Kierkegaard ville ikke have kaldt sig selv eksistentialist

Jean-Paul Sartre (1905- 1980) var fransk filosof, forfatter og dramatiker. Han er i dag den mest kendte eksponent for eksistentialismen. Blandt hans værker kan nævnes "Terningerne er kastet" og "Muren". Han afslog at modtage Nobelprisen i litteratur. Foto: Leon Herschtritt Denmark

Trods sin stærke tro var Kierkegaard en vigtig inspirationskilde for mellemkrigstidens ateistiske eksistentialister men han var snarere eksistenstænker end eksistentialist, mener forsker ved Kierkegaard Instituttet, René Rosfort

I sit første skrift, en anmeldelse af H.C. Andersens roman "Kun en Spillemand" fra 1838, anklagede Søren Aabye Kierkegaard som 25-årig eventyrforfatteren for, i sit forsøg som romanforfatter, ikke at have en livanskuelse.

Andersens mulige mangel på en sådan trækkes ikke frem for at ydmyge Danmarks måske mest hyldede forfatter gennem tiden, men for at pege på, at forsøget på at forstå forskellige livsanskuelsers betydning for et menneskes liv løber som en rød tråd gennem Kierkegaards forfatterskab. Ved at følge den røde tråd opdager man, at Kierkegaard var tænker indenfor både religion og eksistentialisme.

Existo betyder eksistens

For at tage en genvej starter vi med at spore os ind på, hvad selve eksistensbegrebet indebærer. Ordet kommer af det latinske ord existo, som betyder at stå ud fra sig selv. En oversættelse, Kierkegaard gjorde meget konkret i sin forståelse af ordet eksistens:

"At eksistere er ikke blot at leve, men at være bevidst om sin egen eksistens."

Jens Viggo Olavi Nielsen, underviser i filosofi, historie og oldtidskundskab ved Esbjerg Gymnasium og Hf samt ph.d.-studerende ved Institut for Kultur og Identitet på Roskilde Universitet, fremhæver forskellen mellem essens og eksistens som bærende for eksistenstænkerne med Kierkegaard som den første:

"Begrebet om eksistensen nybestemmes hos Kierkegaard. Tidligere tog man ganske enkelt tingenes eksistens for givet og det filosofiske problem bestod i at finde frem til deres essens. I middelalderen bestod naturens essens og dens genstande, heriblandt mennesket selv, således i at være skabt af Gud. Men fra omkring 1600 sår blandt andet den franske filosof Descartes tvivl om, hvad tingenes essens egentlig kan fortælle os om verden", siger Jens Viggo Olavi Nielsen.

Langsom udvikling i eksistentialisme

Men udviklingen går langsomt. Det var tænkere som Kierkegaard og Nietszche, der omtrent 200 år senere veg uden om filosofiens hovedlinje fra Platon med store spørgsmål om, hvad Gud er og verden er og i stedet vendte filosofien rundt og forsøgte at forstå forskellige livsanskuelser:

"Hvor Descartes når frem til at sige, at Jeg tænker, altså er jeg, siger Kierkegaard omvendt: Jeg er, altså tænker jeg. Den omvending indebærer, at det nu er eksistensen, der går forud for essensen, sådan som Sartre senere skulle formulere det. Mennesket er til stede i verden, men det står til diskussion, hvad meningen med denne verden består i", vurderer Jens Viggo Olavi Nielsen.

Eksistenstænkning er i høj grad også en filosofisk metode. Og her er der ikke langt til den senere eksistentialisme. Filosofisk plejer man derfor at sige, at Kierkegaard og Nietszche er forfædre til eksistentialismen.

Eksistenstænker eller eksistentialist?

Det betyder imidlertid ikke, at de to herrer nødvendigvis kan kaldes eksistentialister. René Rosfort, post.doc. ved Kierkegaard Instituttet, vælger at kalde Kierkegaard for eksistenstænker mere end egentlig eksistentialist:

"Den filosofiske retning, som vi i dag mere eller mindre præcist kalder eksistentialisme, kommer først på banen i 1930erne og - 40erne med tænkere som Karl Jaspers, Martin Heidegger, Gabriel Marcel, Jean-Paul Sartre, Albert Camus. Men disse filosoffer tager temaer op, som Nietzsche og Kierkegaard har grebet fat i tidligere", forklarer René Rosfort.

Men 1930ernes og -40ernes eksistentialister refererer ikke indgående til Kierkegaards værker i deres egne: "for selv om man som eksistentialist anerkendte, at filosofien står på skuldrene af tidligere tiders kæmper, interesserer man sig mere for at bruge tidligere tænkeres tanker aktivt i arbejdet med aktuelle problemer end eksplicit at henvise til disse tidligere tænkere".

