Hvad er trosbekendelsen?

Trosbekendelsen er en del af det, man lærer til konfirmandundervisning. Det er den udgave, som hedder "den apostolske trosbekendelse." Foto: Adam Garff

Trosbekendelsen blev formuleret helt tilbage i urkristendommen og sammenfattede de vigtigste punkter i troen

Trosbekendelsen er langsomt opstået ud af forskellige formularer brugt i forskellige menigheder og har sandsynligvis været at finde i den nuværende udgave omkring år 200 e.Kr.

Læs trosbekendelsen led for led her

Den regnes som fælles bekendelsesgrundlag for stort set alle nuværende kristne kirker, således også den danske folkekirke, hvor den ofte fremsiges, synges eller messes under gudstjenesten - ganske som den ligeledes indgår i form af en tilspørgelse under dåbsritualet.

Tilblivelsen af trosbekendelsen

Efter Jesu død og opstandelse fik folk et behov for kort at kunne udtrykke, hvad det var, de troede på. Samtidig var det også vigtigt for de kristne at få afgrænset kristendommen i forhold til andre religioner. Man havde med andre ord brug for en bekendelsesformel, og man formulerede derfor nogle sætninger, som sagde noget vigtigt om den kristne tro.

De første sætninger, man havde, var meget korte. En sætning, som man tidligt brugte, var: I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Den sætning kan man finde i Matthæusevangeliet 28,19. Her står, at Jesus selv sagde til disciplene, at de skulle døbe folk i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Det er den sætning, vi stadig i dag bruger, når der holdes dåb.

En anden meget tidlig sætning lød kort og godt: Kyrios Iæsous, som betyder Jesus er Herre. Denne formulering kan man finde flere steder i Paulus´ breve: Første Korinterbrev kapitel 12 vers 3; Romerbrevet kapitel 10 vers 9; Filemon kapitel 2 vers 11.

Når man læser Paulus´ breve kan man flere steder se, at han citerer nogle formler om kristendommen. Se. f.eks. Første Korinterbrev kapitel 15 vers 3-5; Filemon kapitel 2 vers 6-11.

Efterhånden kom der flere og flere led til. Man brugte dem, når man skulle undervise ikke-kristne, der gerne ville være kristne og døbes, og man brugte dem i forbindelse med selve dåben.

Allerede omkring år 140, havde man fået lavet den bekendelse, som ligger til grund for Den Apostolske Trosbekendelse. Men det er først i det 8. århundrede, at man på skrift ser den færdige trosbekendelse, sådan som vi kender den i dag.

Den apostolske trosbekendelse

Den apostolske trosbekendelse er altså en sammenfattende formulering af den kristne kirkes tro.

Hvornår trosbekendelsen kom til at hedde Den Apostolske Trosbekendelse, ved man ikke, men navnet er sikkert kommet til, fordi man gerne ville føre bekendelsen tilbage til Jesu apostle. For oldkirken (ca. år 150 - 500) var det vigtigt, at bekendelsesformlen stammede fra apostlene, fordi bekendelsen kun derved kunne have myndighed og dermed gælde.

I middelalderen kom den idé frem, at Jesu apostle skulle have formuleret trosbekendelsen ved hver især at have lavet en sætning, men den idé er uden hold i virkeligheden. Trosbekendelsen er derimod blevet til gennem en lang årrække. Herunder kan du læse Den Apostolske Trosbekendelse:

"Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
Vi tror på Gud Fader, den almægtige,
himmelens og jordens skaber.

Vi tror på Jesus Kristus,
hans enbårne Søn, vor Herre,
som er undfanget ved Helligånden,
født af Jomfru Maria,
pint under Pontius Pilatus,
korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til Dødsriget,
på tredje dag opstanden fra de døde,
opfaret til himmels,
siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd,
hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Vi tror på Helligånden,
den hellige, almindelige kirke,
de helliges samfund, syndernes forladelse,
kødets opstandelse og det evige liv".

Den Nikænske trosbekendelse

Den Nikænske trosbekrendelse kaldes også nicænum. Den er en af de tre oldkirkelige bekendelser og blev vedtaget i 325 på et kirkemøde i Nikæa.

"Jeg (vi) tror på én Gud, den almægtige Fader,
himmelens og jordens,
alt det synliges og usynliges skaber.

Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn,
som er født af Faderen før alle tider,
Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud,
født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen,
ved hvem alt er skabt,
som for os mennesker og for vor frelse
steg ned fra Himlene og blev kød
ved Helligånden af Jomfru Maria
og blev menneske,
som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus,
blev pint og begravet
og opstod på tredje dagen ifølge skrifterne
og for til Himmels,
sidder ved Faderens højre hånd
og skal komme igen i herlighed
for at dømme levende og døde,
og der skal ikke være ende på hans rige.

Og på Helligånden, som er Herre,
og som levendegør,
som udgår fra Faderen og fra Sønnen,
som tilbedes og æres
tillige med Faderen og Sønnen,
som har talt ved profeterne.

Og på én, hellig, almindelig og apostolisk kirke.
Jeg (vi) bekender én dåb til syndernes forladelse
og forventer de dødes opstandelse
og den kommende verdens liv".

I middelalderen troede man, at trosbekendelsen var affattet af apostlene, således at de havde bidraget med en linje hver.