Indføring

Julen - dag for dag

Læs om hele julens forløb. Her er det børn fra Dalby Skole, der opfører krybbespil i Dalby Kirke. Foto: Claus Fisker

Den kristne jul fra juleaften til helligtrekongers søndag

I den velkendte julesang Nu er det jul igen, lyder det, at julen varer lige til påske, skønt juledagene, kirkeligt set, er begrænsede til at vare fra juleaften den 24. december til og med helligtrekongers dag den 6. januar.

Men hvad fejres der egentlig de forskellige juledage, og hvad er deres historiske oprindelse?

Julen går tilbage til 300-tallets Rom
I den ældste kirke fejrede man slet ikke julen eller Jesu fødsel. Ud fra en betragtning af, at det var en hedensk forkvaklet skik, at fejre et menneskes årsdag, gik man hverken op i Jesu fødsel eller barndom. Af samme grund kender ingen Jesu virkelige fødselsdag.

I slutningen af det andet århundrede begynder oldkirken dog at interesse sig for Jesu fødsel og barndom, og efter nogle mere eller mindre sandsynlige overvejelser og beregninger af, hvornår Jesus måtte være født, fastsættes i 300-tallet datoen den 25. december, som Jesu fødselsdag, og derfra udbredtes fejringen af den 25. december sig. Den første julegudstjeneste, man kender til, blev holdt i den nybyggede Peterskirke omkring år 335-337.

Man daterede fejringen af Jesu fødsel, så der var sammenfald med den romerske solhvervsfest efter den julianske kalender. Soldyrkelsen var central i kejsertiden, og i forlængelse af denne hedenske fest, kunne man fremhæve Jesus Kristus som solens skaber og den retfærdige sol.

Hermed er julen - som skulle udvikle sig til at blive en af kristenhedens vigtigste højtider - skabt, og Jesu fødsel bliver overordnet den begivenhed, kirken fejrer og omhandler den 25. december. Samtidig løber julen over flere dage, hvor hver enkelt juledag har sin egen bibeltekst og dermed sit eget fokus.

Juleaften
Juleaften den 24. december er aftenen inden Jesu fødselsdag. Fejringen af juleaften er af forholdsvis ny dato, i oldkirken kendte man slet ikke til en fejring af den 24. december. Dagen er således heller ikke en officiel helligdag.

På dansk grund er det blevet den dag, hvor man holder den store julefest i hjemmet med gæster, sulemad, dansen om juletræ, salmesang og gaveudveksling, en skik, man mener, stammer helt tilbage til 300-tallet fra den romerske decemberfest Saturnalia, hvor gaver og midlertidig ophævelse af skik og brug var en del af festen.

Traditionen med at fejre selve begivenheden aftenen før kender man blandt andet fra den jødiske sabbat, der begynder fredag ved solnedgang og varer til lørdag solnedgang, og fra Mortens Aften, hvor man i Danmark også hyppigt spiser og fejrer aftenen før dagen. En anden grund til, at vi i Danmark fejrer julen aftenen før dagen, er, at man ved store kirkefester i gammel tid, vågnede natten før, for at forberede sig åndeligt på den store dag. Under alle omstændigheder blev juleaften efter reformationen julens højdepunkt.

Det var ikke før gudstjenesteordningen fra 1992, at præster blev pålagt at holde gudstjeneste juleaftensdag, men mange præster havde i praksis for længst taget denne meget folkelige gudstjeneste til sig, og for mange mennesker har det ikke været rigtig jul uden den årligt tilbagevendende oplæsning juleaften af Juleevangeliet i Lukasevangeliet:

Men det skete i de dage.

Kirkerne plejer denne dag at være godt fyldt op, og dertil er folkekirken flere steder ved at tage en katolsk skik til sig, med at holde midnatsgudstjeneste, der også vinder frem i popularitet.

Juleevangeliet beretter om Jesu fødsel i et herberg i Betlehem, og om englene der efterfølgende åbenbarer sig for hyrderne på marken og proklamerer, at det lille barn i krybben skal være hele folkets frelser; Kristus. Netop juleevangeliet er kernen i de hyppigst brugte salmer juleaften Et barn er født i Betlehem og Det kimer nu til julefest, begge skrevet af Grundtvig.

Læs selv Lukasevangeliet 2, 1-14 eller Matthæusevangeliet 1, 18-25.