Eksistentialisme er præget at kristisk systemtænkning

Ifølge ham er eksistentialismen hovedsagligt præget af kritik af ambitiøs systemtænkning, utålmodighed med blodløs, akademisk filosofi og forsøg på at dreje den filosofiske optik væk fra læsesalen og ud mod menneskene på gaden på mange måder Kierkegaards tænkning i en nøddeskal:

"Kierkegaard bruger meget spalteplads på at kritisere den tyske filosof Hegels systemtænkning, og han bliver ved at insistere på, at vi skal bruge vores filosofiske energi på at komme frem til en bedre forståelse af tilværelsens konkrete problemer", forklarer René Rosfort.

Disse problemer er muligheden, valget, tilegnelsen, individet, eksistensen, angsten, fortvivlelsen, inderligheden, lidenskaben ord, der er at finde allerede hos Kierkegaard:

"Det komplekse forhold mellem mulighed og ansvar, som Kierkegaard undersøger i forbindelse med friheden til at vælge, og hans insisteren på inderlighed og lidenskab i vores mere eller mindre vellykkede forsøg på at blive det individ, vi nu engang er, spiller en altafgørende rolle for eksistentialisterne", siger forskeren.

Og så er der den stilistiske form i prosaen, bredden i forfatterskabet og den stærke forbindelse til litteraturen.

Filosof eller digter?

Indtil Kierkegaard har filosofi været udtrykt i en stivere, akademisk stil. Men Kierkegaard skriver selv, at han ikke har tålmodighed til at skrive en doktorafhandling og i øvrigt i højere grad ønsker at henvende sig til sin læser og derfor vælger en anden form. Ligesom Nietszche er han digter i lige så høj grad, som han er filosof:

"Både Kierkegaard og Nietszche skrev på en måde, som filosoffer sjældent havde gjort det før. Ingen af dem havde tålmodighed med det akademiske sprog, universitetet har en tendens til at presse tænkningen ned i. Forbindelsen til det æstetiske samt den komplekse flerstemmighed er et interessant fællestræk mellem de to og Sartre og Camus, hvis romaner og dramaer er en uløselig del af deres filosofiske arbejde", siger René Rosfort.

Der er tale om mange perspektiver, som udtrykkes gennem litterære essays, drama, romaner og i en prosa-form, der åbner for både inderlighed og en flerstemmighed, som ikke kun skyldes, at Kierkegaard bruger pseudonymer gennem forfatterskabet.

Kristendom og ateistisk tænkning

Men selvom mellemkrigstidens eksistentialister klart var inspireret af Kierkegaards tænkning, er det også vigtigt at huske, at retningen i hvert fald adskiller sig fra Kierkegaards eksistenstænkning på to væsentlige punkter: de to historiske perioder og forholdet til kristendom og Gud.

Eksistentialismen opstod i en fortvivlende periode under 2. Verdenskrig. Med afsæt i desillusionen efter 1. Verdenskrig ser de første absurde værker dagens lys og udstillede den meningsløshed, der ramte Europas selvforståelse. Sartre og Camus skriver ovenpå store humane katastrofer, mens Kierkegaard lever i en helt anden periode i den danske guldalder. Det er en meget vigtig pointe at have med, når man sammenligner, siger René Rosfort.

Derfor er det vigtigt at huske på, at den eksistentialistiske fortolkning af Kierkegaard har en tendens til at se bort fra afgørende elementer i Kierkegaards tænkning. Det gælder særligt Kierkegaards kristendom. Da man i 1960erne og -70erne læste Kierkegaard med eksistentialistiske briller, gled gudsbegrebet og troen i baggrunden, fordi kirke og tro ikke var moderne i den periode.

Følg eksistentialisterne

Men René Rosfort vil ikke råde nutidens læsere til følge dette spor i eksistentialisternes brug af Kierkegaard. Det er nemlig yderst vanskeligt at lægge et snit ind mellem Kierkegaards filosofi og teologi:

"Man kan lære noget af Kierkegaard, selvom man skærer kristendommen fra, men problemet er, at hvis man læser ham grundigt, kommer man hurtigt i forlegenhed. For hvad skal man så stille op med gudsbegrebet, som jo er utroligt vigtigt gennem forfatterskabet? Jeg vil vove at påstå, at man får en amputeret Kierkegaard, hvis man trækker Gud ud af hans tekster", siger forskeren.

