Helgener findes stadig i folkekirken

Helgenerne er tydeligt til stede i kalkmalerierne i de danske folkekirker. Her er det et kalkmaleri fra Sæby Kirke. Foto: Birgit Bonnichsen

Helgener forsvandt ud af kirken i Danmark med reformationens indtog. Det tror mange i hvert fald. Men folkekirkens katolske fortid er stadig synlig i kirkernes kalkmalerier og i mange danske traditioner

Sankt Augustin pryder Jetsmark Kirke i Nordjylland. Sankt Peter er flot ophøjet i Auning Kirke ved Ribe. Sankt Jørgen ses flere steder i Bellinge Kirke ved Odense. Men hvad laver helgener i de danske folkekirker?

Da Luther gjorde op med den katolske kirke, gjorde han samtidig helgendyrkelsen til fortid i den protestantiske kirke.

- Efter luthersk opfattelse står alle mennesker lige overfor Gud. Ingen er bedre end andre, og derfor kan ingen udnævnes til at være helgen, og man kan ikke bede til påståede helgener, siger kirkehistoriker og professor dr.theol. Martin Schwarz Lausten.

I det danske samfund er der dog stadig rester af helgendyrkelsen. Vi fejrer Santa Lucia og Sankt Hans, og i vore kirker pryder helgener væggenes og kuplernes kalkmalerier. Mange kirker er desuden opkaldt efter helgener. For eksempel Sankt Knuds Kirke i Odense og Sankt Johannes Kirke i København.

Helgenerne præger altså stadig dansk kirkeliv, om end kun i kalkmalerierne og kirkenavnene. Én af årsagerne er ifølge Martin Schwarz Lausten, at kirkerne blev bygget før reformationen, og dengan var det naturligt at dekorere kirkens kupler og vægge med scener fra helgeners liv.

- Helgener på kalkmalerierne stammer fra den katolske middelalder. De er vidnesbyrd om det fromhedsliv, som kirken dengang ønskede, at folk skulle leve. Nu har de kun kirkehistorisk og kulturhistorisk interesse, siger Martin Schwarz Lausten.

En anden årsag til helgenernes fortsatte eksistens i de danske kirker er, at den danske folkekirke stadig kan tilskrive dem en funktion. Helgener kan minde kirkegængerne om, hvordan man skal leve et eksemplarisk liv.

- Der kan let peges på visse personer i kirkehistorie, som har udført prisværdige handlinger, eller som måske endda er blevet henrettet, fordi de ville holde fast ved deres kristentro. Sådanne mennesker har man ofte sagt kunne være forbilleder for alle andre kristne. Da den lutherske reformation gennemførtes, beholdt den danske kirke den skik at mindes sådanne forbilleder, siger Martin Schwarz Lausten

Kalkmalerierne i dag kan ifølge Martin Schwarz Lausten give os vigtige oplysninger om datidens religiøse forestillinger, maleteknik, klædedragter, redskaber og kunstnere.

- Det er dog kun i de færreste tilfælde, at vi kender kunstnerne, og vi ved heller ikke noget videre om, hvem der bestilte og bekostede kalkmalerierne i kirkerne dengang, siger han.

Helgener blev formelt afskaffet i den danske folkekirke ved reformationen, hvor den protestantiske kirke løsrev sig fra den katolske kirke. Dermed forsvandt helgenkulten fra den protestantiske kirke, og den har aldrig siden genvundet en officiel plads i den danske kirke.

Inden reformationen var hver kalenderdag en mindedag for en helgen. Disse mindedage blev anonymiseret efter reformationen. Men folkekirken bevarede allehelgensdag, hvor man mindes alle helgener som forbilleder. Det er dog vel at mærke udelukkende en mindedag og altså ikke en dag, hvor man skal bede til dem. Dagen udviklede sig efterhånden til allehelgen, som vi kender den i dag:

- Det blev snart skik og brug, at man rundt omkring i menighederne mindedes årets afdøde "almindelige" mennesker fra menigheden på allehelgensdag, siger Martin Schwarz Lausten.