Hvad er Det Nye Testamente?
I Det Nye Testamente fortælles historien om Jesu liv, død og opstandelse. Vi hører også om de første kristne og kristendommens udbredelse til den græsk-romerske verden
Det Nye Testamente er den anden del af den kristne bibel. Det består af 27 skrifter af forskellige genrer og længde. De er alle skrevet på græsk. De blev til i årene ca. 60-100 efter Kristi fødsel og blev samlet som én bog i det 4. århundrede.
Et nyt og et gammelt testamente
De første kristne betragtede ligesom jøderne de gammeltestamentlige skrifter som deres helligskrift. Efterhånden som også de nytestamentlige skrifter fik status som helligskrift, opstod betegnelserne Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente.
De fire evangelier benævnes efter deres ifølge traditionen formodede forfattere: Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. De tre første evangelier ligner hinanden så meget i indhold, sprog og fortællemåde, at de kan kategoriseres som én gruppe. De kaldes også de synoptiske evangelier. Med det udtryk vil man sige, at de tre evangelier ser det samme men fra forskellige vinkler.
Johannesevangeliet adskiller sig fra de første tre evangelier. Det skyldes blandt andet at begivenhederne i beretningen om Jesu liv fortælles i en anden rækkefølge end i de øvrige evangelier.
Evangelierne
Evangelierne beretter alle om Jesu liv, død og opstandelse. De enkelte evangelier varierer dog noget i indhold og stil. Således begynder historien om Jesus ifølge Johannesevangeliet før altings skabelse. I Matthæus- og Lukasevangeliet indledes historien om Jesus med hans forunderlige undfangelse og fødsel, medens den i Markusevangeliet starter med hans dåb i Jordanfloden.
I Lukasevangeliet ses rigdom især som en forhindring for at modtage Guds rige, mens de fattige har en særlig plads, som dem Gud er nær. I Matthæusevangeliet er Jesus i første omgang sendt til jøderne, og så først derefter til hedningene. I Markusevangeliet gør Jesus meget ud af at skjule sin identitet som Kristus indtil slutningen, mens han ifølge Johannesevangeliet fremstår som Kristus helt fra begyndelsen
Efter evangelierne følger Apostlenes Gerninger. Her berettes om tiden efter Jesu opstandelse og himmelfart, og især om kristendommens udbredelse fra Jerusalem til den græsk-romerske verden belyses.
Brevene
De i alt 21 breve udgør den anden hovedgruppe af Det Nye Testamente. 13 af brevene tilskrives apostlen Paulus. Ni af brevene er adressseret til menigheder grundlagt af Paulus, mens de sidste fire er henvendt til enkeltpersoner. Paulus´ breve er skrevet omkring år 50 efter Kristus og er dermed de ældste kristne tekster, vi kender.
De ni resterende breve i Det Nye Testamente, alle nævnt efter deres angivelige forfattere, kaldes de katolske breve, fordi de ikke henvender sig til bestemte menigheder eller personer, men til hele kirken.
Selvom det sidste skrift, Johannes' Åbenbaring, i sin form foreligger som et brev, nemlig som en rundskrivelse til syv menigheder i Lilleasien, er det dog efter sit indhold snarere at regne som en apokalypse.
Af særlig betydning er Paulus' Brev til Romerne, ikke mindst fordi det siden reformationen har været opfattet som en samlet fremstilling af Paulus' teologi. Brevets tema er Guds retfærdighed. Ifølge Romerbrevet skænkes Guds retfærdighed til alle gennem Jesu liv, død og opstandelse. Guds retfærdighed er derfor ikke afhængig af særlige gerninger men skænkes ufortjent til alle, som tror på Jesus Kristus.
Romerbrevet fik afgørende betydning for det som kaldes den reformatoriske opdagelse. Ud fra Paulus ord om at "den retfærdige skal leve af tro" tolkede Martin Luther det sådan, at retfærdigheden er en følge af troen og ikke omvendt. På baggrund af det synspunkt hævdede Luther nu, at man ikke kan købe sig til syndsforladelse, som det ellers var praksis. Dette førte til, at Luther blev bandlyst af Paven og således indledtes den store kirkesplittelse, Reformationen.