Hvad er jesuiterordenen?
Den nye pave Frans tilhører jesuiterordenen. Denne orden blev til i 1500-tallet og kom til at spille en vigtig rolle i den katolske kirkes oprustning efter reformationen. Hvordan blev denne orden til og hvad er dens betydning i dag?
Jesuiterordenen (af latin: Societas Jesu - Jesu fællesskabs orden) går tilbage til den spanske adelsmand, Ignatius af Loyola (1491 1556). Han var fra ganske ung stærkt påvirket af kirkens og kongemagtens forenede kamp for at skabe et kristent Spanien, renset fra både jødisk og muslimske kultur, som ellers havde præget den spanske halvø op gennem middelalderen.
LÆS OGSÅ: 10 berømte helgener
I et slag rammes han af en kanonkugle, hvilket sætter en stopper for hans ambitioner om en militær karriere. Under et langvarigt sygeleje læser han bøger af middelalderfromhedens store forfattere. Han bliver mere og mere bevidst om, at han skal tjene Jesus gennem en åndelig krigstjeneste.
Han søger ensomheden og venter på, at Gud vil give ham vejledning. Han rejser til Palæstina med det fortsæt at ville omvende muslimerne, men opgiver. I stedet kaster han sig over universitetsstudier i Spanien, idet han samtidig prædiker på gader og stræder, hvor han hurtigt kommer i konflikt med myndighederne. Han søger dernæst til Paris for at fortsætte sine studier.
Måske var Ignatius ikke nogen særlig dygtig student, men til gengæld havde han en sjælden evne til at se muligheder og talenter hos andre. I Paris danner han nu en lille gruppe på seks omkring sig, der aflægger evige løfter om fattigdom og kyskhed og om at give deres liv til tjeneste for Jesus og udbrede troen.
LÆS OGSÅ: Fem katolske ordener
Åndelige øvelser
For at skabe sammenhold i denne første gruppe af jesuitter skriver Ignatius en lærebog med titlen åndelige øvelser (Exercitia Spiritualia). Heri redegør han for, hvordan man mediterer over Jesu liv og død. Man skal ikke rense sine tanker for alt andet, men bruge sin fantasi, når man i meditationen synker ned i de forskellige begivenheder i Jesu liv, hans lidelse og død. Ja, man skal netop forestille sig det historiske og landskabelige omkring Jesu liv.
LÆS OGSÅ: Ignatius af Loyolas vejledning i bibelmeditation
Det særlige ved Ignatius åndelige øvelser er netop, at man skal lære at leve midt i hverdagen og dens pulserende liv - ikke afsondret i et kloster. Ignatius lægger i sin bog i øvrigt vægt på, at den enkelte bruger al sin vilje og sine indre kræfter i tjenesten for Jesus, hvorved man så også mærker og erfarer, at man har Gud på sin side.
Ordenens organisation
Ignatius og hans gruppe rejser nu til Italien. De bliver ordineret som præster og får hurtigt flere tilhængere, der vil være med til at udbrede troen gennem åndelige øvelser, prædikener og tjeneste for næsten. Ignatius overgiver så at sige sin orden til paven, idet medlemmerne sværger total troskab overfor paven og erklærer, at de vil rejse hvorhen paven måtte ønske det.
Ignatius organiserer nu ordenen helt efter militære principper og med sig selv som den første general. Medlemmerne af ordenen skulle ikke gå i særlige dragter, men almindeligt borgerligt klædt. Det skulle være en præsteorden, der kunne indsættes hvor som helst, det var nødvendigt.
I løbet af få år talte ordenen flere hundrede medlemmer, heraf var der en stor del portugisere, som rejste ud til den nye verden, især Sydamerika, hvor de samtidig med mission blandt indianerstammer bekæmpede det spanske og portugisiske koloniherredømmes udnyttelse og udryddelse af den oprindelige befolkning.
Jesuitermunke rejse også ud i det fjerne østen. I Japan forsøgte de gennem samtaler med buddhistmunke at plante kristendommen, og i Indien tog de kontakt til lærde hindufilosoffer.
Jesuitterne blev snart kendt for deres høje uddannelse og store lærdom både sprogligt, filosofisk og naturvidenskabeligt. Jesuitternes elitære fromhed tiltrak unge mænd fra dannede og magtfulde kredse i den katolske del af Europa. Ved Ignatius' død i 1556 talte ordenen cirka 1000 medlemmer.
Jesuitternes betydning
Ignatius af Loyola grundlagde i Rom henholdsvis Collegium Romanum til uddannelse af præster i teologi og filosofi og Collegium Germanicum, der i første række skulle uddanne præster til at tage diskussioner op i Tyskland med lutherske og reformerte teologer. Senere blev Collegium Germanicum også et centrum for uddannelse til mission i Latinamerika og det fjerne Østen.
Jesuitterne blev et vigtigt redskab for modreformationen, det vil sige i den katolske kirkes kamp for igen at vinde terræn i Europa efter reformationen. Jesuitterne oprettede gymnasier og overtog lærestole på en lang række universiteter i den katolske del af Europa. Hertil kom at jesuiterpræster også blev skriftefædre i de katolske fyrstefamilier, og derved også fik politisk indflydelse.
I 1700-tallet prøvede oplysningsfolk at stoppe jesuitternes indflydelse. Ordene blev forbudt i flere lande og pave Clemens d. 14. så sig i 1773 tvunget til at ophæve ordenen. Jesuitterne fik igen fra 1814 frie muligheder for at virke på initiativ af pave Pius d. 7., men ordenen havde fremover vanskelige vilkår og blev af myndighederne mødt med stor mistænksomhed og af offentlig kritik.
I løbet af de seneste par hundrede år har jesuitterne ikke desto mindre fået en stærk voksende betydning især inden for det katolske skolevæsen og i den katolske universitetsverden. Det gælder først og fremmest i USA og i Latinamerika.
Siden jesuitternes ankomst til Latinamerika fra midten af 1500-tallet har de gjort en stærk indsats socialt og i undervisningen af den oprindelige indianske befolkning. Jesuitterne kritiserede i tidens løb de autoritære og konservative regimer i Latinamerika for etnisk og social uretfærdighed og undertrykkelse. De bekæmpede slaveriet samtidig med at de arbejdede for at komme analfabetismen til livs.
I de seneste årtier har ordenen fået særlige opgave tildelt af paven. I 1966 gav pave Paul d. 6. ordenen den særlige opgave at imødegå ateismen. I 1995 fik jesuitterne til opgave at arbejde for retfærdighed og gå ind dialog med andre religioner og forene tro og social tjeneste.
I øvrigt førte jesuitternes stærke sociale engagement til, at latinamerikanske teologer fra ordenen var aktive i formuleringen af den såkaldte befrielsesteologi i løbet af 1960erne og 70erne - en teologi, som netop skulle begrunde kirkens engagement for en politisk og social frigørelse af underklassen. Dette vendte pave Johannes Paul d. 2. sig i øvrigt skarpt imod.
LÆS OGSÅ: Hvad er befrielsesteologi?
Jesuiterordenen tæller nu cirka 23.000 medlemmer, hvoraf de 17.000 er præster. Den nyvalgte pave Frans (ærkebiskop Jorge Mario Bergoglio fra Buenos Aires) var en årrække ordenens leder i Argentina.