markant eksempel er Händels sidste oratorium fra 1751, hvor hovedpersonen Jefta står over for at skulle tage konsekvensen af et skæbnesvangert løfte, han har give Gud: At han må ofre sin elskede datter. I Dommerbogen ender det tragisk, men i oratoriet standser en engel Jefta i hans forehavende som Abraham med Isak på Morijas bjerg. Thomas Morells libretto bygger på den skotske humanist George Buchanans drama "Jefta eller løftet" fra 1554.

Krisens lykkelige udfald har måske ikke gjort oratoriet Jefta mindre populært. Men det er selvfølgelig først og fremmest Händels udtryksfulde musik, der er årsag til, at det stadig opføres. I Danmark har man flere forskellige steder fundet det frem de seneste år. Oratoriet er så dramatisk kompakt, at Det Kongelige Teater i foråret 2010 valgte at sætte det op på Operaen som en opera med dramatisering og kulisser.

LÆS OGSÅ: Højspændt familiedrama på bibelsk

Fra opera- til oratoriekomponist
På Händels tid ville det være helt uhørt at gøre som Det Kongelige Teater. Det blev netop kendetegnende for oratoriet som genre, at der ikke som i operaen er nogen scenisk handling. Til gengæld er det helt i tråd med Händels praksis at opføre oratoriet på et teater og ikke i den kirkelige ramme, vi oftest ser i dag. Et oratorium var ikke kirkemusik, og handlingen var jo heller ikke nødvendigvis bibelsk selvom den hos Händel oftest var det.

Kirken havde imidlertid stor indflydelse på kulturlivet i 1700-tallets England. Derfor kunne Londons teatre i fastetiden ikke opføre operaer eller andre stykker, som kirken betragtede som forlystelser. Men så længe, der kun var sang og musik, blev det accepteret af kirken.

På det kongelige Haymarket Theatre fik Händel opført 27 af sine operaer i årene 1711-1738. I sine første år i England, var han årsag til, at italiensk opera for alvor kom på mode hos Londons overklasse, og der blev importeret italienske stjerne-sangere. Men populariteten dalede.

Med tiden blev middelkassen en faktor i show business, og dem sagde Händels italienske operaer ikke noget. Det skyldtes formodentlig både sproget og operaernes handling, der var hentet fra folk som Homer og Virgil og kun var kendt af det lærte aristokrati. Middelklassen kunne derimod forholde sig til de mere velkendte bibelske beretninger. Blandt andet derfor viste det sig i løbet af 1730'erne, at der var langt bedre potentiale i de engelsksprogede oratorier.

Alligevel forsøgte Händel at holde fast i, at han primært var operakomponist. Økonomiske problemer tvang ham dog til at tænke i andre baner. En del af redningsplanen var fastetidens opførelser af hans første oratorier på Kings Theatre i the Haymarket. Først i 1740 droppede Händel operaen helt for at dedikere sig oratoriet.

Effektivt tonemaleri
Kunstnerisk set var det kun et lykketræf for Händel, at han med sine koncert-oratorier blev tvunget til undgå sceniske elementer. At han nu skulle appellere til folks forestillingsevne alene gennem musikken. Desuden gav oratoriet ham langt bedre muligheder for at forfine et af de områder, hvor han som komponist var mest original: at komponere for kor.

At der veksles mellem korsatser og solistiske satser eller duetter, skaber i sig selv en musikalsk afveksling, som operaerne kan savne. Men også i selve korsatserne er Händel en mester i at skabe meningsfuld variation. Et eksempel er hans hyppige skift mellem homofone passager, hvor alle stemmerne følges rytmisk ad, og polyfone passager, hvor stemmerne på mange forskellige måder kan væve sig ind mellem hinanden.

På sin musikalske palet råder Händel over talrige effekter. En effekt, han ynder at bruge i sine korsatser, er det koriske udbrud, hvor en polyfon passage midlertidigt afbrydes af nogle rent homofone akkorder, som kan understrege særligt betydningsfulde ord.

En anden effekt er det egentlige tonemaleri. I Israel i Egypten demonstrerer Händel især i sekvensen med plagerne, hvordan han mestrer at underbygge ordene på en række forskellige måder. Det kan være i selve melodien, hvor toneforløbet viser egypternes væmmelse ved Nilens vand, eller i det instrumentale akkompagnement, hvor man tydeligt fornemmer fluesværmen og græshopperne. Og som videoklippet nedenfor viser, kan tonemaleriet samtidig ligge i udsættelsen af korstemmerne, hvor piskende og næsten eksplosive rytmer illustrerer haglene og ilden, og hvor nogle særlige harmonier derefter gør mørket dystert og håndgribeligt.

Dette eksempel med Monteverdi-Chor viser også, hvordan Händel har en særlig evne til at skabe ekstremt effektfulde kontraster mellem to satser.

Oratorierne sikrer eftermælet
For Händel var vendingen 'et drama af bibelske dimensioner' ikke en metafor. Når den tysk-engelske barokkomponist skrev sine bibelske oratorier, var det snarere en rettesnor. Selvom han nåede at skrive flere operaer end oratorier, er han da også helt overvejende blevet husket som oratoriekomponist af sin eftertid.

Herhjemme er der en stigende interesse for Händels oratorier. Inden for de seneste år er ikke kun Messias og Jefta blevet opført, men i hvert fald også Israel i Egypten og Judas Maccabæus.

LÆS OGSÅ: Händel hitter i danske kirker

Primær kilde for oversigten: gfhandel.org