Den filosofiske profilering af tro, kristendom og Gud adskiller også Kierkegaard fra alle de senere eksistentialister, som enten var agnostikere eller militante ateister. Men den kritiske tilgang til de bærende institutioner inden for samtidens filosofiske pejlemærker har de til fælles:

"Det var svært at skrive i den danske guldalder uden at forholde sig til kristendommen. Kierkegaards teologi og filosofi er tæt sammenvævet, men en vigtig pointe er, at Kierkegaard er mindst lige så kritisk over for kristendommens fortolkninger og den etablerede kirke, som vi senere har set filosoffer være".

Sartre og Kierkegaards eksistentialisme

Jens Viggo Olavi Nielsen vælger at beskrive sammenfaldet i Sartres og Kierkegaards eksistentialisme med et af Kierkegaards egne billeder:

"Kierkegaard rejser følgende spørgsmål: Hvis Gud i den ene hånd tilbød mennesket sandheden med stort S og i den anden det at søge efter sandheden, ville han selv ydmygt vælge at søge efter sandheden, frem for at besidde den som et færdigt resultat. Dette træk hos Kierkegaard gør ham i mine øjne til eksistentialist i Sartresk forstand, fordi mennesket ikke kan besidde sandheden, men kun stræbe efter den i et projekt, der først kan afsluttes med selve livets afslutning, døden", siger forskeren.

Jens Viggo Olavi Nielsen mener videre, at begge tænkere har en dimension af eksistentiel tvivl, som indebærer en ufravigelig dimension af fortvivlelse og gør forholdet til det normative vanskeligt:

"Hvorfor skulle Sartre ellers insistere på, at uden Gud er alt tilladt? Det lægger sig jo op ad Kierkegaards pointe med, at Gud eller sandheden kun er til i menneskets eget eksistentielle projekt. Ingen ateist taler så meget om Gud, som Sartre gør det, og omvendt har ingen anden kristen end Kierkegaard gjort så meget ud af at understrege, at tro er ren lidenskab og objektiv uvished", forklarer Jens Viggo Olavi Nielsen.

Den etiske fordring

Personligt mener René Rosfort ikke, at Kierkegaard ville have brudt sig om at blive omtalt som forfader til det, vi i dag kalder eksistentialismen:

"Kierkegaard var, hvad jeg vil kalde en bevægeårsag til eksistentialismen, men jeg tror ikke, at han selv ville kunne tilslutte sig hverken Sartres eller Camus filosofi. Dette er skyldes måske først og fremmest den radikale etiske fordring, der binder Kierkegaards forfatterskab sammen", siger René Rosfort.

"For Kierkegaard er den måde, hvorpå vi forholder os til andre mennesker, grundlæggende for, hvordan vi forholder os til os selv. Vores ansvar for at blive os selv er, for Kierkegaard, uløseligt forbundet med vores ansvar for det andet menneske. Trykket på etik vokser ud af Kierkegaards kristendomsforståelse, hvor næstekærlighed og endnu stærkere fjendekærlighed spiller en altafgørende rolle. For de fleste eksistentialister, derimod, er der noget mistænkeligt ved etik, som i deres mund smager af en moraliserende undertrykkelse. Med andre ord, hvor Kierkegaard insisterer det frigørende i den kristne etik, dér finder de fleste eksistentialister undertrykkelse af vores individuelle frihed", siger René Rosfort.

Og han er ikke utilbøjelig til at give dem ret i, at forskellen er til at tage og føle på:

"Den eksistentialistiske læsning af Kierkegaard får nogle til fejlagtig at mene, at når Kierkegaards taler til og om hin enkelte er det alene en tale til individets selvudvikling. Men Kierkegaard glemmer ikke, at hiin enkelte også har et ufravigeligt ansvar for den anden. Etikken er som nævnt grundlæggende for hans tænkning om det menneskelige selv og rækker jo netop ud over selvet og ind i helheden. Den side af Kierkegaard overser vi ofte i dag", slutter René Rosfort.

Albert Camus (1913-1960) var fransk forfatter, journalist og filosof. Blandt hans mest kendte værker kan nævnes romanen "Den fremmede" og det filosofiske værk "Sisyfos-myten". I 1957 modtog han Nobelprisen i litteratur. Foto: Yousuf Karsh Denmark
Martin Heidegger (1889- 1976) var tysk eksistentialisk fænomenolog. Hans mest berømte værk er "Væren og tid".
Karl Jaspers (1883-1969) var tysk filosof og psykiater og betragtes, sammen med Martin Heidegger, som én af den tyske eksistentialismes mest fremtrædende repræsentanter.
Søren Aabye Kierkegaard (1813-1855) var dansk teolog, filosof og essayist. Hans filosofi er senere blevet kaldt eksistentialismens grundsten. Blandt hans mest kendte værker kan nævnes "Enten-eller". Foto: NF