Historien om kirkeklokken
Kirkeklokken er både elsket og udskældt, og den vil på tirsdag lyde over hele landet i anledning af prins Henriks bisættelse. Læs om kirkeklokkens 1000-årige historie i Danmark og lær at afkode de forskellige klokkeslag
Klokker og klokkeringning har siden sin indførelse i Danmark for omkring 1100 år siden haft den funktion, at de skulle være tidens budbringer. Det var kirkens klokker, der fortalte de omkringboende mennesker, hvornår de skulle gå i kirke, hvornår de skulle bede, hvad der skete i samfundet, - og sidst men ikke mindst skelnede de mellem glæde og sorg. Kirkeklokker har derfor haft en helt central rolle i det danske samfund, og ringer stadig den dag i dag.
Danmarks første kirkeklokke
Rent historisk kan den første danske kirkeklokke dateres til omkring år 900 e.Kr. I den danske vikingeby, Hedeby, som ligger syd for grænsen i Slesvig, tillod Kong Horik den 1. den tyske munk Ansgar at bygge Danmarks første kirke. Hans efterfølger, Horik den 2., lukkede imidlertid kirken og forbød kristen gudsdyrkelse, men af politiske grunde fandt kongen det senere bedst, at kirken blev genåbnet. I forbindelse med genåbningen tillod kongen endda, at der til kirken måtte være en klokke, som ringede til gudstjeneste.
Sidstnævnte var ifølge Martin Schwarz Laustens bog Danmarks Kirkehistorie en vederstyggelighed for de daværende vikinger. På trods af Hedebys undergang findes klokken stadig og det endog i en velbevaret stand. Hedebyklokken, som den også kaldes, blev nemlig ved en arkologisk udgravning fundet i vandet ud for Hedeby, og på grund af de særlige forhold der, kan klokken den dag i dag ses på Hedeby Museum i Slesvig.
Kirken i Hedeby blev bygget af træ, og selvom vi i dag ikke har bevarede trækirker i Danmark, kan vi ved at kigge på de meget gamle norske trækirker se, at kirkeklokken var placeret i et trætårn for sig selv. Trækirken kunne nemlig slet ikke bære en tung klokke, og der ud over var der tradition for at placere kirkeklokken ved siden af kirken. Kendte og i dag også velbesøgte turistmål som Det skæve Tårn i Pisa og Kampanilen over for Markuskirken i Venedig er eksempler på netop dette.
Efterhånden som Danmark bliver kristnet og kirkebyggeriet tager fart, begynder den tyske indflydelse også at præge landet. Stenkirkerne kommer til Danmark og i årene 1100-1240 får de første kirker tårne på. Dette sker i den romanske tid.
Kirkerne bygges nu så solidt, at kirkeklokken kan komme op og hænge. Men det er først med den efterfølgende økonomisk rigere gotiske periode, at tårnet bliver en vigtig del af kirken. I den periode kommer der også spir på tårnet.
Klokkerne i katolsk tid
I de første 500 år af de danske kirkeklokkers historie befinder de sig i katolsk tid. Det vil sige, at Den katolske Kirke bestemmer brugen af klokkerne. De katolske tidebønner, andagter og gudstjenester, troen på Skærsilden, skriftemålet og ikke mindst bønnen, Ave Maria, kom derfor til at præge klokkeringningen i Danmark. Mange af de ringninger, som vi hører i dag, har sit udspring her, og selvom vi i dag ikke lægger helt den samme betydning i en ringning, er den alligevel et levn fra denne gamle tradition.
Fælles for ringningerne i den katolske tid er, at kirkeklokken er meddeler til det omkringliggende samfund. Den kalder til gudstjeneste på bestemte tidspunkter, den fortæller med sin ringning, hvor lang tid der er til gudstjenesten, og endelig kan man ved at lytte til den høre, om den kalder til en særlig fest, eller om budskabet er trist.
Tidebønnerne lå på bestemte tidspunkter, og for at kalde folk til kirken var der indført 3 ringninger i forbindelse med hver af tidebønnerne. I en periode var anden ringning indledning til skriftemålet, hvor man bekendte sine synder. Når man så endelig var mødt op til tidebønnen, kunne man mentalt forberede sig ved at bede i stilhed, og her kom de 3 x 3 bedeslag ind som et vink om, at man nu skulle afslutte med et Ave Maria.
På grund af læren om Skærsilden, hvor mennesket efter katolsk tro skulle lutres for sine synder over ild, blev det også en tradition at ringe med klokken ikke bare ved begravelser men også ved dødsfald. Det sidste skulle efter sigende lette den dødes pine. Den dag i dag ringes der fortsat ved begravelser i Danmark, og flere kirker har traditioner for at ringe både ved kistens ankomst og ved åbning af graven.
