Billedserie

Historiens 10 mest markante biskopper

Hans Adolph Brorsons (1694 - 1764). - Foto: Arkiv.

Her kan du læse om nogle af de danske biskopper, der har sat de mest markante aftryk i historien

En biskop behøver ikke grundlægge en hovedstad eller udfordre en besættelsesmagt for at gøre sig bemærket i historiebøgerne. Men det skader selvfølgelig ikke. Gennem tiden har flere af Danmarks biskopper været andet og mere end embedsmænd og kuriøse opslagsord i kirkehistorien, og for vordende bispekandidater er der nok at leve op til.

Kristendom.dk har bedt dr. theol og professor Martin Schwarz Lausten om at pege på de 10 mest betydningsfulde skikkelser, der har trukket bispekåben over skuldrene. Fra Eskil til Fuglsang-Damgaard er den danske kristendoms 1000-årige historie blevet præget af markante biskopper, der i dag står som stærke billeder på de epoker, de i høj grad var med til at udforme.

Eskil: Kirkens stormagtspolitiker

"Det er biskoppens sag, om han ikke kan leve for menigheden, da i det mindste at dø for den". Sådan lød det stolt og dramatisk i det brev, som ærkebiskop Eskil (cirka 1100 - 1181) sendte fra Burgund til Danmark i 1157.

På en hjemrejse fra paven i Rom var han blevet fængslet af gerningsmænd, der sandsynligvis stod i ledtog med den tyske kejser Frederik Barbarossa. Ærkebiskoppen var dermed røget i kløerne på det hellige kejserrige, og det var hverken første eller sidste gang, at den dygtige organisator og karakterfaste grundlægger af 1100-tallets kristne kirke i Danmark skulle havne i de politiske begivenheders centrum.

Eskil startede som domprovst i Lund, blev i 1134 biskop i Roskilde, inden han i 1138 efterfulgte farbroderen Asser som ærkebiskop i Lund. I stridighederne mellem Svend, Knud og Valdemar holdt han på Knud som tronfølger, og han skulle senere få et anstrengt forhold til tronbestigerne, Svend og Valdemar.

Da han i 1157 blev fængslet, var han rejst til de kirkelige magtcentre i Europa for at kæmpe for sit ærkesædes selvstændighed og den danske kirkes frihed. Bremens ærkebiskop havde nemlig, forgæves, forsøgt at udnytte en alliance mellem Svend og Frederik Barbarossa til at få herredømme over den nordiske kirke.

Da Valdemar kom til magten, kom Eskil igen på kollisionskurs med en - sikkert i hans øjne - følgagtig dansk politik. Ved pavevalget i 1159 bakkede Valdemar op om den tyske kejsers kandidat, mens Eskil holdt på den gregorianske Alexander den III, som også løb med sejren. Efterfølgende kunne Eskil derfor afslutte endnu et ufrivilligt eksilophold og vende hjem til Danmark og forsone sig med de politiske forhold.

Det var således Eskild, der i 1170 bar Knuds knogler op ad kirkegulvet i Ringsted Kirke og helgenkårede en konge, hvis salving han 24 år tidligere selv havde modsat sig, da han i tronstridighederne valgte side til fordel for Knud Magnussøn. Ved samme lejlighed kronede Eskil en tredje Knud, Valdemars søn, og gav dermed som den første kirkens velsignelse til den kongelige arverække.

Absalon: Ikke mindre søkriger end biskop

I dag kender de fleste Absalon (cirka 1128 - 1201) som Københavns grundlægger, men han var også Eskils afløser på posten som ærkebiskop i Lund og sågar - ifølge Saxo - "ikke mindre søkriger end biskop".

Absalon kom fra en af landets mægtigste familier, Hvide-slægten, og som yngre søn var den gejstlige løbebane hans naturlige valg. I 1158 blev han bispeviet i Roskilde, og i 1177 blev han ærkebiskop i Lund, og helt ekstraordinært beholdt han i en kort periode begge embeder.