Juledag
Juledag den 25. december er ifølge kirkelig tradition Jesu egentlige fødselsdag, som er hele julens omdrejningspunkt, og som fejres med en højmesse. Langt færre danskere går i kirke juledag end juleaften, hvorfor der juledag ofte synges mindre velkendte julesalmer såsom I denne søde juletid af Brorson. I dansk regi er juledag ofte forbundet med familiesamvær og julefrokoster, dagen efter dagen, hvor man slapper lidt mere af, end på selve juleaften.

Selvom fejringen af juledag stammer helt tilbage fra oldkirken, kom skikken først til Danmark langt senere. Fejringen af Jesu fødsel den 25. december faldt sammen med den oprindeligt hedenske fest jól, som var betegnelsen for fester i forbindelse med midvinter eller vintersolhverv. Derfra stammer ordet jul. Andre lande, eksempelvis England, har formået at afstemme dagens navn efter dens kristne udspring Christmas, hvilket betyder en messe for Kristus.

Fejringen af den hedenske jól skulle sikre det kommende års frugtbarhed, hvorfor julen egentlig er en kombination af en gammel kristen fejring af Jesu fødsel, en hedensk romersk fest og ikke mindst en oldnordisk frugtbarhedfest! I jólen spiste man en masse sulemad og drak tilsvarende meget mjød, en skik som også er videreført i den nuværende danske jul.

Juleevangeliet genlæses som regel under juledags højmesse, men også Johannesevangeliet 1, 1-14 kan læses. Teksten anskues ofte som en uddybelse af, hvad Jesu fødsel betyder, da den fortæller om, hvad og hvem det egentlig var, der kom til verden med Jesu fødsel:

Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden () Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.

Midt i juleglæden fornemmer man her Jesu kommende lidelser, lidelser, der også peger frem mod Anden juledags bibeltekst, der beretter om den første kristne martyr, Stefanus.

Læs selv Lukasevangeliet 2, 1-14 eller Johannesevangeliet 1, 1-14.

Anden juledag, (Sankt Stefans dag)
Anden juledag fejres også med en gudstjeneste i kirken, men hvor man før i tiden havde alskens traditioner, eksempelvis at spise brød formet som en hestesko - eftersom Stefanus var hestenes helgen - fejrer de fleste danskere i dag anden juledag med flere familiesammenkomster og julefrokoster. Dette har til dels at gøre med, at flertallet af danskere ikke længere er katolikker, og derfor ikke officielt har helgener at knytte til bestemte ting eller dyr.

Dagens bibeltekst i Apostlenes Gerninger beretter om den græsktalende jøde, Stefanus, der gør undere og tegn blandt folk og forkynder, at der med Jesus af Nazareth er begyndt en hel ny epoke i menneskets liv.

Efter at have holdt en forsvarstale, der afslutningsvist anklager Kristus-fjendtlige jøder for at sætte sig op imod Helligåndens vilje, idet de afviser Kristus, stenes han til døde af jøderne.

For moderne mennesker er sammenhængen mellem denne voldsomme begivenhed og Jesu fødsel måske ikke umiddelbar, og mange præster kæmper da også hvert år med at lave en prædiken, der kombinerer det rædselsvækkende i beretningen om Stefanus, med det glædelige budskab i Juleevangeliet.

Officielt er det Stefan og dermed alle, som er døde for troens skyld, man fejrer i kirken anden juledag, og allerede tidligt i kirkens historie mindedes man Stefanus den 26. december.

Den historiske grund til, at man tidligt knyttede mindet om Stefanus til den 26. december og dermed til julen, der lå dagen før, er der megen tvivl om, dog mener mange, at den teologiske sammenhæng mellem glæden og lidelsen i kristendommen - ikke mindst i de første århundreder, hvor kristenforfølgelser var en realitet - er en sandsynlig teologisk begrundelse for tilknytningen mellem Jesu fødsel og Stefanus død.

Den oldkirkelige teolog Augustin (354-430) har forklaret sammenhængen mellem Stefanus død og Jesu fødsel med, at Stefanus dermed skulle være: Frelseren den nærmeste i fest, som han også var Ham den nærmeste i lidelse.

Læs Apostlenes Gerninger 6, 8-14 og 7, 54-60 samt Matthæusevangeliet 23, 34-39 og 10, 32-42.

