Hvad er en kætter?

Den engelske teolog John Wycliffe blev anklaget for at være kætter, men på grund af hans popularitet kunne de kirkelige myndigheder ikke røre ham. Her er det "The Trial of Wycliffe". Vægmaleri af Ford Madox Brown. Foto: Wikimedia Commons

Fra 385 og helt ind til 1826 kunne religiøse afvigere risikere at blive henrettet for kætteri. Men hvad er en kætter egentlig?

En kætter er én, der i religiøse spørgsmål afviger fra det ortodokse standpunkt, hvilket egentlig bare vil sige at man fastholder et særstandpunkt.

Mens kirken var forfulgt og spredt trivedes mange forskellige synspunkter side om side, men da den blev Romerrigets statsreligion, var det nødvendigt at fastlægge en klar linje, og man begyndte at fare hårdt frem imod afvigere.

Siden måtte mange lade livet for Inkvisitionens hånd, men efterhånden som kirken igen mistede sin direkte politiske magt mistede den også muligheden for at straffe kættere med døden. Og i dag er det ofte mere populært at være kætter end rettroende.

Kættere, hæretikere og heterodokse
Den almindelige danske betegnelse for en religiøs afviger, kætter, kommer af det græske ord katharos, som betyder ren. Det blev først brugt som skældsord, om dem, der prøvede at distancere sig fra kirkens øvrige dele gennem særligt strenge leveregler. Det er således det samme som ordet puritaner, der også oprindeligt var et skældsord for særligt fanatiske protestanter.

Et andet ord er hæretiker af det græske verbum harien, som betyder atvælge, og som lægger vægten på afvigerens eget valg af sit særstandpunkt. Og ret beset dækker betegnelsen alle, der i religiøse spørgsmål hævder et andet standpunkt end det alment anerkendte, det ortodokse. Derfor bruger man også betegnelsen heterodoksi om afvigelsen.

Kirken kom til magten
Vi ved fra Paulus breve og Apostlenes Gerninger, at uenighed og splittelse imellem synspunkter og fraktioner inden for den kristne kirke har været kendt lige siden urmenigheden. Og det kan ikke undre i en periode, hvor kristendommen var et nyt fænomen, og jøder og hedninger med forskellige baggrunde skulle prøve at finde ud af, hvad den gik ud på.

Efterhånden som kirken voksede eksplosivt og samtidig blev mere organiseret, begyndte uenighederne dog at blive mere synlige og farlige for enheden, men det vigtigste var fortsat, at man ikke bragte sig i myndighedernes søgelys under Romerrigets kristenforfølgelser.

Kætterproblematikken blev derfor først for alvor et issue, da kirken omkring 311 havde fundet nåde for magthavernes øjne, gradvist kom tættere og tættere på kejseren, og fra 391 blev statsreligion. Nu blev alt hedenskab forbudt og kirken stod direkte under den enevældige kejsers beskyttelse. Og han ønskede religiøs enighed som en del af den politiske orden.

LÆS OGSÅ: De 10 vigtigste ting at vide om oldkirken

Den rette tro formuleres
Nu kunne man for alvor kaste sig over arbejdet med at få formuleret den rette tro og organiseret den ene kirke. Og det gik ikke stille for sig. Der var endnu ingen pave, så kirken blev ledet af lokale biskopper, hvoraf nogle var mere magtfulde end andre. Således var biskopperne af Alexandria, Antiochia, Jerusalem, Konstantinopel og Rom de mest magtfulde ledere af kirker, og der dannede sig nærmest deciderede teologiske skoler omkring dem.

Stridigheder blev ordnet på store økumeniske kirkemøder, hvor repræsentanter for hele kirken mødtes og prøvede at forhandle sig frem til et fælles grundlag. Og når det kneb med enigheden, lånte kejseren dem gerne en hånd, som i Nikæa i 325 hvor direkte pres fra Konstantin den Store blev bestemmende for resultatet.

Romerriget var imidlertid et stort og vidtstrakt område og kristendommen stadig ikke stivnet i sin endelige form, så afvigere havde vid mulighed for at kunne gemme sig på afsides steder eller blandt magtfulde venner.

Fra disse år er det særligt stridigheder om forholdet mellem faderen og sønnen, kristendommens jødiske fortid og den frie vilje, der var optog sindene.

Så tidligt i kirkens historie var det dog stadig ikke almindeligt, at kætterne blev pålagt en juridisk straf. Det var normalt nok, at de blev udstødt af kirken. Til gengæld kunne man forkætres med tilbagevirkende kraft. Således blev en af de absolut vigtigste kirkefædre, Origenes, blev efter sin død dømt for kætteri. Til gengæld kunne man også blive rehabiliteret og genoptaget i kirken, hvis den almindelige holdning skiftede.

Kætterbålene flammer over Europa
Det ændrede sig dog lige så snart kristendommen blev Romerrigets statsreligion, og kirken blev givet ret til at udtale dom i åndelige anliggender. Allerede fem år senere blev en kætter ved navn Priscillian som den første brændt på bålet.