Absalon havde et nært og fortroligt forhold til Kong Valdemar (de var blodbrødre), og det blev afgørende for kirken og kongemagtens tætte parløb i denne periode.

I "Illustreret Religionsleksikon" omtales Absalon som "en af de betydeligste personligheder i vor Middelalderhistorie". Han ledsagede Valdemar på de vidtrækkende erobringstogter - eller korstog - i landene omkring Østersøen, og det var især Absalons fortjeneste, at 1100-tallets nationale og økonomiske opsving også blev brugt på at konsolidere Danmark som et kristent samfund.

Det var eksempelvis på hans tid, at stenkirkebyggeriet for alvor kom op i omdrejninger. Fra omkring år 1100 og frem til midten af 1200-tallet blev der i Danmark opført omkring 2000 stenkirker, hvoraf næsten 1500 stadig er bevaret i dag. Endelig fik Absalon sat et solidt fingeraftryk på historieskrivningen, da det var på hans foranledning, at Saxo udarbejdede sin berømte Danmarks Krønike.

Peder Palladius: Den danske lutherdoms religionspædagog

Da Christian d. 3. i 1537 havde gennemført reformationen i Danmark, skulle der udpeges nye biskopper - eller superintendenter som de med et tysk låneord kortvarigt blev kaldt - og det indflydelsesrige Sjællands Stift gik til den tidligere skolemester Peder Palladius (1503 - 1560).

Palladius havde fra 1531 studeret i Wittenberg, hvor han var kommet i kontakt med reformatorerne Melanchton, Bugenhagen og Luther. Og han var kun 34 år gammel og nyuddannet doktor i teologi, da han i 1537 vendte hjem til Danmark og påtog sig den vanskelige opgave at opbygge landets lutherske kirke.

Eftertiden kender Peder Palladius som en biskop med fremragende organisatoriske og pædagogiske evner. I dag ville man måske kalde ham religionspædagog, og hans 30 til 40 latinske og danske skrifter blev ikke bare læst i Danmark, men i hele den protestantiske verden.

Reformationen gav biskopperne en ny rolle i samfundet. De skulle ikke længere blande sig i statens politiske forhold, men principielt holde sig til forkyndelsen af evangeliet. Som kongens rådgiver i kirkelige spørgsmål sad Peder Palladius dog tæt på magten, og i praksis fik hans betænkninger stor indflydelse på landets udvikling.

Læs også: Baggrundsartikel om Peder Palladius

Hans Tausen: Reformationens forkæmper i Danmark

Hans Tausen (1494 - 1561) står i dag som en af forkæmperne for reformationen i Danmark. Som ung blev han optaget i det fornemme Johanitterklostret, hvilket ifølge "Illustreret Religionsleksikon" antyder, at han tilhørte lavadelen.

Efter studier i Rostock, Louvain og Wittenberg, hvor han havde suget lutherdom til sig, vendte han i 1525 hjem til klosterliv, undervisning og prædiken i Danmark. Allerede i 1526 var hans sympati for lutherdommen dog så tydelig, at han blev udstødt af munkeordenen, og kun et beskyttelsesbrev fra kongen gjorde det muligt for ham at fortsætte sin populære prædikenvirksomhed.

Ved reformationens indførelse i 1537 var Tausen ikke at finde blandt de førstudnævnte biskopper. Det var i først 1941, at han blev bispeviet som biskop over Ribe Stift, men i forhold til opgaven med at opbygge og organisere den lutherske kirke, skulle han vise sig at blive lige så vigtig for det jyske område, som Peder Palladius var for Sjælland.

Han oversatte Mosebøgerne fra hebræisk og udgav en salmebog, mens hans vigtigste bidrag til lutherdommens rodfæstelse var nok hans prædikensamling i to bind på dansk. Efter reformationen blev præsterne - der før havde været katolske og nu skulle være lutherske - beodret til at holde prædiken i kirken hver søndag, og hvis evnerne ikke slog til, kunne præsterne læse op fra Hans Tausens autoriserede samling af prædikener.