Julesøndag
Julesøndag spiller ingen nævneværdig rolle i danskernes fejring af julen, men er blot en søndag i rækken af søndage. Mest kendt blandt dagens tekster er nok barnemordet i Betlehem, hvor Herodes, for at få ram på Jesus-barnet, i blodtørst får dræbt alle drengebørn under 2 år.

Denne tekst følger i Bibelen umiddelbart efter Juleevangeliet, hvorfor man kan sige, at der bibelsk set hurtigt gøres opmærksom på, at der med glæden følger smerte, hvilket man som sagt gjorde opmærksom på i oldkirken, ved i juledagene at placere teksten om Stefanus kronologisk lige efter Juleevangeliet.

Læs Lukasevangeliet 2, 25-40, Matthæusevangeliet 2, 13-23 samt Gallaterbrevet 4, 4-7.

Nytårsdag
Nytårsdag er kirkeligt set en fejring af Jesu navngivelse og omskæring på 8. dagen, snarere end en fejring af årsskiftet, om end dagen folkeligt set nok snarere har karakter af en taksigelse for året, der gik, og en bøn om et velsignet, godt nytår, hvilket den populære salme Vær velkommen Herrens år, skrevet af Grundtvig, da også indikerer.

Nytårsdag har kirkeårets korteste tekst, nemlig Lukasevangeliet 2, 21.

Læs Lukasevangeliet 2, 21 og Matthæusevangeliet 6, 5-13.

Helligtrekongers søndag
Helligtrekongers søndag har ikke været lovpligtig helligdag siden 1770. Den er henlagt til en søndag i perioden den 2.-6. januar, knyttet til helligtrekongers dag den 6. januar. En meget brugt salme denne søndag er Grundtvigs helligtrekongers-salme Dejlig er den himmel blå.

Baggrunden for fejringen af helligtrekongers søndag skal findes i Matthæusevangeliet, og omhandler de vise mænd fra Østerland, der drager til Jerusalem for at lede efter jødernes nyfødte konge; de har set hans stjerne på himlen og vil nu tilbede ham.

At de vise mænd fra bibelen skulle være tre hellige konger, er en kirkehistorisk tradition, der stammer fra middelalderen: Her sluttede man sig til, på baggrund af Esajas Bog 60, 3, at de vise mænd fra Østerland måtte være konger, og at antallet af disse konger var tre, sluttede man sig til ud fra beskrivelsen af de vise mænds tre medbragte gaver; Guld, røgelse og Myrra.

At de beskrives som mænd fra Østerland, har den pointe, at Jesus-barnet trods sin jødiske afstamning skulle blive hele verdens frelser, og ikke kun det jødiske folks. Denne pointe fremhævede man i middelalderen ved at tilskrive de tre konger hver sit navn og nationalitet: Kaspar fra Europa, Melchior fra Asien og Balthazar fra Afrika.

En pendant til dette findes i påskens beretning i Johannesevangeliet 19, 20, hvor det fremhæves, at ordene på Jesu kors om, at han er jødernes konge, står på flere sprog.

Ud over at Helligtrekongers søndag har rod i beretningen om de tre vise mænd, stammer dagen historisk set fra den meget gamle epifanifest, som man fejrede i østkirken den 6. januar til minde om Jesu dåb i Jordanfloden, hvor han blev åbenbaret som Guds søn. Epifanifesten fejrede samtidig Jesu fødsel, og i 300-tallet overtog man i Rom epifanifesten, der snart skiftede tema til de tre vise mænds tilbedelse af Jesus-barnet, samtidig med at Jesu fødsel blev udskilt og lagt på den 25. december.

Kun de færreste danskere fejrer i dag helligtrekonger, hvorimod børn i gamle dage klædte sig ud og sang Dejlig er den himmelblå ved dørene imod at få mønter eller slik. Man havde også fri fra skole indtil helligtrekonger var overstået. Desuden brugte man før i tiden særlige trearmede helligtrekongers lys med krudt i til at markere julens afslutning. Lyset markerede juletiden, smukt illustreret i en anden af helligtrekongers søndags tekster, Johannesevangeliet 8, 12-20, hvor der står:

Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.

Når lysene var brændt ned, gav det et knald. Julen var slut, men julens sande lys vedblev at lyse.

Læs Matthæusevangeliet 2,1-12, Johannesevangeliet 8,12-20 og Esajas Bog 60,3.

Andre læser lige nu