Kirkehistorie: Sådan er Guds almagt blevet tolket

Mange steder i Det Gamle Testamente bruges det hebraiske ord "Sjaddaj" om Israels Gud. Ordet oversættes traditionelt med "den almægtige". Her er det en freske i Rom med titlen "Skabelsen af englene". Kunstner Andrea Camassei (1602-1649).

Hvad betyder det, at Gud er almægtig? Få overblik over, hvordan begrebet Guds almagt er blevet forstået fra oldkirken til i dag

"Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Med disse ord dør Jesus på korset ifølge Markusevangeliet. Gud griber ikke ind, men lader sin søn dø. Er han så almægtig, spørger mange.

LÆS OGSÅ:Mailduel: Jesu død - gudsforladt Gud eller åbenbaret kærlighed?

Vi vil se på den forståelse af Gud, som vi møder i Bibelen og hvordan tanken om Guds almagt har udviklet sig gennem kirkens historie. Gud den almægtige Bibelens gudsopfattelse
Mange steder i Det Gamle Testamente bruges det hebraiske ord "Sjaddaj" om Israels Gud. Ordet oversættes traditionelt med "den almægtige". Sådan betegner Gud sig selv, da han henvender sig til Moses om at føre israelitterne ud af Egypten. Og når profeterne fortæller om Guds dom over Israels folk, bruges betegnelsen "den almægtige".

I Det Gamle Testamente forstås Guds almagt helt konkret som det, der kommer til udtryk i hans skabelse af verden, i hans befrielse af Israel fra fremmede magter og hans udøvelse af retfærdig straf. I Det Nye Testamente kaldes Gud "den almægtige" flere gange især i Johannes' Åbenbaring. I evangelierne og i Paulus' breve understreges det, at Gud viser sig i et fattigt menneskes skikkelse, i Jesus Kristus, som til sidst henrettes.

Men Guds almagt viser sig i, at Jesus opstår fra døden og ved sin afsked med disciplene inden sin himmelfart siger: "Mig er givet al magt i Himlen og på jorden"

Ifølge den gennemgående opfattelse af Gud i Bibelen viser Guds almagt sig i, at han besejrer alle modstandere, alt destruktivt og ondt. Hans almagt viser sig i Jesu undere og i hans opstandelse.

Den oldkirkelige gudsopfattelse
I løbet af kristendommens første århundreder blev den apostolske trosbekendelse formuleret. Bekendelsen taler om Gud som den treenige, som Faderen, Sønnen og Helligånden. Faderen er den altstyrende eller almægtige skaber. Gud som Faderen styrer alt. Og i denne forståelse af Gud udtrykte oldkirken ikke mindst en kritik af den græske filosofi.

Mod ikke-kristne gudsopfattelser fremhævede man i oldkirken, at Gud har skabt himmel og jord af intet. Gud er ikke en absolut væren bag alting eller det værendes inderste mening. Nej, Gud er den vilje og den magt, der skyldes, at verden er til.

Oldkirkens understregning af Gud som skaberen var også en brod mod datidens udbredte dualisme, nemlig at denne verden er et fængsel, som det gælder om at frelse sig ud af. For de kristne derimod er denne verden god, fordi den er skabt af Gud. Men samtidig står Gud over for det onde, også i form af menneskets egenvilje. Modsat gudsforståelsen hos jøder og grækere er Gud den, der kommer det oprørske og syndige menneske i møde og frelser det.

Augustin (354- 430), som var en af oldkirkens største teologer, siger, at Gud som den almægtige samtid viser sin hensynsløse og grundløse barmhjertighed ved selv at komme, hvor elendigheden er, og bryde dens magt ved at gå igennem døden til livet.

Luthers gudsforståelse
For den store reformator Martin Luther (1483-1546) kan mennesket ikke gøre sig spekulationer om Gud sådan som man forsøgte det i middelalderen ved blandt andet at udforme beviser for Guds eksistens. Luther vendte sig imod en opfattelse af Gud, som først og fremmest opfattede Gud i viljes- og magtkategorier, som den almægtige.

Ifølge middelalderens forståelse var Gud den, der havde skabt verden som noget helt andet end sig selv. Man kunne altså ikke finde frem til Gud ved at studere verden. Kun i Bibelen var Guds vilje at finde.
Alligevel har Luther middelalderens tankegang som udgangspunkt. Spændvidden i hans gudsopfattelse kommer således til udtryk i hans katekismus.

Om Gud som skaberen skriver han:

Jeg tror, at Gud har skabt mig og alle skabninger, at han giver mig øjne og øren og alle lemmer, fornuft og alle sanser ja, klæder sko, mad og drikke, hus og hjem ... og rigeligt og dagligt sørger for alt dette. Gud har altså først og fremmest skabt og sørget for mig.

Det er ikke verden som sådan, Luther er optaget af. Og så kommer spørgsmålet: "Hvordan skal jeg kunne tro dette?":

Jeg tror, at jeg ikke af egen evne og kraft kan tro på Jesus Kristus, min herre, eller komme til ham; men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet.

For Luther er det sådan, at Gud kommer til mennesket gennem det gode budskab om Jesus (evangeliet) og skaber troen i mennesket. Men også i skabelsen, i livet selv, kommer Gud til mennesket. I hvert øjeblik, siger Luther, har vi med Gud at gøre og lever af hans gaver.