Klokkerne i protestantisk tid
I protestantisk tid, som ligger efter 1536, er læren om Skærsilden fjernet, og man har lagt andre symboler ind i de forskellige dele af ringningen. Bedeslagene er i dag ikke til for at afslutte et Ave Maria. De 3 x 3 bedeslag skal derimod ses som udtryk for Treenigheden, og mange konfirmander har sikkert i den forbindelse prøvet at stå i våbenhuset og enten bekende den kristne tro opdelt i 3, eller simpelthen bedt Fadervor ligeledes opdelt i 3. I dag er der heller ikke ringninger ved dødsfald, men klokken lyder fortsat ved begravelser og bisættelser.
Den lov, som i dag er gældende for danske kirkeklokker, er over 300 år gammel. Danske Lov af 1683 og Kirkeritualet af 1685 bestemmer med andre ord brugen af kirkens klokker: der ringes i forbindelse med kirkelige handler, og det bestemmes også, hvordan og hvor længe. Men gammel hævd, det vil sige gamle traditioner, er dog tilladt at føre videre, og da de fleste kirker i landet har forskellige traditioner, vil man finde et utal af variationer lagt til loven. Det eneste, der afviger fra de gamle love og individuelle traditioner, var et cirkulære fra 1977 og et nyt året efter, som gav påbud om at ringe i tilfælde af mobilisering og varsling af radioaktivt affald. Disse påbud blev dog ophævet igen i 1994.
De forskellige ringninger
De kirkelige handlingers klokkeringning kaldes liturgiske ringninger. Disser finder sted før faste gudstjenester f.eks. til højmessen søndag morgen. For ud for de faste gudstjenester skal der ringes 3 gange med en halv times eller et kvarters mellemrum alt efter stedets skik (f.eks. kl. 09.00, 09.30 og 09.57). Ringningen udføres med 100-150 slag svarende til 3 minutter og efterfølges af 3 x 3 opdelte slag, også kaldet bedeslagene, som afgives langsomt og med tydeligt mellemrum. Hele ringningen afsluttes sådan, at det passer til gudstjenestens begyndelse. Den sidste af de tre ringninger kaldes en sammenringning. Har en kirke flere klokker, ringes der til den sidste ringning med mere end en klokke, og bedeslagene ringes altid fra den største af klokkerne.
Ved andre end de faste gudstjenester ringes der efter gamle traditioner og her undlader man ofte de to første ringninger og nøjes med sammenringningen, sådan at der ringes en gang med 100-150 slag i 3 minutter efterfulgt af 3 x 3 bedeslag.
En undtagelse i forordningen af 27.marts 1686 er dog, at der fra kl. 18.00 aftenen før Store Bededag skal ringes i en hel time. Biskopperne har tilladelse til at forkorte denne ringning, men det indskærpes, at ringningen bør være på mindst 30 minutter. Har kirken flere klokker, skal ringningen foretages på den største klokke.
Ud over de liturgiske ringninger, findes der morgen- og aftenringningen. Begge klokkeringninger har som andre ringninger katolske rødder, men de er egentlig fastsat i middelalderen og skal minde mennesket om, at dagens arbejde skal begynde og afslutte med bøn og taksigelse. Ringningerne ligger forskelligt fra kirke til kirke, men en tur på internettet viser, at mange kirker har lagt disse ringninger kl. 08.00 og 18.00. Ringninger her må have en varighed på højst 3 minutter og svarer til mellem 100-150 slag. Det hele afsluttes af 3 x 3 bedeslag. Har en kirke flere klokker, skal bedeslagene ligesom ved de liturgiske ringninger ringes på den største klokke.
Siden reformationen har kirken brugt hurtige ringninger, ogs kaldet at kime, til at markere fester og hjtider i kirkeret. Kirkeritualet af 1685 angiver, at der skal kimes i forbindelse med ringningerne til gudstjenesterne om morgenen ved de 3 højhelligdage: Juledag, Påskedag og Pinsedag samt til Kristi Himmelfartsdag. Der kimes her mellem de sædvanlige 3 ringninger. Der ud over kimes der også aftenen før de tre hjhelligdage og nogle steder ogs forud for Kristi Himmelfartsdag. Kimningen her foregår den sidste time før aftenringningerne og kan enten være sammenhængende eller afbrydes af to ringninger. Biskoppen har her tilladelse til at afkorte kimningen, men den bør dog være på mindst 30 minutter.
Verdslige ringninger
Alt efter kirkernes gamle traditioner er det desuden nogle steder brugt at ringe flere gange om dagen og derved have flere ringninger end morgen- og aftenringningen. F.eks. har nogle kirker tradition for at ringe kl. 12.00 og 22.00. Nogle kirker ringer også aftenen før 1. søndag i advent, nytårsnat og Langfredag, ligesom der er ringninger ved begravelser. Men selvom det er lokale traditioner, kan man ved at søge på nettet se, at mange kirker har en fælles tradition for både at ringe og kime i forbindelse med vielser.
