Hvad laver en pave?

Paven er den romersk-katolske verdenskirkes leder med et stort ansvar som overhoved for verdens cirka 1,2 milliarder katolikker. Hans autoritet går tilbage til apostlen Peter, som blev den første menighedslærer. Her kan du læse mere om pavens virke

Betegnelsen pave kommer af det græske pappas eller det latinske papa, der betyder fader. Betegnelsen bruges om Roms biskop, der samtidig er den romersk-katolske kirkes overhoved.

Som overhoved for verdens cirka 1.2 milliarder katolske kristne har paven myndighed til at formulere kirkens lære, udtale sig om kirkens forhold til sociale og politiske spørgsmål, og at helgenkåre fromme og fremtrædende personer i kirken.

Pavens autoritet

Pavens autoritet er begrundet i, at apostlen Peter var den første menighedsleder og biskop i Rom. Her led han også martyrdøden. Peter var af Jesus selv indsat som disciplenes førstemand og som den, hvorpå Jesus ville bygge sin kirke ifølge ordene i Matthæusevangeliet kapitel 16:

Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden skal være løst i himlene.

Opfattelsen af, at Roms biskop også var den samlede kristenheds fader og leder vandt langsomt frem gennem kirkens første århundreder. I en række tilfælde greb Roms biskop aktivt ind i kirkelige stridigheder eller blev rådspurgt af andre biskopper.

Fra omkring 350 lægger Roms biskopper deres primatskrav i fastere rammer og gør gældende, at Peter lever videre i paven, at paven er kirkens hoved" og forpligtet på omsorg for hele kristenheden.

Omkring 450 kalder pave Leo den Store sig for Pontifex Maximus (ypperstepræst) og overtager dermed det gamle romerriges kejserlige titel. Og i læresager betegnede middelalderens paver sig som Vicarius Christi (Kristi stedfortræder). Anerkendelsen af Roms biskop som den samlede kristenheds overhoved slog imidlertid ikke igennem i den østlige del af kristenheden.

Pavens politiske rolle

I løbet af middelalderen blev pavens magtstilling fastslået i flere dokumenter. Kirkens åndelige magtstilling blev stillet over den verdslige magt. Konger og fyrster stod under paven og skulle lyde denne. Det førte naturligvis til magtkampe mellem pave og fyrster.

Selvom middelalderens paverolle nu er historie, så spiller paven fortsat en politisk rolle. For det første er paven selv statsoverhoved, nemlig for Vatikanstaten, der kun omfatter selve Peterskirken, et stort haveanlæg med bygninger, pavens eget palads plus det vældige Vatikanmuseum med bibliotek. Vatikanstaten er internationalt anerkendt som selvstændig stat.

For det andet er der stor opmærksomhed omkring pavens officielle taler. Især er der opmærksomhed omkring hans tale ved midnatsmessen julenat i Peterskirken, talen påskedag på Peterspladsen, samt talerne i forbindelse med den ugentlige audiens.

De senere paver har udfoldet en omfattende rejsevirksomhed, der også har haft politisk betydning. I 1979 overvejede den kommunistiske regering i Polen, hvorvidt de skulle tillade besøg af pave Johannes Paul II, den tidligere polske kardinal Wojtola. Sovjetunionens ledere frarådede, men Polens regering sagde omsider ja.

En tredjedel af Polens befolkning nåede at se paven på hans ni dage lange besøg - og regeringen tillod så kort tid efter den frie fagforening Solidaritet. Vejen til afviklingen af kommunismens styre i Polen var dermed banet.

I 2003 advarede Johannes Paul II skarpt den amerikanske Bush-regering mod at invadere Irak dog uden held. I øvrigt øver paven også en vis politiske indflydelse ved jævnligt at modtage statsoverhoveder i privataudiens.

Paven som kirkens teologiske leder

Paven indvier kirkens biskopper og udnævner ærkebiskopper, samt udpeger den fornemste rang af gejstlige, kardinalerne, som så igen har myndigheden til at vælge den nye pave.

I 300- og 400-tallet var det den romerske kejser, der indkaldte biskopperne til kirkemøde, når teologiske stridigheder skulle løses. Men med kejsermagtens fald i den vestlige del af Romerriget blev det Roms biskop, paven, der tog initiativet. En række store kirkemøder vedtog i de næste århundreder afgørende teologiske beslutninger, der på forhånd var formueret af paven.

De to seneste kirkemøder, de såkaldte Vatikankonciler fik stor betydning for den nutidige katolske kirke og for pavens rolle. Siden midten af 1500-tallet, hvor der blev holdt et kirkemøde i Trident oven på den protestantiske reformation, havde paverne ellers ikke indkaldt til kirkemøder.

Det første Vatikankoncil blev indkaldt i 1869 af pave Pius den 9. med den hensigt at samle og opruste den katolske kirke efter Napoleonskrigene og de revolutionære opstande i 1800-tallet. Hertil kom, at pavemagten var stærkt svækket efter den italienske samling.

Koncilet vedtog blandt andet og det var måske dens vigtigste beslutning at paven var ufejlbarlig, når han udtalte sig i læresager. Det har da også vist sig, at denne vedtagelse i høj grad bidrog til at styrke og samle de romersk-katolske kristne. Men på den anden skabte denne vedtagelse også et større modsætningsforhold til ikke-katolske kirker.

Dette ændredes ved Det andet Vatikankoncil, som blev indkaldt af Johannes den 23. i 1962. En lang række erklæringer blev vedtaget om kirkens forhold til andre religioner og ateismen, kirken forhold til menneskerettigheder, gudstjenestens udformning og lægfolkets aktive ansvar i kirken. Nok blev den katolske kirkes afgørende rolle i kristenheden understreget, men samtidig blev betydningen af ikke-katolske kirkers betydning som vej til Gud også fremhævet.

Pavens rolle i sociale spørgsmål

I nyere tid har paverne også taget stilling til sociale spørgsmål, men uden at lægge sig fast på noget bestemt politisk program eller gå ind for en bestemt politisk ideologi. Når paverne har udtalt sig om sociale spørgsmål, har udgangspunktet været mennesket som Guds skabning, som enhver stat bør respektere.

Pave Leo XIII tog i 1891 stilling til den nye arbejderbevægelse, der kæmpede for sine rettigheder. I en rundskrivelse argumenterede han for arbejdernes ret, idet gjorde han gældende, at alle verdens goder er bestemt til at tjene alle mennesker og ikke et fåtal af privilegerede.

I 1967 udsendte Paul VI en rundskrivelse om udviklingslandenes vanskeligheder og opfordrede den rige del af verden til international ansvarlighed.

I forbindelse med FN's befolkningskonference i Cairo i 1994 gjorde Johannes Paul II sig bemærket ved sin urokkelige afvisning af kunstig prævention som middel til at bremse væksten i verdens befolkning. Pavens holdning blev mødt med en stærk kritik. Men pavens udgangspunkt var, at familiepolitik må være grundlaget for og drivkraften i enhver socialpolitik.

I en rundskrivelse fra 1995 taler paven om solidaritet og aktiv næstekærlighed, om familier, der ikke bare holder sammen, men engagerer sig i at hjælp andre, om par der adopterer børn, som ellers ikke har chance for overlevelse, om frivillige organisationer, der hjælper flygtninge, hjemløse, narkomaner med videre.

Det er tydeligt, at pavens fremhævelse af etiske værdier øver stor indflydelse på verdens katolske kristne.