Indføring

Hvad er arvesynd?

Denne udgave (i udsnit) af Adam og Eva i Edens have fra 1530 er blot en af to overlevede eksemplarer. I toppen af billedet ses forskellige stadier af menneskes skabelse og syndefaldet. I bunden ses plante og dyrelivet i Paradis, og i midten modtager Adam og Eva instruktioner om deres pligter fra Gud. – Foto: Staatliche Kunstsammlungen, Dresden.

Arvesyndslæren er læren om, at Adams og Evas oprør mod Gud i Paradisets Have er gå i arv til de kommende generationer. Læs her, hvad Paulus, Augustin, Luther og Kierkegaard siger om sagen

Arvesyndslæren er læren om, at vi alle har arvet den syndighed, der kom til udtryk i det første menneskepars oprør mod Gud i Paradisets Have, sådan som det fortælles i 1. Mosebog kap 3. Arvesyndslæren hører til inden for den vestlige kirke, det vil sige den romersk katolske kirke og de protestantiske kirker. De østlige kirker, altså de ortodokse kirker afviser denne lære.

Hvad er synd?
Synd beskrives som de handlinger, der er imod Guds vilje. Synd er dermed ulydighed, men mere end det. Synd er ikke mindst dette ikke at ville høre Gud. Synd er mangel på lydhørhed. Men en handling kommer jo også fra en person. Ja, en person udtrykker sig i handlinger. Derfor tales der i Bibelen også om synden som en magt, der fanger mennesket og holdet det bundet i egoisme og selvisolation.

Paulus: Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke
Stærkere end nogen har Paulus beskrevet syndens væsen. I Romerbrevet kap. 7 beskriver han, hvordan mennesket er fanget af det onde. Viljen til at gøre det gode lammes, og mennesket udfolder sig i stedet i onde handlinger, siger han.

Eller han taler om synd som det at vandre i kødet i Galaterbrevet kap 5. Ja, alle mennesker, siger Paulus i Romerbrevet kap 1,1-18 og 3,20, er indesluttet i synden og er derfor skyldige. Det bliver så for Paulus udgangspunktet for at forkynde, at mennesket kun kan frelses ved tro på, at Jesus Kristus har taget menneskets skyld på sig.

Augustin - manden bag arvesyndslæren
Det blev imidlertid den store teolog, Augustin (354-430), der endeligt fremsatte en arvesyndslære. Augustins lære er blevet til i et opgør med den engelske munk Pelagius, som mente, at mennesket stadig beholdt sin viljes frihed uafhængigt af, at det også syndede. For mennesket har kun en lyst til at synde på grund af Adams oprindelige oprør mod Gud.

Ifølge Augustin er mennesket på forhånd en synder. Og det har følgende begrundelse: Adam var oprindeligt skabt med en fri vilje. Det var en nåde, som Gud havde givet ham.

Men idet Adam bryder med Guds forbud, mister Adam sin oprindelige nåde, det vil sige sin mulighed for at modstå det onde. Denne manglende evne til at gøre det gode forplantes gennem det erotiske begær, der sætter nye mennesker i verden. Mennesket kan nu kun synde. Med Kristi stedfortrædende død på korset gives der imidlertid en ny mulighed for at tilegne sig nåden fra Gud og dermed oparbejde modstand mod syndens magt.

Luther: Mennesket er indkroget i sig selv
Luther ( 1483-1546) videreførte arvesyndslæren. Luther fremhævede stærkt, at menneskets vilje var bundet til dets egne interesser. Mennesket var, som han udtrykte det, indkroget i sig selv. Det er en synder men kunne samtidig se sig selv som tilgivet i tillid til, at Jesus havde taget menneskets synder på sig.

I denne tillid eller tro er der, sagde Luther, en befrielse og dermed en drivkraft til at gøre godt.

I den sammenfatning af den lutherske lære, som blev vedtaget i Augsburg i 1530 (Den Augburgske Bekendelse) hedder det om arvesynden, at efter Adam fødes alle mennesker med synd, det vil sige uden frygt for Gud, uden tillid til Gud og med begær.

Arvesynden er altså ikke blot er en defekt ved mennesket, som Augustin mente det. Men det drejer sig om, at menneskets forhold til Gud er totalt ændret på grund af syndefaldet.

Modstanden mod arvesyndslæren
Det var først og fremmest den ortodokse kirke, som vendte sig imod arvesyndslæren. Helt frem til i dag har den ortodokse kirke fremhævet, at mennesket i sig har en stræben efter Gud og en mulighed for at handle frit. Der er ikke tale om, at mennesket sådan automatisk er bundet af Adams syndefald. Nok er det fremmedgjort i sit forhold til livets skaber, og døden er blevet menneskets vilkår. I den ortodokse kirke kalder man det for arveonder.

I oplysningstiden (sidste halvdel af 1700-tallet) vendte en række filosoffer og teologer sig imod arvesyndslæren. Den største af oplysningstidens filosoffer, Immanuel Kant, mente, at mennesket havde en hang til det onde. Jeget føler sig tiltrukket af det onde i stedet for at praktisere næstekærlighed. Men mennesket kan vel at mærke ændre sindelag, sagde Kant, og derved hæve sig over egoismen.

Kant ville som andre i oplysningstiden undgå tanken om en nedarvet skyld, men alligevel ville han fastholde den realistiske opfattelse af menneskets vilkår, som lå i arvesyndslæren.

Kierkegaard: Synden er et vilkår
Søren Kierkegaard (1813-1855) går ud fra den menneskelige bevidsthed. Det er her synden bliver til. Som børn var vi uskyldige, ligesom Adam var det før syndefaldet. Men med bevidsthedens udvikling eller opvågnen kommer også angsten. Mennesket skal nu forholde sig til sig selv. Det skal vælge og handle.

Tør mennesket ikke hvile i at være skabt og båret af Gud, så melder angsten sig og frister mennesket til at hage sig fast i sig selv for at holde sig selv oppe. Dette er synden. Og hermed bliver synden så en magt over mennesket. Kierkegaard vil hermed sige, at synden både er noget, som mennesket er ansvarlig for og et vilkår i den menneskelige eksistens.