Hvad er et sakramente?

orthodox, kirke, sogn, præster, ikon, nadver\r\n\r\nBilledet er taget i en sognekirke tilegnet den Hellige Simeon, far til Serbiens skytshelgen, Sava. Den ligger i Veternik, Serbien.\r\n\r\nFotograf: Nicolai GideonUploadet af Nicolai Gideon Gideon Foto: Nicolai Gideon

Sakramenter er handlinger, hvorved den troende får del i noget guddommeligt

Homofile katolske hollændere i registreret partnerskab nægtes adgang til nadver. –

Der findes sakramenter og sakramentale handlinger overalt i religionernes verden.

I den danske folkekirke taler vi om to sakramenter: dåb og nadver. Men hvad ligger der egentlig i betegnelsen sakramente?

"Sakramente" er et latinsk ord, som er en oversættelse af det græske ord mysterion, der betyder hemmelighed. Vi vil se nærmere på, hvad man i kirken forstår ved et sakramente og hvilke sakramenter, vi har i de forskellige kirker.

Augustins lære om sakramenterne
Det var den store teolog og filosof Aurelius Augustin (354-430), der for alvor udformede en lære om sakramenterne. Sakramenterne, sagde han, er tegn, der peger hen på en usynlig og guddommelig virkelighed.

Vi kan sammenligne et sakramente med en gave, som man får af en nær ven eller et kært familiemedlem. Der er noget af giveren i selve gaven. Gaven forbinder giver og modtager. Og i Augustins forståelse er sakramentet et tegn på det hellige, på Gud selv. Augustin var stærkt inspireret af den græske filosof Platon (427-347 f. Kr) og hans lære om idéernes verden, som afspejlede sig i menneskets sjæl. På samme måde har tegnet også del i den virkelighed, det formidler.

Dåben er således ikke blot en neddykning i vand, en renselse. Men idet den troende neddykkes i vand i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, så kommer den døbte til at tilhøre Gud. På samme måde forholder det sig med kirkens nadver. Her modtager den troende brød og vin forbundet med ordene om, at dette er Jesu legeme og blod, som gives til syndernes forladelse.

Ifølge Augustin er elementerne brød og vin sammen med ordene det, der gør handlingen til et sakramente. Den troende får nu del i det, som Jesus Kristus har gjort for mennesker, nemlig frelst fra deres synder ved sin egen død på korset.

Jesus Kristus er det egentlige sakramente, siger Augustin. Det guddommelige, Gud selv, er kommet ind i menneskers verden som Jesus Kristus for at frelse mennesket fra den synd, som det har siddet fast i siden Adams og Evas syndefald. Kirken formidler nu denne frelse videre gennem sakramenterne, som for Augustin først og fremmest er dåben og nadveren.

Den katolske kirkes opfattelse
Augustins opfattelse blev bestemmende for den katolske kirkes opfattelse. Dog understregede man i løbet af middelalderen en mere realistisk opfattelse. Det gjaldt især læren om nadveren. Brødet og vinen blev reelt til Jesu legeme og blod, når præsten sagde indstiftelsesordene.

Den katolske kirke regnede efterhånden med syv sakramenter:

  • Dåben er det første sakramente, der gives til den nyfødte. Her tager Gud mennesket til sig, og det bliver Guds barn som ved en ny fødsel. Det modtager Helligånden, Guds kærligheds Ånd. Det er ved dåben, at den enkelte bliver medlem af kirken.
  • I bodens sakramente tilstår den enkelte sine synder, fortryder dem og får dem slettet ved syndernes forladelse, som gives gennem præstens ord.
  • Nadveren: Katolikker tror, at når præsten siger ordene: "Dette er mit legeme" og "Dette er mit blod", bliver brødet og vinen virkelig forvandlet til Jesu Kristi legeme og blod.
  • Firmelsen eller konfirmationen hænger sammen med dåben. Selve konfirmationshandlingen foretages af kirkens biskop, der lægger sin hånd på den unges hoved og med indviet olie tegner et kors på hendes pande med ordene: Vær beseglet med Helligånden, Guds gave. Nu er den unge kaldet og styrket til at leve med Den salvede, det vil sige Messias, som sit forbillede.
  • Ægteskabet regnes også af den katolske kirke som et sakramente. Foreningen af kvinde og mand i ægteskabet et tegn på, at den materielle og fysiske del af verden er god og skabt af Gud. Børnefødsel og familieliv har ægteskabet som forudsætning.
  • Sygesalvelse skal styrke den syges mod og håb.
  • Og endelig regnes ordinationen til præst med som et sakramente.

Luther og sakramenterne
Martin Luther (1483-1546) mente kun, at der kunne være to sakramenter: dåb og nadver. Han krævede, at der var baggrund i Bibelen for det, som kirken gjorde, og om sakramenterne krævede han, at de skulle være indstiftet af Jesus selv. Det gjaldt ifølge Luther kun dåben og nadveren.

Troen er det afgørende for opfattelsen af sakramentes betydning, mente Luther. Troen og dåben hører sammen på den måde, at den døbte altid har sin dåb at falde tilbage på. Den handling, der blev foretaget ved dåben og de ord, der blev sagt har en blivende betydning. Nu hører den døbte Gud til og det er, hvad den døbte fremover kan holde sig til. Troen er ikke en betingelse eller forudsætning for dåben. Tværtimod så kommer troen af det, som er sket i dåben. Derfor er dåben ifølge Luther altid en barnedåb også selv om det er en voksen, der døbes.

Vedrørende nadveren afviste Luther den katolske kirkes opfattelse af, at der sker en forvandling af brød og vin til Jesu legeme og blod ved præstens indstiftelsesord. For Luther er nadveren et fællesskab med Jesus Kristus, som kun kan erfares i troen. Når præsten ved uddelingen siger, at brødet og vinen er Jesu legeme og blod, så sker der ingen forvandling. Brødet forbliver brød, og vinen forbliver vin. men det er Kristus selv, der giver dette måltid mening. Sådan har Jesus Kristus valgt at give sig til kende for mennesker. Kristus er til stede i, med og under brøds og vins skikkelse, sagde Luther.

De reformerte kirker og baptismen
De reformerte kirker, som opstod i kølvandet på Luthers reformation, var mere radikale eller konsekvente i deres opfattelse af den bibelske skrift. Kun det, som bogstaveligt kunne udledes af Bibelens ord, havde gyldighed.

De to store reformerte ledere, Zwingli og Calvin var ikke så uenige med Luther i hans opfattelse af dåben. Men der var strid om forståelsen af nadveren.

Zwingli mente, at når Jesus ved indstiftelsen af nadveren om brødet og vinen sagde: Dette er mit legeme.. og dette er mit blod, så mente Jesus, at brødet og vinen var et symbol på hans legeme og blod. Nadveren er altså blot et symbolsk måltid. sagde Zwingli.

Calvin understregede, at Jesu legeme nu er i himlen, og derfor kan det ikke være til stede ved nadvermåltidet i kirken. Sådan forstået må nadveren blot være et mindemåltid for den korsfæstede og opstandne Kristus.

I baptistkirken er dåben og troen forbundet sådan, at troen er forudsætningen for dåb. Derfor afviser baptistkirken dåb af spædbørn. Dåben bliver således en bekræftelse af den tro, som den unge allerede har. Dåben følger efter troen, hedder udtrykkeligt i baptistkirken. Derfor må dåbskandidaten før dåben aflægge en personligt formet bekendelse om sin omvendelse, og om hvordan hun/han er kommet til troen. Nadvermåltidet i baptiskirken må også betegnes som et mindemåltid.