Julens konflikter: Martyren Stefanus og barnemordet i Betlehem

2. juledag er Sankt Stefans dag. Her mindes man Stefanus, der blev stenet omkring år 35 e.Kr på grund af sin Kristus-tro og dermed blev den første kristne martyr.

Julen er ikke blot glæde, fryd og englesang. Ved gudstjenesterne mellem jul og nytår hører man også voldsomme beretninger om menneskelig ondskab, lidelse og død

Hvis man går i kirke i juletiden, bliver man blandt andet konfronteret med beretningerne om steningen af Stefanus og barnemordet i Betlehem. Det er beretninger, der minder tilhørerne om, at alt ikke med et blev forvandlet til fred og fryd, fordi Jesus blev født, men at spændingen mellem godt og ondt er en vedvarende realitet i menneskenes verden.

Martyren Stefanus
En meget voldsom bibeltekst, som hører julen til, fortæller om den første kristne martyr Stefanus, - også kendt som Sankt Stefan og den brutale stening af ham.

Beretningen om Stefanus hører til de liturgiske læsninger 2. juledag Sankt Stefans dag. Denne dag er folkekirkens eneste martyrdag, og dens liturgiske farve er rød som blod.

LÆS OGSÅ: Portræt af Stefanus

Beretningen om Stefanus

Det er Apostlenes Gerninger kapitel 6-8, der fortæller om Stefanus og steningen af ham. Den fandt sted omkring år 35 e.Kr.

Stefanus var en græsktalende Jesus-troende jøde og blev af disciplene udvalgt til at hjælpe græsktalende enker i Jerusalem.

Han var dygtig, både i sin forkyndelse af evangeliet og til at udrette undere og mirakler.

Stefanus forkyndelse giver ham modstandere og resulterer i, at han bringes for det jødiske råd, og at der begynder en retssag imod ham.

Retssagen mod Stefanus har kun et formål: nemlig at dømme ham til døden. Så for at få ham dømt, opstiller man falske vidner, der påstår, at de har hørt ham tale spottende om Moses og Gud.

LÆS OGSÅ:
Forfølgelser og martyrium i oldkirken

Steningen
Det lykkes at få vendt folkestemningen imod Stefanus og resultatet af retssagen bliver, at en ophidset folkemængde driver ham uden for byen og stener ham.

Dermed bliver Stefanus den første, der dør på grund af sin tro på Kristus. Og ligesom Jesus på korset beder også han for sine bødler:

"Han faldt på knæ og råbte med høj røst: "Herre, tilregn dem ikke denne synd!". Og da han havde sagt dette, sov han hen" (Apostlenes Gerninger kapilet 7, vers 60).

Værd at bemærke er det, at en de jøder, som bifalder steningen af Stefanus, er en mand ved navn Saulus. Han kommer senere selv til at tro på Jesus og bliver kendt som apostlen Paulus.

En martyr er et vidne
Stefanus bliver altså den første, der dør på grund af sin tro den første martyr.

Ordet martyr kommer af det græske martýs, der betyder vidne. I Bibelen er en martyr en kristen, der fortæller åbent om sin tro. I den ældste kirke var martyrer kristne som blev forfulgt og dræbt på grund af deres tro.

Barnemordet i Betlehem
Evangelieteksten til søndagen mellem jul og nytår fortæller den voldsomme historie om barnemordet i Betlehem. Den hænger sammen med fortællingen om de vise mænd og deres besøg hos Jesus i Betlehem.

SE OGSÅ: Grafik: Historien om den første jul

Vi kender de vise mænd fra Matthæusevangeliets kapitel 2. De kommer fra østen til Israel med fornemme gaver for at tilbede jødernes nyfødte kongesøn, som ifølge gamle profetier skal herske over landet.

Inden de når til Jesusbarnet i Betlehem, har de vise mænd dog været forbi kong Herodes i Jerusalem for at finde den nyfødte kongesøn hos ham.

Men Herodes kender ikke til, at der skulle være født en kongesøn på hans palads. Han beder de vise mænd gå ud og finde barnet og derefter give ham besked om, hvor barnet befinder sig, så han også kan komme og tilbede det, som han siger.

LÆS OGSÅ: Hvem var Herodes, som ville slå den nyfødte Jesus ihjel?

Derefter følger de vise mænd ledestjernen til Betlehem, hvor de finder barnet Jesus og overbringer ham kostbare gaver.

