Hvad er apokryfer?

Nogle apokryfer blev til ud fra en sekterisk hensigt. Man ønskede at fremme en lære som skulle supplere eller direkte tilsidesætte det, der findes i de kanoniske bøger. Her er det et udpluk af Thomasevangeliet, fundet ved Nag Hamadi. Foto: image/jpeg

Apokryfer er skrifter, som betragtes som et slags tillæg til henholdsvis Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Ordet apokryf er af græsk oprindelse og betyder skjult

Bibelen består af Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Det Gamle Testamente omfatter 39 skrifter, og Det Nye Testamente omfatter 27 skrifter. Udvælgelsen af skrifterne foregik over en lang årrække. Man udvalgte de skrifter, man mente bedst gav udtryk for den kristne tro.

De skrifter, der blev udvalgt, kaldes de kanoniske skrifter og samlingerne kaldes henholdsvis den nytestamentlige og den gammeltestamentlige kanon. Ordet kanon betyder målestok, det vil sige rettesnor. Processen med at udvælge og samle skrifterne til Det Gamle Testamente blev afsluttet i det første århundrede efter Kristus. Det Nye Testamente lå færdigt i det fjerde århundrede efter Kristus.

I forbindelse med udvælgelsen af skrifterne var der også nogle skrifter, som ikke kom med. En del af disse kaldes apokryfer.

De gammeltestamentlige apokryfer
For Det Gamle Testamentes vedkommende var det et gruppe jødiske lærde, der i 90 e.Kr. endeligt besluttede, hvilke skrifter der skulle medtages. De udvalgte 39, som i dag udgør den jødiske (hebraiske) Bibel, som svarer til skrifterne i Det Gamle Testamente.
I den græske oversættelse af den jødiske Bibel (Septuaginta) er der 11 skrifter udover de samme 39. Disse kalder vi de gammeltestamentlige apokryfer. Skrifterne ligner de skrifter, vi kender fra Det Gamle Testamente. Der er historiske fortællinger, legender og undervisende, belærende og poetiske skrifter.

Den kristne brug af apokryferne har været tvetydig indtil det 16. århundrede. På det tidspunkt optog Tridentinerkoncilet 11 apokryfe skrifter i den romersk-katolske kanon. Her har de deuterokanonisk, dvs. halvkanonisk status. Luther tog dem ikke med i sin bibeloversættelse, men han kaldte dem bøger, der ikke kan regnes for ligestillede med Den Hellige Skrifts kanoniske bøger, men som dog er gode og nyttige at læse. Den anglikanske kirke anbefalede dem også til privat, opbyggelig læsning.

LÆS OGSÅ: Luther kasserede de apokryfe skrifter

De skrifter, som ikke blev regnet blandt disse, kaldes i dag ofte pseudepigrafer, hvilket hentyder til, at skriftet er udgivet pseudonymt, dvs. under falsk navn. Disse blev tidligere brugt i de østlige kirker, og i dag findes de kun på deres sprog (f.eks. etiopisk, aramaisk og kirkeslavisk).

De gammeltestamentlige apokryfer er Tobits Bog, Judits Bog, Tilføjelser til Esters Bog, Visdommens Bog, Siraks Bog, Baruks Bog, Jeremias Brev, Tilføjelser til Daniels Bog, Første og Anden Makkabæerbog og Manasses Bøn.

De gammeltestamentlige apokryfer er normalt ikke medtaget i den danske bibel, men i 1998 udgav Bibelselskabet en udgave, hvor de er med.

De nytestamentlige apokryfer
Skrifterne til Det Nye Testamente blev udvalgt og samlet i 367 e.Kr. Biskop Athanasius i Alexandria omtaler samlingen på 27 skrifter i et påskebrev til Egyptens menigheder. At Det Nye Testamente skulle indeholde netop disse 27 blev senere bekræftet ved et kirkemøde i Rom 382 e.Kr. og igen i Karthago i 397 e.Kr.

Da de 27 skrifter blev udvalgt, var der andre skrifter, som ikke kom med. Det er dem, der senere har fået betegnelsen de nytestamentlige apokryfer. I form og indhold minder i vis udstrækning de om de nytestamentlige skrifter. Der er evangelieberetninger, beretninger om apostlenes gerninger, breve og åbenbaringer. Men der er også store forskelle.

