Hvem var de apostolske fædre?

En af de apostolske fædre, Ignatius, blev dømt til døden og kastet for de vilde dyr - sikkert i Colosseum i Rom. Foto: The Granger Collection, New York

"De apostolske fædre" er betegnelsen både for en række skrifter og kristne forfattere fra omkring år 90 til år 150. Men hvem var de?

Betegnelsen "De apostolske fædre" bruges både om en række skrifter og kristne forfattere fra omkring år 90 til år 150.
 
Skrifterne er de ældste kilder til vores viden om den tidlige kristendom næst efter Det Nye Testamente. I de skrifter, vi kalder De apostolske fædre findes både formaninger, moralske vejledninger, forsvar for den kristne tro og åbenbaringer.

Opfattelsen af kristendommen
De apostolske fædre fremhæver særligt de etiske konsekvenser af at være kristen. Den kristne skal leve med Jesus som forbillede og give sig selv i næstekærlighed og omsorg for andre.

Grundlaget for frelsen er Jesu død og opstandelse. Herved får den troende del i syndernes forladelse, udødelighed og befrielse fra alle onde magter.

Jesus fremstilles som den, der har vist sandheden om Gud og mennesker. Han er den, som alene har givet mennesker kendskab til Gud og åbenbaret Guds væsen. Jesus er ikke bare en lærer. Han er selv Gud. Om Gud hedder det for eksempel i skriftet Hermas' Hyrden:

Tro frem for alt, at Gud er én, Han som har skabt og ordnet alt og givet alt liv ud af intet.

Netop troen på den ene Gud indskærpes, men en egentlig lære om Gud som treenig er endnu ikke udformet på de apostolske fædres tid.

Om livet i kirken indskærpes det i skrifterne, at man skal lyde og ære biskoppen som symbol på kirkens enhed og sammenholdet blandt de kristne. Endelig advarer de menighederne mod alle forsøg på afvigelser fra den rette lære.

Vi vil se på de mest kendte forfattere og skrifter. 

Clemens
Der er kun få historiske oplysninger om Clemens. Han skal have været biskop for de kristne i Rom fra år 92-101 og tilmed kende ganske godt til nogle af Jesu apostle. Således skulle Peter selv have indviet ham til biskop. Men først 25 år efter Peters død overtog Clemens bispeembedet, da to andre efter hinanden blev foretrukket af menighederne i Rom.

Men kender vi ikke meget til den historiske Clemens, så er der til gengæld legender om ham. Det fortælles, at han under kejser Trajan blev dømt til forvisning til Krim, hvor han blev sat til at arbejde i minerne. Clemens fortsatte alligevel med at forkynde evangeliet for sine medfanger og soldaterne. Og det med så stort held, at han dømtes til døden. Han blev sejlet ud på Sortehavet, hvor han blev sænket i havet, bundet til et jernanker. Men da havet trak sig tilbage, kom en grav til syne, som var opført af engle. I den grav lå Clemens. Dette under gentog sig hvert år. Og da et barn senere druknede i Sortehavet, blev det netop fundet i denne grav, da havet trak sig tilbage. Barnet var i god behold. Clemens blev søfolkenes helgen. 
 
Clemens' brev
Fra Clemens har vi et brev, som han har skrevet i Rom til den kristne menighed i Korinth. Det kaldes 1. Clemensbrev, eftersom der er flere og langt senere skrifter, der bærer hans navn. Anledningen til brevet er et oprør, som nogle af menighedens medlemmer har rejst mod ledelsen. Clemens roser ellers menigheden for at være kendt for sin tro, gæstfrihed og indbyrdes enighed. Men Clemens indskærper nu, hvad det vil sige at have en kristen tro. Han nævner en række af de bibelske personer, som skal være menighedens forbillede. Enigheden i menigheden skal også komme til udtryk i gudstjenesten, og man skal rette sig efter dem, som apostlene har indsat som menighedsledere.

Ignatius
Ignatius var biskop i Antiokia og skrev i alt syv breve omkring år 107. Heller ikke om Ignatius ved vi ret meget rent historisk. Han har været biskop i denne betydningsfulde by i Syrien fra omkring år 69 og frem til 107. Antiokia var den første større by uden for Israel, der fik en kristen menighed. Måske har Ignatius som ganske ung her truffet både Peter og Paulus.

Under den romerske kejser Trajan blev der fra myndighedernes side iværksat forfølgelser af de kristne. Ignatius blev taget til fange og dømt til døden, idet han skulle kastes for de vilde dyr - sikkert i Colosseum i Rom. I alt fald bliver han ført til Rom.

Og det er så på denne rejse, han skriver sine breve til de menigheder, hvor han gør holdt undervejs til henrettelsen. Brevene viser tydeligt en myndig og stolt person, der er parat til at dø for sin tros skyld. Brevene er rettet til menighederne i Efesus, Magnesia, Tralles, Rom, Filadelfia og Smyrna plus biskoppen af Smyrna, Polykarp. 

Polykarp
Polykarp var biskop i Smyrna og menes at være født omkring år 70 og døde som martyr i Smyrna omkring år 156. Fra hans hånd har vi et brev, som han skrev til menigheden i den græske by Filippi og så selve beretningen om hans martyrium, som er skrevet af folk fra menigheden i Smyrna. Det er Polykarps martyrium, som skal omtales her, fordi det er den ældste martyrberetning, vi kender.

Skriftet fortæller, at han en tid undgår sine forfølgere. Han vil ellers udlevere sig selv, men hans venner prøver at undgå det. Til sidst er det dog en af hans egne husfolk, der røber hans skjulested. Han skal nu offentligt henrettes på Smyrnas arena, men bliver af kejserens soldater presset til at afsværge sig sin kristne tro. Polykarp fastholder sin tro over for den romerske statholder. Han går i døden i glæde over at være værdig til martyriet. Og ved hans død sker der underfulde ting.

Hermas' Hyrden
Sådan er titlen på et langt skrift, skrevet af en romer ved navn Hermas. Han var en frigiven slave og optrådte som en profetisk skikkelse iblandt de kristne i Rom. Omkring år 150 har denne Hermas skrevet om sine mange åbenbaringer, som han også selv udlægger.

Forkyndelsen i hans skrift er følgende: Der er håb for de kristne, der har syndet efter deres dåb. De kan nemlig igen gøre bod og dermed få tilgivelse for deres synder. Vigtigheden af at bekende sine synder understreges af Hermas, idet han peger på, at Jesu genkomst og dermed selve dommedag kan finde sted når som helst.

Hermas' bog er fyldt med syner, formaninger og lignelser. Lad os tage et eksempel på en formaning: Hermas skriver, at de fattige og de rige i menigheden kan støtte hinanden lige som elmetræet og vinranken. Vinranken kan bære meget mere frugt, hvis den hælder sig op af elmetræet. Og bliver der tørke, kan elmen give saft og kraft til den sårbare vinplante.

Hermas' Hyrden, som har navn efter den engel, der giver ham åbenbaringerne i skikkelse af en hyrde, blev meget hurtigt et af de mest populære skrifter i den tidlige kristendom.