I drømme får de en åbenbaring om, at de ikke skal tage tilbage til Herodes. Så de vender i stedet hjem til deres eget land og undgår at komme forbi Jerusalem på vejen.

Ramaskriget i Betlehem
Da Herodes opdager, at de vise mænd har snydt ham, befaler han i vrede, at alle drengebørn under to år i byen Betlehem og dens opland skal slås ihjel.

SE OGSÅ: Fototur til Jesu fødeby: Betlehem i billeder

Josef bliver i en drøm advaret om det forestående barnemord og når at flygte med Jesus og Maria. Men alle andre små drenge bliver dræbt af kong Herodes soldater, og Matthæusevangeliet bruger et skriftsted fra Jeremias Bog til at beskrive den ubærlige sorg det Rama-skrig barnemordet medfører:

I Rama høres råb,
gråd og megen klage;
Rakel græder over sine børn,
hun vil ikke lade sig trøste,
for de er ikke mere.

Flugten til Egypten
Inden det grufulde barnemord i Betlehem bliver eksekveret, er Josef altså blevet advaret i en drøm og er flygtet til Egypten med Maria og Jesus. Her opholder de sig, indtil Herodes er død, og de kan vende hjem igen.

Matthæusevangeliet understreger, at flugten til Egypten sker i overensstemmelse med en profeti fra den gammeltestamentlige profet Hoseas:

Fra Egypten kalder jeg min søn.

Paralleller til beretningen om Moses
Når man hører Matthæusevangeliets beretning om barnemordet i Betlehem, er det vanskeligt ikke at blive bevæget ved tanken om de uskyldige drengebørn, der må lade livet på grund af Jesus.

For Matthæus er det primære fokus dog ikke de dræbte drengebørn, men derimod det underfulde, at Jesus blev reddet og at hans redning i overensstemmelse med de gamle profetier bringer ham til Egypten.

Det er vigtigt for Matthæus at understrege, at Herodes afsindige vrede ikke kan overtrumfe Guds plan med Jesus.

Hele beretningen om barnemordet og flugten til Egypten har klare paralleller til Det Gamle Testamentes historie om Moses, der udfriede det israelitiske folk fra slaveriet i Egypten. Den er en såkaldt Moses-typologi.

Ligesom Jesus undgik Moses som spæd ved Guds indgriben at blive dræbt, da kongen (i dette tilfælde den Egyptiske Farao) dræbte israeliternes nyfødte drenge.

Matthæus skaber altså en tydelig forbindelse mellem Israels første befrier, Moses, og dets anden befrier, Jesus.

Fandt det virkelig sted?

Det er som nævnt kun Matthæusevangeliet, der omtaler barnemordet i Betlehem og flugten til Egypten. De tre øvrige evangelier omtaler ikke begivenhederne.

Da begivenhederne heller ikke omtales af samtidens historikere, har det fået bibelforskere til at betvivle, at det virkelig er sket.

Matthæus lægger da også så meget vægt på Moses-typologien og på, at begivenhederne stemmer overens med den gammeltestamentlige profetier, at man kan forestille sig, at de historiske fakta for ham er mindre relevante.

Når det er sagt, er det ikke utænkeligt, at barnemordet i Betlehem virkelig har fundet sted. I hvert fald stemmer det godt overens med den brutalitet, Herodes i øvrigt beskrives med.

Historikeren Josefus (37/38-100 e.Kr.) fortæller for eksempel, at Herodes lod to af sine sønner og sin hustru henrette, fordi han mente, de var en trussel. Og Josefus antyder i øvrigt, at Herodes var så brutal, når han følte sin magt truet, at man slet ikke har nedskrevet alle hans grusomme gerninger.

Lidelsen er ikke med ét væk
Beretningerne om Stefanus og barnemordet i Betlehem er meget brutale, og det kan virke nærmest meningsløst, at de skal have lov til at bryde ind i hyggen og glæden i juletiden.

Men det er også historier, der tager den menneskelige virkelighed alvorligt. En virkelighed, der stadig rummer ondskab og lidelse også selvom barnet i krybben ifølge kristendommen bringer glæde og fred.

LÆS OGSÅ:Julen er lidelsens tid

2. juledag er Sankt Stefans dag. Her mindes man Stefanus, der blev stenet omkring år 35 e.Kr på grund af sin Kristus-tro og dermed blev den første kristne martyr. Foto: Wikimedia Commons