Iflge Kirkeministeriets vejledning om klokkeringning har biskopperne i Danmark ved kongelig resolution af 16. august 1991 fået bemyndigelse til at tillade afvigelser af de gældende regler for ringning og kimning. Men bemyndigelsen omfatter ikke bestemmelser, som er eller måtte blive fastsat om ringning med kirkeklokker i verdsligt øjemed. Indtræder der ikke-kirkelige begivenheder, skal der gives tilladelse af Kirkeministeriet til at ringe med kirkeklokken.
Undtaget for dette er dog mobilisering og radioaktivt affald, hvor kirkerne har pligt til at ringe. I kirkeklokkernes historie er der tidligere sket afvigelser fra ovenstende. Ikke bare blev kirkes klokker brugt i forbindelse med meddelelses om brand og oversvømmelser, men under Anden verdens Krig ringede klokkerne i landets kirker faktisk befrielsen ind i det danske samfund.
Klokken, klokker og kugler
Den ansvarlige for kirkeklokken har fra gammel katolsk tid været abbeden eller præsten, og funktionen som klokker var både meget agtet og højt respekteret. I Middelalderen faldt agtelsen dog betydeligt, og funktionen overgik til det vi i dag kalder en degn. I dag udføres klokkeringningen af kirketjeneren, men da mange - men bestemt ikke alle - kirkeklokker har automatiserede anlæg, har det skånet mange mennesker mest mænd for at skulle trække i klokkerne og stå i regn og slud og sne i klokketårnet. Samtidig har arbejdstilsynet sat klare regler for for eksempel brug af høreværn, så ringeren er beskyttet mest muligt.
I de danske kirker er klokken ofte den ældste brugsgenstand. Og der har i tidernes morgen stået stor respekt omkring støbningen af en klokke. Klokkestbningen, hvoraf det for eksempel fandtes t i Viborg, var forbundet med et stort arbejde, og da hver enkel klokke også har sin egen lyd, skulle der virkelig en kender til at forme denne brugsgenstand. På Klokkemuseet kan man finde en stor samling af gamle klokker, som har forskellige udformninger og forskellige klange.
Klokker har tradition for at bære en inskription. Et af de mere kendte er det latinske Vivos voco, mortuos plango, fulgura frango, som oversat til dansk betyder Jeg kalder på de levende, begræder de døde og bryder lynene. Inskriptionen finder man f.eks. i digtet Das Lied von der Glocke af Schiller.
Selvom mange af de danske kirkeklokker er bevarede, har kirken gennem tiden mistet mange klokker og dette ikke bare på grund af slid men i høj grad på grund af krige. I perioden 1528-29 befalede kongen for eksempel, at alle kirker, som havde mere end n kirkeklokke, skulle aflevere dem, så de kunne blive støbt om til kugler og kanonrør.
Ved Herredagen i Odense, hvor konge og rigsråd mødtes, bad Frederik d. 1. om samtygge til indsamling og omstøbning af en del af landets kirkeklokker, og på grund af den politisk farlige situation med Tyskland fik han sit ønske igennem. Bisperne, som alle var medlemmer af rigsrådet, svarede, at kongen måtte få så mange klokker, som kirkerne kunne undvære, og som man kunne få ud af almuen med lempe. Biskopperne var klar over, at klokkeindsamlingen ville være meget upopulær blandt sognefolkene.
Nutidig trussel mod kirkeklokkerne
I dagens Danmark ringes der fortsat med kirkeklokkerne, og selvom vi måske ikke løgger helt det i ringningen, som man gjorde tidligere, er traditionerne de samme. Til gengæld er der begyndt at komme voksende modstand i befolkningen mod klokkeringningen. Mange vil ikke længere vækkes af klokkernes ring, og mange kan ikke forstå, at klokkeringning tæt på beboelse kan være tilladt, når der er klare regler for, hvor højt lyde ellers må være i vort samfund. I folketinget er der derfor planer om at se på reglerne, men indtil de eventuelt laves om, må kirkens naboer leve med klokkerne som en nødvendig støj - ligesom f.eks. en ambulanceudrykning.
Måske mister kirken sin ret til klokkeringning. Befolkningens uvidenhed om traditionerne bag ringningen og voksende fremmedgørelse overfor kirken bliver i så fald grundlaget for, at vi afskaffer en 1000 år gammel dansk tradition.
Denne artikel blev oprindeligt udgivet den 26/10 2009. Den er senest redigeret den 15/2 2018.
Kilder:
Martin S. Lausten Danmarks Kirkehistorie
Wikipedia.org
Tidsskift.dk
Klokkemuseum.dk
Vejledning om klokkeringning, Kirkeministeriet 1993