Indføring

Hvad er pietisme?

Philipp Jacob Spener (1634-1705) betragtes som pietismens egentlige grundlægger. I Frankfurt, som var en fri by, sad han i det højeste embede inden for den evangelisk-lutherske kirke. I et lille skrift, "Pia desideria" (fromme ønsker) fremlagde han de tanker, som han også selv fik ført ud i livet.

Pietisme var oprindeligt en nedsættende betegnelse for en luthersk fromhedsbevægelse i 1600- 1700-tallet. Bevægelsen præger stadig mange kirkesamfund, og her kan du få et godt overblik over, hvad pietisme handler om

Se oversigt i bunden af artiklen.

Pietas betyder fromhed, og betegnelsen pietisme dækker over en bevægelse, der opstod i slutningen af 1600-tallet, der ville lægge vægt på den enkelte kristnes fromme liv. Kristentroen skulle give sig udtryk i et synligt liv. For livet som kristen var vigtigere end læren.

Pietismens opståen
Pietismens baggrund er at finde i 1600-tallets store krise efter Trediveårskrigen (1618-48). Europa blev nu reaorganiseret statsligt og kirkeligt. Der blev sluttet fred mellem katolikkerne og protestanterne. I de protestantiske områder søgte man nu at udtrykke den kristne tro i et fast og videnskabeligt system. Herved opstod den såkaldte ortodoksi inden for protestantismen, mens andre søgte efter regler for det fromme liv.

Allerede i begyndelsen af 1600-tallet havde den tyske teolog og kirkemand Johann Arndt (1555-1621) skrevet om kristendommen som en tro, der skulle vokse frem som en levende realitet i det enkelte menneske. Kristendommen skulle til stadighed indøves og udfoldes som en levende tro.

Philipp Jacob Spener (1634-1705) betragtes som pietismens egentlige grundlægger. I Frankfurt, som var en fri by, sad han i det højeste embede inden for den evangelisk-lutherske kirke. I et lille skrift, "Pia desideria" (fromme ønsker) fremlagde han de tanker, som han også selv fik ført ud i livet. Ungdommen skulle undervises, hvilket han indbød til søndage eftermiddage. Også voksne strømmede til.

Han indførte konfirmation, etablerede bibelstudiekredse og var aktiv inden for fattigforsorgen. Han arbejde for forbedring af præsteuddannelsen, som skulle være det, han kaldte Helligåndens værksteder. Alt i alt lagde Spener vægt på, at lægfolket skulle være kristeligt oplyst og dermed havde indflydelse i kirkelivet ved siden af præsterne. Troen og kirkelivet skulle genfødes, så det kristne liv igen blev levende.

Ved siden af Spener har vi August Hermann Francke (1663-1727), der var præst og professor i Halle. Han omsatte Speners tanker til et næsten skematisk forløb, hvor syndsbekendelse, anger og beslutning gik forud for den endelige omvendelse og brud med det tidligere liv. Den omvendte erfarede nu Guds tilgivelse, som så skulle give sig udtryk praktisk i et troens liv, hvor man afholdt sig fra ting som dans, underholdning, kortspil med videre.

Francke rejste i Halle en række imponerende bygninger, der rummede fattigskoler, hjem for forældreløse børn, sygehuse, uddannelse af lærere og missionærer. Også mission til hedningeverdenen blev sat i system af Francke.

Grev Zinzendorf og Brødremenigheden
Den pietistiske bevægelse fremhævede det subjektive, det vil sige oplevelsen og erfaringen frem for ortodoksiens vægtlægning på det objektive som Bibelens bogstavelige sandhed og den kirkelige lære.

En særpræget udgave af pietismen ses hos grev Nikolaus von Zinzendorf (1700-1760), der stiftede den såkaldte Brødremenighed i Herrnhut. For Zinzendorf var det ikke omvendelsen, der var det vigtigste, men den enkeltes oplevelse af Jesu lidelse på korset. Han kaldte sin opfattelse af kristendommen for en hjertereligion, hvori alle kirkesamfund måtte kunne forene sig.

Brødremenigheden skulle ledes af en forsamling af ældste med en forstander som den øverste. Zinzendorf blev forstander for den første brødremenighed i Herrnhut, hans hjemby. Her fejrede man ud over den almindelige gudstjeneste også fodvaskning inden nadveren skærtorsdag, holdt påskemorgen på kirkegården og sangtimer om aftenen.

