Klassiker

Hvor stammer juletræet fra?

Det er ikke altid nemt at blive enige om årets træ - men nogle gange lykkes det! Foto: Iris

Hvornår kom det første juletræ til Danmark? Og hvad med pynten - har den ændret sig gennem tiderne?

Der findes ikke noget mere dansk end juletræet, synes de fleste.
Men juletræet har kun været i den danske julestue i godt 200 år. Det kom fra Tyskland, og det første stod så vidt man ved på godset Holsteinsborg på Sydsjælland i 1808.

Derfra spredte det sig langsomt til borgerskabet og derfra til præsteskabet og lærerstanden. Det første københavnske juletræ stod, så vidt man ved, i 1811 hos familien Lehmann, hvis lille søn Orla senere kom til at spille en stor rolle for Grundlovens indførelse.

Forelsket i det grønne træ
Salmedigteren N.F.S. Grundtvig var i starten ikke begejstret for det grønne træ, som han kaldte en udvandet form for kristendom. Senere mente han dog, at det var sendt til os fra Vorherre selv. Salmedigteren B.S. Ingemann forelskede sig imidlertid i juletræet ved første øjekast hos sin forlovedes forældre.

Allerede små 100 år efter introduktionen havde de fleste danskere et juletræ eller det, der lignede. For juletræer var endnu så dyre, at mange arbejdere og andre lavtlønsgrupper måtte improvisere med et kosteskaft med grene på, en grøntsagsstok og så videre.

I tiden op mod Anden Verdenskrig blev juletræet imidlertid så billigt, at det blev allemandseje. Og i dag kan de færreste forestille sig en jul uden det grønne træ midt i stuen, behørigt pyntet. For slet ikke at tale om at hente juletræet hjem. Det er nemlig blevet en hel begivenhed, især hvis man kan få lov til selv at fælde træet ude i skoven.

Og hvad med julepynten?
Pynten har skiftet udseende mange gange. Der har været spiselige ting som kringler, sukkerstokke og chokoladefigurer eller bibelske ting som engle og jakobsstiger på træets grene.
Og så alle de andre: Kugler, fugle, kurve, musestiger, guirlander, kræmmerhuse, hjerter og så videre.

Treårskrigen i 1848-50 og den gryende nationalisme inspirerede til trommer, dannebrogsflag og andet i rødt og hvidt, altså det, der synges om i Højt fra træets grønne top, skrevet af Peter Faber.

Få overblik over den mest kendte julepynt her:

Der har i øvrigt altid været lys på juletræet og noget i toppen. Om end det i starten lige så godt kunne være en stork eller en engel som den stjerne, de fleste har i dag. Stjernen, der naturligvis symboliserer Betlehemsstjernen.

Skiftende moder gør også, at designerpynt er blevet et hit hos nogle, for eksempel skal det være rødt julepynt det ene år og guldfarvet det andet.