Gudsbilledet i Grundtvigs salmer
N. F. S. Grundtvig (1783-1872) indtog en enestående plads som digter og teolog i 1800-tallet. Gudebilledet blev for ham et eksistentielt og personligt problem. Gud kunne for Grundtvig at se ikke bare beskrives som det højeste væsen, men som en personlige og handlende Gud. Og netop Gud som handlende kom til at stå i centrum i Grundtvigs salmedigtning.

Selve naturen med dens overvældende skønhed fortæller om Guds almagt, men Gud handler også i sin menighed. Gud er nærværende i sin kirke gennem evangeliets ord, når der igen og igen skabes tro og fællesskab mellem mennesker. Smukt samler Grundtvig denne forståelse af Gud i følgende to vers fra salmen "Himlene, Herre fortælle din ære":

Himlene, Herre, fortælle din ære,
Mesteren prises af hvælvingen blå,
solen og månen og stjernernes hære
vise os, hvad dine hænder formå.

Men i dit hus, i din kirke på jorden,
der tale dage med dage om dig,
der sig forklarer din sol og din torden,
der på oplysning selv natten er rig.

Gudsbegrebet i moderne teologi
Overvejelserne om, hvordan der kan tales om Gud i 1900-tallet blev helt og holdent bestemt af sekulariseringen, det vil sige af den nye bevidsthed om, at mennesket selv var skaber af sin tilværelse. Religion blev en meningsløshed og det blev umuligt at havde et gudsbegreb.

I filosofien blev eksistentialismen den måde, hvorpå man tolkede tilværelsen. Her blev begrebet intethed det dominerende. Når Gud ikke længere var til, så var eksistensen i sig selv uden mening, sagde filosoffen Paul Sartre.

Der opstod nu en såkaldt eksistensteologi, idet man blandt teologer prøvede at omformulere kristendommens indhold og dermed opfattelsen af Gud. Talen om Gud i Bibelen blev opfattet som myter, det vil sige som billedtale om Gud. Når Bibelen fortæller om Guds skabelse af verden, så er det en myte, hvis sandhed ligger på et andet plan, nemlig i hvad selve myten vil sige om det menneskelige liv.

LÆS OGSÅ: Hvad er eksistensteologi?

Det verdensbillede, som myten er iklædt, har derimod ikke længere mening for det moderne menneske. Herfra var der ikke langt til at tale om, at Gud kun er til i selve fortællingen eller sproget. Som en betegnelse for en absolut magt og vilje uden for og over denne verden, er ordet Gud en absurditet. Kristendommen hviler på en fortælling, hvis sandhed viser sig i dens frigørende og etiske konsekvenser. Guds almagt giver sig derfor udtryk i fortællingens egen styrke. Udenfor fortællingen findes Gud ikke som noget objektivt.

En teolog som Paul Tillich gik andre veje. For ham var det også vigtigt at formulere et gudsbegreb på modernismens vilkår. Gud er dybet i vores tilværelse, sagde han. Den, der kan tale om mening og dyb i sit liv, taler dermed om Gud. Gud er vores yderste anliggende, sandheden under vort liv, sagde Tillich.

Befrielsens Gud og den lidende Gud
Samtidig med overvejelser om, hvordan man kunne tale om Gud i en moderne tid, blev nye opfattelser af Gud formuleret med baggrund i sociale og politiske vilkår. I Latinamerika opstod den såkaldte befrielsesteologi.

LÆS OGSÅ: Hvad er befrielsesteologi?

Hvor den europæiske kristendomsforståelse mere og mere blev præget af sekulariseringen og den tekniske verdensbeherskelse, udviklede der sig i Latinamerika en kristendomsforståelse præget af den yderste fattigdom og den politiske undertrykkelse.

Gud forstås i denne sammenhæng som den skabermagt, der har gjort sig til ét med mennesket gennem Jesus Kristus, og er brudt ind i menneskets historie for at gengive mennesket dets værdighed. Fattigdommen, sygdommen og undertrykkelsen er udtryk for selve synden og det onde. Jesu forkyndelse af Gudsriget er forkyndelsen af et håb om, at livet vil blive nyt, og at Gud vil ændre denne verdens elendige tilstande. Gennem troen på den Gud, der at ændre alt, får mennesker energi til at gøre op med syndens og ondskabens magt i denne verden.

I Østasien fremhæver man især Gud som den lidende. Kristendommens møde med den buddhistiske religion har her afgørende betydning. Gud selv er den lidende Gud, solidarisk med menneskeheden. Han er den barmhjertige, hvilket viser sig i hans selvhengivelse gennem Jesus Kristus, hans liv, lidelse og død på korset.

LÆS OGSÅ: Gud er almægtig. Men han kan sagtens have valgt ikke at forudbestemme og styre alt

Den japanske teolog, Kitamori taler om Guds smerte og forstår derved, at Gud både er kærlighed og den, der må vredes på mennesker over deres synder. Smerten bliver til i konflikten mellem kærlighed og smerte hos Gud. Guds smerte viser sig da i hans selvhengivelse. Kirken forkynder Guds smerte ved i sin etik selv at dele andres smerte.