Læs også: Baggrundsartikel om Hans Tausen

Hans Poulsen Resen: Den fromme jætteskikkelse i dansk kirkehistorie

1600-tallet var den lutherske ortodoksis århundrede og den periode, hvor den lutherske kirke blev konsolideret i Danmark. En af de bærende kræfter bag det historiske udfald var Hans Poulsen Resen (1561 - 1638).

I årene 1584-91 tilbragte Resen ligesom mange andre af tidens teologiske autoriteter en del af sin studietid i Wittenberg, Rostock og Italien, og tilbage i Danmark blev han i 1597 professor i teologi. ved siden af den akademiske løbebane på Københavns Universitet fik Resen også ansvaret for flere vigtige statslige opgaver, blandt andet reorganiseringen af det latinske skolevæsen.

H. P. Resen blev biskop over Sjællands stift i 1615, mens Christian d. 4. sad på tronen. Kongens valgsprog lød "Regna Firmat Pietas" (fromhed styrker rigerne), og den holdning banede vejen for udviklingen af en ortodoks statskirke i Danmark.

Christian d. 4. og biskoppen fik i fællesskab banket lutherdommen ind i befolkningen; kristendomsundervisningen blev højnet, og der blev slået hårdt ned på alle sekteriske tendenser.

I "Illustreret Religionsleksikon" omtales Resen som en "jætteskikkelse i dansk kirkehistorie. Hans utålsomhed, herskelyst og hårdhed over for modstandere er let iøjnefaldende, men ved sin lærdom og fromhedstype, sin ukuelige arbejdskraft og jernvilje har han for lange tidsrum bidraget til at forme livet i den danske kirke."

Hans Adolph Brorsons: Den geniale kunstner med det jævne sprog

Christian d. 4. satte fromhed på 1600-tallets politiske dagsorden, men i det efterfølgende århundrede rykkede fromheden ud i det civile samfund med den tyske vækkelsesbevægelse pietismen - der i dog Danmark alligevel udviklede sig som en slags statsreligion.

Hans Adolph Brorsons (1694 - 1764) mødte pietismen på sin sønderjyske hjemegn, efter at han i 1716 have afbrudt sine studier i København. Og omvendelsen fik afgørende betydning for den unge huslærer. Han færdiggjorde teologiuddannelsen, blev præst i sit fødesogn og indledte en imponerende karriere som salmedigter og oversætter af tyske salmer.

I 1741 blev Brorsons biskop i Ribe Stift, og efter sigende var det salmen "Op al den ting, som Gud har gjort", der fik kongen til at udnævne ham. Det nye arbejde lagde imidlertid beslag på så meget af Brorsons tid, at salmedigtningen efterfølgende næsten gik helt i stå. Det var først i de sidste år i bispeembedet, at han - under sygdom og personlige sorger - igen fik gang i sangskrivningen. De sene salmer er til gengæld nogle af de smukkeste og mest storladne i samlingen.

Mange kender Brorson som julens salmedigter, og i en af hans måske mest kendte julesalmer, "Den yndigste rose er funden", får man et klart billede af tidens kristendomsforståelse, hvor bod, omvendelse og betydningen af Jesu lidelse var i centrum.

Læs også: Baggrundsartikel om Hans Adolph Brorson

Nicolai Edinger Balle: Åbenbaring og oplysning

Oplysningstiden var en stormfuld periode for den danske kirke. Kirkekritikerne rettede skytset mod både præsterne og de religiøse tekster, hvor mirakler for eksempel blev latterliggjort som overtro.

En professor i litteraturhistorie på Københavns Universitet beskrev teologi som "kundskab om den menneskelige forstands forvildelse", og fra flere kanter blev præster beskrevet som overflødige fortidslevn, der skulle forsvinde ved naturlig afgang. Som modsvar begyndte de ledende teologer at lægge hovedvægten på fornuften, og en af de dygtigste var Sjællands moderne biskop Nicolai Edinger Balle (1744 - 1816).