Menigheden blev opdelt i kor for henholdsvis unge kvinder og mænd, enker og enkemænd og så videre. Zinzendorf mente hermed at kunne støtte den enkelte i den religiøse udvikling og gøre menigheden effektiv udadtil i fattigpleje og mission. Ikke mindst i hedningemissionen viste brødremenigheden sin effektivitet og sit mod. Missionærerne blev valgt ved lodkastning også det sted, hvor de skulle virke.

I Danmark blev der grundlagt en brødremenighed Christiansfeld. Den er stadig virksom.

Kritik af kirken og staten
Pietismen ville være en reformbevægelse inden for statskirkerne. Men i denne bevægelse var der også mere radikale kræfter. Den stærke vægtlægning på det subjektive og den enkeltes oplevelse af kristendommens sandhed førte også til kritik af kirke og stat.

De radikale pietister ville løsne kristendommen fra kirken. Kristendom var et spørgsmål om følelser og sansning og ikke institutioner, ritualer og lære. Mange af de radikale pietister blev forfulgt på grund af deres kritik af kirken og dens ledelse, og mange måtte udvandre til Amerika.

Herhjemme samledes radikale pietister til dagligstuemøder i københavnske borgerhjem. Man ville ikke gå i kirke. En tidligere præst fra Sønderjylland Otto Lorenzen Strandiger mente, at de åndsoplyste kristne skulle forlade kirken og danne deres egen menighed. Han undsagde barnedåben og vendte sig mod kirkens gudstjeneste, som han mente vildførte mennesker. Strandiger blev udstødt af den danske statskirke og landsforvist.

Pietismen i Danmark
Den pietistiske bevægelse i Tyskland nåede Danmark omkring år 1700 og fik hurtigt indflydelse ved hoffet. Under påvirkning af pietismens tanker udarbejdede Frederik d. 4. i 1708 en ny fattiglov til forbedring af fattigforsorgen og skolevæsenet. Der blev i loven lagt vægt på, at børnene fik en ordentlig kristendomsundervisning.

Kongen oprettede et hjem for forældreløse i København, det såkaldte Vajsenhus (endeligt oprettet 1727). Vajsenhuset blev en kulturfaktor med et stort trykkeri, hvorfra der kom bibler, salmebøger og andagtsbøger. Endelig oprettede kongen 240 landsbyskoler eller rytterskoler i tilknytning til de store godser.

Allerede i 1714 havde Frederik d. 4. oprettet Missionskollegiet, der bestod af embedsmænd og gejstlige. De skulle lede missionsarbejdet og ikke mindst arbejde for den folkelige opbakning til ydre mission. Blandt andet var det Missionskollegiet, der sendte Hans Egede til Grønland for at missionere og i øvrigt sørge for oprettelse af en handelsstation.

Da Christian d. 6. blev kronet i 1731 var grev Zinzendorf indbudt som gæst. Det synlige resultat blev en herrnhutisk mission i Vestindien og på Grønland.

Den pietistiske bevægelse i Danmark blev således af afgørende betydning for pædagogikken, den sociale bevidsthed og missionen. Indadtil forkyndte man også det kristne evangelium for den jødiske gruppe med den begrundelse, at jødernes omvendelse var forudsætningen for Jesu genkomst. Endelig blev pietismen også en inspiration for en ny salmedigtning med Hans Adolf Brorsons mange og højt elskede salmer.

Statspietismen
Med Christian d. 6. blev pietismen afgørende for den danske statskirke. Den radikale og kirkekritiske pietisme blev forbudt. Kongen selv brød med Zinzendorf. Embederne i kirken blev nu besat med folk, der ville støtte et nyt og fromt liv inden for statskirkens rammer.

Kongen udstedte nu en række love, der indskærpede forbud mod offentlige forlystelser på helligdage. Alle døbte skulle konfirmeres. Og konfirmationen fik borgerlige følger. Var man ikke konfirmeret, kunne man ikke modtage nadveren, få offentligt embede, være soldat eller blive gift.

Til konfirmandundervisningen blev der udarbejdet en lærebog af biskop Erik Pontoppidan med 759 spørgsmål, som konfirmanden skulle kunne besvare. Bedst var det, om man kunne lærebogen udenad. Men under alle omstændigheder blev vægtlægningen på konfirmandundervisningen af stor betydning for indlæring af læsefærdigheder hos ungdommen. På denne måde fik pietismen også betydning for myndiggørelse af og oplysning i befolkningen.