Hvad er en profet?

I Bibelen fortælles der om profeter og deres forudsigelser, lige fra Abraham til Daniel. Profeten er central i fortællingen om Gud og forholdet til menneskene i historien - men hvad er en profet egentlig, og hvad er deres rolle i de forskellige dele af Bibelen?

Ordet profet kommer af det græske prophétés, der betyder en, der frem- eller forudsiger noget. Det hebraiske ord for profet er nabî, hvilket betyder en, der udråber, men grammatisk kan ordet også opfattes passivt, så det er en, der er kaldet (af Gud).

En profet karakteriseres ofte som en person med en meddelelse fra Gud, selvom der også findes andre former. Profeten er derfor mere end blot en, der kan spå, for en profet taler mere om samtiden end om fremtiden.

Profetier er profetiske, fordi de formidler et guddommeligt udsagn, og ikke fordi de forudsiger fremtiden altså indeholder en profeti ofte en forudsigelse, men ikke alle forudsigelser er profetiske. Ud over at tale udfører en profet nogle gange tegn og undere.

LÆS OGSÅ: Ny tjubang-bibel for børn

Profeter i Det Gamle Testamente
Tidligt i jødedommen blev det besluttet at inddele de hellige skrifter (det, der i dag er vores Gamle Testamente) i tre. Først kommer Mosebøgerne, så Profeterne og til sidst Skrifterne.

LÆS OGSÅ: Introduktion til det Gamle Testamente

Anden del, Profeterne, er igen delt i to dele: De tidlige profeter, der mest består af historiske skrifter, og så de senere profeter, som også kaldes skriftprofeterne.

Skriftprofeterne er den mest direkte kilde til profeter og profetier i gammeltestamentlig sammenhæng, da der i profeternes navn er overleveret skriftsamlinger med forkyndelser. De hører hjemme i den sene kongetid, cirka år 600 f.Kr.

I Det Gamle Testamente kan man skelne mellem ulykkeprofeter, der blander sig med advarsler eller straffeforudsigelser, når mennesker bryder guddommens vilje, og lykkeprofeter, der trøster og opmuntrer menneskene, når deres straf og ødelæggelse er indtrådt. De fleste profeter i Bibelen er mænd, selvom der også findes kvindelige profeter.

En profetfortælling starter ofte med en rammefortælling, hvor der berettes om profetens kald, og derefter følger selve profetordet (også kaldet oraklet), hvor profeten udlægger det budskab, som han skal formulere og formidle for Gud. Det kan i Det Gamle Testamente lyde således:

Dette (eller således) siger Jahve:

Profeterne udfyldte en bestemt funktion i samfundet, og de var længere nede på rangstigen end vismændene, som var udlærte og skolede. Derfor var det vismændenes job at overbringe profeters budskaber til eksempelvis kongen, da vismændene var mere privilegerede. Dem fandtes der heller ingen kvinder iblandt.

Der var ofte flere mellemled imellem profeten og modtageren af budskabet: fortolkere, skrivere, arkivarer, magthavere og tilhørernes reaktioner. Det sociale hierarki var også afgørende for, om en profetskikkelse blev anset for at være sand eller falsk.

I de tidligste profetfortællinger møder Saul, der var Israels første konge, en gruppe profeter, som ved hjælp af musik fra harpe, fløjter og pauker (en stor tromme) kommer i profetisk henrykkelse eller ekstase. Trancetilstandene forekommer dog ikke i de senere profetbøger.

Omkring 500 f.Kr. begyndte den mundtlige profeti at forsvinde for langsomt at blive erstattet af litterære fortællinger om profeter. Noget tyder dog på, at udviklingen af litteratur om profeterne gjorde mange af dem ringere set blandt de andre klasser i samfundet, hvilket ses i det gammeltestamentlige skrift Zakarias Bog, kapitel 13,2-5:

"På den dag, siger Hærskarers Herre, udsletter jeg afgudernes navne fra landet, og de skal ikke længere nævnes. Også profeterne og den urene ånd fjerner jeg fra landet. Når nogen i fremtiden profeterer, vil hans far og mor, hans forældre, sige til ham: 'Du skal dø, fordi du taler løgn i Herrens navn!' Og hans far og mor, hans forældre, vil hugge ham ned, fordi han har profeteret. På den dag skal profeterne blive til skamme over deres syner, når de profeterer. De skal ikke klæde sig i lodden kappe og bedrage folk. Men de skal sige: 'Jeg er ikke profet, jeg er agerdyrker; jeg har dyrket jord fra min ungdom.'"

Profeter i Det Nye Testamente
Profetierne udviklede sig til i Det Nye Testamentes samtid at handle om guddommelige åbenbaringer (apokalyptik) og forudsigelser om denne verdens sidste tid (eskatologi), frem for det mere konkrete samtidsrettede fokus hos Det Gamle Testamentes profeter.

LÆS OGSÅ: Introduktion til Det Nye Testamente

Også i Det Nye Testamente tales der om sande og falske profeter, som her i Første Korintherbrev 14,29-33:

"To eller tre kan tale profetisk, og de andre skal bedømme, hvad de siger. Men får en anden, som sidder der, en åbenbaring, skal den første tie stille, for I kan alle komme til at tale profetisk, men én ad gangen; så kan alle belæres og alle formanes. Profeters ånder underordner sig under profeter, for Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud."

Set fra en kristen synsvinkel er profetierne det vigtigste element i hele Det Gamle Testamente, da den fungerer som bindeled mellem Det Nye og Det Gamle Testamente ved at forudsige begivenhederne omkring Jesus Kristus. Rent litterært har profetiske tekster inspireret den måde, Jesus forkyndte på og meget af det religiøse sprog i Det Nye Testamente.

Jesus kaldes i alle evangelierne for profet, blandt andet i disse passager:

"Og skarerne svarede: 'Det er profeten Jesus fra Nazaret i Galilæa'" (Matthæusevangeliet 21,11).

"Men andre sagde: 'Det er Elias,' og andre igen sagde: 'Det er en profet ligesom en af de gamle profeter'" (Markusevangeliet 6,15).

"Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: 'En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk'" (Lukasevangeliet 7,16).

"Kvinden sagde til ham: 'Herre, jeg ser, at du er en profet'" (Johannesevangeliet 4,19).

Det er til trods for, at han selv kun brugte udtrykket i ordsprogsagtige sammenhænge. Det Gamle Testamentes 5 Mosebog, kapitel 18 omtaler den forventede messias som en profet, og derfor kan det, at Jesus betegnes som profet, også være et forsøg på at forbinde Messias-forudsigelserne med Jesus fra Nazaret.

I Det Nye Testamente lægges der især vægt på Ånden, altså Helligåndens virke igennem profeterne. Det afspejles blandt andet i Den Nikænske Trosbekendelse, der stadig kan bruges ved højtider såsom jul, påske og pinse i den danske folkekirke, hvor der står, at Ånden levendegør, at den afgrænses i enheden med Faderen og Sønnen, og at den har talt ved profeterne.

Derfor er det ifølge kirkefædrene Guds ånd, der har forudset Jesu komme gennem profeterne, og de har kendt til ting og forhold, som først skulle vise sig i fremtiden.

Kilder:
Gads Bibelleksikon, 1998.
Hans-Jørgen Lundager: Gammeltestamentlig Religion
Bibliana: Profeter og profetbøger. 2010:1