N.E. Balle var biskop i København fra 1783 til 1816. Han havde den grundlæggende opfattelse, at kirken var nød til at følge med tiden, hvis den ikke skulle sagte agterud. I hans univers gik åbenbaring og oplysning hånd i hånd, og han forsøgte at bevise kristendommens sandhed ved hjælp af fornuften, blandt andet ved nogle meget velbesøgte ugentlige bibellæsninger i København og i tidsskriftet "Bibelen forsvarer sig selv".

Balles engagement i kristelig oplysning kom også til udtryk i den lærebog for folkeskolen, han i 1791 udarbejdede i fællesskab med hofprædikanten Christian Bastholm, og i hans egen "Evangelisk-christelig Psalmebog" fra 1798.

Der er ingen tvivl om, at N.E. Balle ville kirken det bedste, men han er ikke desto mindre blevet lagt meget for had i kirkehistorien, især på grund af hans kamp mod pietismen, der medførte et kæmpe opgør i kirken. De pietistiske kredse var simpelthen ikke interesserede i at få de nye oplysningstanker trukket ned over hovedet. N.E. Balle, der ikke brød sig meget om terperi og udenadslære, var på sin side ikke interesseret i at trække tanker ned over hovedet folk - kirken skulle efter hans mening bruge overtalelsens kunst over for det moderne og frigjorte menneske.

Jakob Peter Mynster: Konservativ i liberalismens tidsalder

I de år hvor Danmark fik grundloven og religionsfrihed, hed biskoppen over Sjællands Stift Jakob Peter Mynster (1775 - 1854). Mynster indledte præstegerningen i Spjellerup i 1801, inden han i 1811 blev hjælpepræst ved Vor Frue Kirke. I København opdyrkede han venskaber med en kreds af personer omkring den indflydelsesrige Kamma Rahbek, han blev hurtigt byens førende prædikant, og blandt hans mange tilhørere var altså adskillige fra kulturlivets øvre lag. I 1826 blev han hofprædikant, og i 1834 var han så det selvskrevne valg til bispeembedet.

Mynster har været meget omdiskuteret i historiens løb. Han tog afstand fra en romantisk og rationel forståelse af Bibelen, han havde en meget konservativ og statskirkelig indstilling, og han kom i konflikt med så hellige nationalsymboler som Kirkegaard og Grundtvig.

Mynster var meget kritisk over for lægsbevægelser og fastholdt eksempelvis, at baptisters børn skulle tvangsdøbes. I det hele taget var han en smule på tværs af tidens liberale ånd, hvilket måske kom klarest til udtryk da han som en del af Den grundlovgivende Rigsforsamling stemte nej til Grundloven i 1849.

Men Mynster var også en stor åndspersonlighed, og efter hans død levede mange af hans tanker og ideer videre i de kirkefolk, der havde lyttet til hans populære prædikener i begyndelsen af det 19. århundrede.

Hans Lassen Martensen: Det beståendes biskop

1800-tallets bestræbelser på at forene tro og viden fik i Danmark en fremragende repræsentant i Hans Lassen Martensen (1808 - 1884). Efter en lang studierejse rundt til de førende universiteter i Europa, blev han i 1838 lektor og senere professor i teologi.

Martensen var meget inspireret af Hegel og i sin kristelige hegelianisme beskrev han troen som "samviden med Gud" og som en forudsætning for erkendelsen. Han var en dygtig teolog og en stor kulturpersonlighed, som vakte intellektuel begejstring hos de studerende, der valfartede til hans forelæsninger.

Forfatterskabet var også stort, og udover mange håndbøger og prædikener var det især teologiske og filosofiske skrifter, han gjorde sig bemærket med. Hans hovedværk, "Den christelige Dogmatik", gjorde ham sågar til en slags international berømthed.

Martensens udviklede et nært venskab med biskop Jakob Peter Mynster, og det var blandt igennem ham, at han gradvist fik interesse for det praktiske kirkeliv. Da Mynster døde i 1854, blev Martensen udnævnt til biskop over Sjællands Stift, og han fortsatte den statskirkelige og konservative linje.

