Jesus har mange navne

Jesu liv, død og opstandelse genindsætter mennesket i pagten med den evige skaber. At være kristen vil sige, at lade sig fastholde i, at vores liv aldrig leves forgæves, for vi er favnet og båret af Guds evighed. Vi er Guds, ikke tidens, eller syndens eller dødens.

Hvorfor kaldes Jesus både Messias, Guds søn, Kristus og menneskesøn? Læs mere om centrale Jesus-titler her

Kristus/Messias

Navnet Kristus er en dansk gengivelse af det græske ord khristós, der igen er det græske ord for det hebraiske hammasía (messias). Ordet betyder "den salvede" og bruges i Det Gamle Testamente om konger og præster, idet man salvede en konge eller en præst ved hans indvielse til embedet. (1. Samuels Bog 10 og 16).

I århundrederne op imod år 0 (Jesu fødsel) får ordet en mere snæver betydning. "Den salvede" bliver betegnelsen for en fremtidig frelserskikkelse, man ventede ville komme (se for eksempel Esajas' Bog 7 eller Jeremias' Bog 23.)

Jesu første tilhørere anså manden Jesus af Nazaret for at være denne ventede Messias eller Kristus. Sandsynligvis har Jesus også selv forstået sig som sådan. Titlen Kristus er altså i første omgang knyttet til disse jødiske forventninger, men i takt med at kristendommen bredte sig til den hellenistiske verden (hele middelhavsområdet), hvor man ikke havde den jødiske forståelsesbaggrund, mistede Kristus-titlen sin karakter af en kongetitel, og blev i stedet opfattet som et egennavn.

Således bruges Kristus hos Paulus, som primært missionerede for ikke-jøder, som et sådant egennavn. Så Jesus hedder altså Kristus, fordi hans første tilhængere som var jøder, opfattede ham som den forløserskikkelse, Det Gamle Testamente havde lovet dem.

I takt med, at Kristus-titlen blev til et egennavn, gælder det dog, at navnet Kristus ikke alene får sit indhold fra en foreliggende jødisk forestilling men fra Jesu person og gerning. Man kan således sige, at Kristus-titlen i Jesu person blev omtolket til at betyde det, den betyder i dag, nemlig det, som Jesu historie fortæller.

Guds søn

Guds søn var i oldtiden en populær betegnelse for konger. I Det Gamle Testamente anvendes titlen således om den israelitiske konge, men også som en metafor for folket Israel (Salme 2).

I Det Nye Testamente anvendes titlen Guds søn om Jesus (Romerbrevet 1,3-4). Netop det, at Jesus er Guds søn, understreger hans guddommelige ophav (Lukasevangeliet 1,35).

I de forskellige nytestamentlige skrifter gør der sig en interessant udvikling gældende med hensyn til anvendelsen af Guds søn-titlen. Den opmærksomme bibellæser vil således opdage, at hvor Jesus godtgøres som Guds søn i kraft af opstandelsen i de ældste kristne skrifter, nemlig i Paulus´ breve (Romerbrevet 1,3-4) fra cirka år 50 efter Kristi fødsel, er det i Markusevangeliet fra cirka år 64 ved dåben (1,11), medens det i det senere Lukasevangelium sker ved undfangelsen (Luk 1,35), og endelig i Johannesevangeliet, som er blevet til i slutningen af det første århundrede efter Kristi fødsel, er Jesus Guds søn helt fra skabelsen (1,14).

Hos det andet århundredes kirkefædre opfattedes Guds søn-titlen som et udtryk for Jesu guddommelige natur, i modsætning til titlen Menneskesøn (se nedenfor) som ansås som et udtryk for Jesu menneskelige natur.

Menneskesønnen

Udtrykket Menneskesønnen er en ordret gengivelse af dels det aramæiske barænas og det hebraiske benadam, som slet og ret betyder menneske eller søn af et menneske.

I visse aramæiske og hebraiske skrifter har betegnelsen imidlertid en udvidet betydning, idet den bruges som billede på det sejrende Israel og efterhånden identificeres med en forløser eller messiasskikkelse (Daniels Bog 7 og Ezras Bog 13).

I Det Nye Testamente anvendes betegnelsen om Jesus selv. Den anvendes kun i evangelierne og hyppigst i Matthæus-, Lukas- og Markusevangeliet. Evangelierne lader Jesus omtale sig selv som menneskesønnen, både når han taler om sin lidelse og om sin ophøjelse. Endelig tolker evangelierne Jesus som den Messiasskikkelse, der er tale om i Daniels Bog (7,13). Det er derfor nærliggende at tolke titlen netop som et messiasprædikat.

Et andet synspunkt er, at betegnelsen i evangelierne blot er en oversættelse af den aramæiske/hebraiske talemåde og derfor blot skal ses i betydningen menneske. Udtrykket menneskesøn skal således opfattes som en indholdsløs omskrivning af det personlige pronomen jeg.

I oldkirken opfattede man betegnelsen menneskesøn som en betegnelse for Jesu menneskelige natur. I den såkaldt rationalistiske periode (slutningen af det 18. århundrede) blev det endda tolket som en henvisning til, at Jesus kun var et menneske, medens man religionshistorisk har set det som noget særligt jødisk ved Jesus.

Herre

Herre er overalt i Bibelen en betegnelse for Gud, men i NT er også Jesus Herre (1. Korintherbrev 12,3). Brugen af titlen Herre om Jesus knyttes i flere tekster sammen med troen på, at Gud har oprejst Jesus fra de døde: Gud har ophøjet Jesus, så hele verden skal kalde ham Herre (Filipperbrevet 2, 6-11).

At Jesus er Herre betyder, at han har del i Guds magt, men ikke bare det: Ved at insistere på, at forkyndelsen af Jesus som Herre ikke ophæver Det Gamle Testamentes udsagn om, at Gud er den eneste og universelle Herre, er grunden lagt til den senere treenighedslære: altså læren om, at Gud fremtræder i tre skikkelser.

Herre-titlen var i øvrigt den titel, som apostlene valgte, når de skulle fortælle om Jesus i den ikke-jødiske verden. Her, hvor man ikke havde den jødiske forståelsesbaggrund for for eksempel Kristus-titlen, gav Jesus som Herre mening, idet Herre-titlen var en almindelig titel for guddomme i for eksempel Isis- og Serapiskulten.

At Jesus er Guds søn, understreger hans guddommlige natur.