De nytestamentlige apokryfer indeholder sandsynligvis ægte overleveringer eller afspejler virkelige situationer, men der er sandsynligvis også digtet en del. Teologisk afviger de også fra de kanoniske skrifter. F.eks. giver nogle af dem udtryk for det syn på Jesus, at han kun var Gud, og ikke Gud og menneske på samme tid, eller at han ikke døde rigtigt på korset.

De første nytestamentlige apokryfer blev til allerede i det første århundrede e.Kr.. I 2. Tessalonikerbrev 3,17 skriver Paulus: Hilsen fra Paulus med min egen hånd. Det er et kendetegn i ethvert brev; sådan skriver jeg. Dette kan ses som et udtryk for, at Paulus vidste, at der var forfalskninger af hans breve i omløb.

I det 2. århundrede blev den apokryfe litteratur mere udbredt og finder så at sige sin egen identitet. Især i Egypten og Syrien var den udbredt. Mange af de apokryfe skrifter kan tolkes som en slags kristen populærlitteratur. På den måde fortæller skrifterne os noget om, hvad der optog menighederne i det 2. og 3. århundrede: forholdet til staten, striden med jøderne, spørgsmålet om ægteskab og cølibat.

Der har været forskellige motiver til at skrive apokryfe skrifter. For nogles vedkommende har det handlet om et ønske om at få svar på spørgsmål, som ikke behandles i Det Nye Testamente. Det gælder for eksempel beretninger om Jesu barndom og om Maria liv. Nogle er sandsynligvis blevet til for at erstatte den erotisk betonede hedenske litteratur. Mange er også blevet til ud fra et reelt ønske om at være til opbyggelse.

Et eksempel på dette er Pauli Gerninger, som blev skrevet af en asiatisk præst før 190, måske allerede i 160. Ifølge Tertullian, som var en af oldkirkens vigtigste kristne tænkere, skrev han det angiveligt af kærlighed til Paulus, og skriftet er i en vis udstrækning udtryk for en ortodoks kristendom. Men selvom kærligheden til Paulus sikkert har været oprigtig, giver skriftet også udtryk for forfatterens egen personlige fortolkning og vægtlægning. I dette tilfælde jomfruelighedsidealet.

Andre apokryfer blev til ud fra en sekterisk hensigt. Man ønskede at fremme en lære som skulle supplere eller direkte tilsidesætte det, der findes i de kanoniske bøger. Det var især de to reaktionsbevægelser i det 2. århundrede, gnosticismen og montanismen, som stod bag disse. Montanismens Skrifter blev dog til nærmest ved en tilfældighed, og er ikke i streng forstand apokryfe. Men gnosticismen anvendte bevidst apokryfer til udbredelse af deres lære.

LÆS OGSÅ: Gnosticismen - indsigtens evangelium

Kendskabet til de nytestamentlige apokryfer er beskedent. Det blev dog forbedret i 1945, hvor man i ørkenen ved Nag Hammadi i Egypten fandt 52 skrifter med apokryf litteratur.

Eksempler på nytestamentlige apokryfer:
Tidlige apokryfe evangelier
Hebræerevangeliet
Egypterevangeliet
Ukendte evangelium

Lidelsesevangelier
Petersevangeliet
Nikodemusevangeliet

Barndomsevangelier
Jakobs Proevangelium
Thomasevangeliet

Nag Hammadi-evangelierne
Thomasevangeliet (forskelligt fra ovennævnte)
Filipsevangeliet

De leukinske Apostlenes Gerninger
Johannes Gerninger
Pauli Gerninger
Judas (Thomas) Gerninger
Andreas Gerninger

Apokryfe epistler
Tredje Korinterbrev
Apostlenes Breve
Kristi og Abgars Brevveksling
Paulus og Senecas Brevveksling
Laodikæabrevet
Lentulusbrevet

Apokalypser
Peters Åbenbaring
Pauli Åbenbaring

Andre apokryfe værker
Peters Prædikener
De Klementiske Homilier
De Klementiske Romancer
Johannes Apokryf
Jakobs Apokryf
Visdommens Tro
Jeus Bøger

LÆS OGSÅ: Thomasevangeliet

Kilder: Lohses Store Bibelleksikon, www.bibelselskabet.dk, Den Store Danske