Sammen med de andre biskopper bekæmpede han skarpt, men forgæves valgmenighedsloven i 1868, han tog i skrift afstand fra grundtvigianismen, og i en polemik med Søren Kierkegaard, beskrev han nedsættende dennes kristendom som værende "uden kirke og historie." Endelig havde Martensen en meget kritisk, nærmest anti-semitisk indstilling til jøderne i Danmark.

I femte bind af Martin Schwarz Laustens undersøgelse af forholdet mellem kristne og jøder i Danmark kan man læse, at Martensen blandt andet mente, at moderne jøder ved hjælp af deres kapital, ånd, ord og kultur ville ødelægge den kristne stat.

Hans Fuglsang-Damgaard: Fra skyttegrav til bispesæde

Hans Fuglsang-Damgaard (1890 - 1979) er en af de få danske biskopper, der har kæmpet i skyttegravene under 1. Verdenskrig. Han var fransk krigsfange frem til 1919, og efter krigen blev han docent i religionsfilosofi ved Københavns Universitet.

Sjællands Stift blev i 1922 opdelt i Roskilde Stift og Københavns Stift, og da Danmarkshistoriens anden biskop over København skulle vælges i 1934, faldt valget på Fuglsang-Damgaard, som foruden at være en dygtig teolog også havde stor karisma og indflydelse. Han nåede at sidde 26 år som biskop, inden han i 1960 gik på pension.

Hans Fuglsang-Damgaard huskes især for det store mod, han udviste under 2. Verdenskrig. Allerede inden krigen brød ud, havde han i ord og handlinger givet udtryk for sin anti-nazistiske holdning, blandt andet var han fra 1936 engageret i et indsamlingsarbejde for ikke-ariske kristne i Tyskland.

I besættelsesårene trådte han flere gange op mod nazismen, og da tyskerne i 1943 indledte jødeforfølgelserne i Danmark tog han initiativ til et hyrdebrev, som meget voldsomt protesterede mod nazisternes intentioner. Fuglsang-Damgaard nåede ikke at konsultere de andre biskopper, for brevet skulle læses op fra samtlige prædikestole den efterfølgende søndag. Nogle af bispekollegerne mente, at han havde handlet egenrådigt og overilet, men da tyskernes jødeaktion gik i gang, forstummede kritikken.

Samtidig med forsøget på at mobilisere den danske kirke, satte Fuglsang-Damgaard sig i forbindelse med den jødiske menighed og overrabbiner Max Friediger, som blev hans personlige ven. Da Friediger i 1943 blev deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt, fortsatte det smukke venskab i en brevveksling. Efter krigen var Fuglsang-Damgaard med til at stifte venskabsforeningen Dansk-Israelsk Selskab, og som biskop var han også engageret i det økumeniske arbejde.

Oplysningerne i denne artikel baserer sig i vid udstrækning på Martin Schwarz Laustens "Danmarks Kirkehistorie" (3. udg.)

Absalon var ifølge Saxo "ikke mindre søkriger end biskop". Han er en stor skikkelse i dansk historie og uden tvivl en af de mest betydningsfulde biskopper. -
Tegnet af Louis Moe i Saxos Danmarkskrønike. Foto: Arkiv
Absalon (cirka 1128 - 1201) indtager Arkona. - Foto: Wikimedia Commons.
Peder Palladius (1503 - 1560). - Foto: Arkiv.
Hans Tausen (1494 - 1561). - Foto: Wikimedia Commons.
Hans Poulsen Resen (1561 - 1638). - Foto: Arkiv.
Nicolai Edinger Balle (1744 - 1816). - Foto: Wikimedia Commons.
Jakob Peter Mynster (1775 - 1854). - Foto: Arkiv.
Hans Lassen Martensen (1808 - 1884). - Foto: Arkiv.
Hans Fuglsang-Damgaard blev Danmarkshistoriens anden biskop over Københavns Stift i 1934. Han nåede at sidde 26 år som biskop, inden han i 1960 gik på pension. Foto: Arkivfoto.