Bålet blev valgt som straf ud fra en forestilling om, at ilden ville rense synderen og dermed frelse ham. Og i de følgende 1500 år var der åbenbart mange, der trængte til renselse.

Især efter år 1000 hvor kirken var blevet delt i en østlig og vestlig, og den især i vesten havde konsolideret sin stilling under ledelse af biskoppen af Rom. Pavestolen kom nu til at besidde en hidtil uhørt politisk magt, og indtil flere paver krævede forrang frem for de verdslige fyrster.

Inkvisitionen
Samtidig begyndte nye strømninger at vinde frem uden om kirken. I Frankrig og Italien opstod de to grupper katharerne og valdenserne, der stillede sig i opposition til den etablerede kirke, og med deres egen bibeludlægning udfordrede dens struktur og hierarki direkte.

LÆS OGSÅ:Inkvisitionen var kirkens og kongens task force

Kirken kunne naturligvis ikke sidde en sådan udfordring overhørig og mobiliserede derfor. Og i 1231 oprettede man derfor en særlig undersøgelsesdomstol, Inkvisitionen, som blev ledet af tiggermunkeordenen Dominikanerne.

På domstolens foranledning sørgede myndighederne nu for at straffe enhver, der i inkvisitionens øjne gennem skrift og tale havde afsløret sig selv som kætter. Og man brændte ikke kun kætterne, men sørgede også for at brænde deres bøger.
Blandt de mest berømte dømte og henrettede kættere er Jeanne dArc, Girolamo Savonarola, Giordano Bruno, som ikke anså sig selv for at være modstandere af kirken, men som alligevel mentes at udgøre en trussel på linje med katharer og valdensere.

Protestantismen og kættere

Det samme gælder for protoreformatorer som John Wycliffe og Jan Hus, som ikke ville ødelægge kirken, men blot have ryddet op i den. Også de faldt som fjender af de ortodokse. Man forsøgte naturligvis også at få dømt og straffet Martin Luther og de andre reformatorer, men tidens politiske forhold gjorde, at de kunne overleve under magtfulde venners beskyttelse.

Fordi reformationen selv startede som et oprør imod den etablerede kirke, har der traditionelt været en større tolerance over for afvigende meninger i den protestantiske verden, hvor samvittigheden af Luther regnedes for den mest sikre rettesnor.

Han tog godt nok selv parti imod sværmere og gendøbere, og opfordrede myndighederne til at fare hårdt frem i Bondekrigen. Men det skyldtes i højere grad end deres teologi som han anså for forfejlet den trussel imod den sociale orden, som de udgjorde.

Derfor er den spanske læge og teolog Michel Servet den eneste, der er blevet dømt og brændt for kætteri i den protestantiske verden. Efter en kætterdom for at afvise treenighedsdogmet undslap han det katolske Lyon. Da han imidlertid søgte tilflugt i det reformerte Gèneve, undslap han alligevel ikke straffen.

Er der imidlertid ikke blevet brændt mange kættere i den protestantiske verden, så er det værd at huske på, at langt flere kvinder end i den katolske verden, måtte bestige bålet, på anklager om at være hekse. Den danske konge Christian IV var således blandt renæssancens fremmeste heksejægere.

Den sidste kætter i den katolske verden der blev henrettet var den spanske skolelærer Cayetano Ripoll, der underviste sine elever i et deistisk syn på teologien. I dag kan man ikke længere straffes for kætteri, men Vatikanet kan stadig ekskommunikere uønskede medlemmer.

Venner og fjender

På godt og ondt har kætterierne været medbestemmende for udformningen af kristendommen. I nogle tilfælde er de dogmer, som kætterne forbryder sig imod først blevet formuleret, efter de er blevet overtrådt. Og selvom det er hæretikeren, der er den, der vælger, så fremstår kirken i dag som resultatet af en række bevidste, modsatrettede valg.

Derfor er kætterne også blevet rehabiliterede i de perioder, hvor det har været på mode at være i opposition. For eksempel dengang den tyske pietisme indledte sit angreb på den ortodokse statslige kirkeinstitution, og lutheraneren Gottfried Arnold med sin Upartiske kirke- og kætterhistorie fremsatte den tese, at kristendommen var blevet bevidst forvansket af kirken selv. Den rigtige kristendom var så at sige summen af alle de kætterier, der var blevet skåret fra undervejs.

Og i Danmark oplevede man efter 2. Verdenskrig en ny gruppe intellektuelle rette en bidende kritik imod det etablerede samfunds værdier og de herskende ideologier. Mænd som Thorkild Bjørnvig, Martin A. Hansen, Bjørn Poulsen og Ole Wivel samlede sig omkring et blad, der for at markere afstanden til alle de rigtige meninger fik navnet Heretica, kætterier.

Bålet blev som oftest foretrukket som henrettelsesform, når kættere skulle henrettes. Kun således kunne ondskaben i dem renses bort, mente man. Foto: Wikimedia Commons