Kristne forestillinger om himlen

En af de oldkristne teologer, Clemens fra Aleksandria taler om, hvordan man i himlen gennem Kristus kan se Gud selv. Her ses en tidlig kristen mosaik i kirken Sant Apollinaire in Classe i Ravenna i Italien. Himlen er her skildret som paradisets have.

På Kristi Himmelfartsdag fejrer vi Jesu himmelfart. Men hvad er himlen egentlig for noget, og hvilke forestillinger har man haft igennem tiderne om himlen? Er himlen et sted eller en tilstand? Vi ser på nogle forskellige forestillinger

I Bibelen skelnes mellem den synlige og den usynlige himmel. Den synlige himmel er en del af Guds skaberværk og vidner om hans skaberkraft. Ifølge skabelsesberetningen i 1. Mosebog kap. 1 sætter Gud himmelhvælvingen op for at skille vandene foroven fra vandene forneden. Og på indersiden anbringer Gud de forskellige himmellegemer. Oppe bag himmelhvælvingen er der så kamre for regn, hagl, sne, storm og torden.

Men den for mennesker usynlige himmel indeholder ifølge den bibelske forestilling Guds trone. Himlen er Guds sted. Gud er her omgivet af sine engle og andre himmelvæsener.

Himlen er Guds sted

Jakob så Gud i sin himmel i en drøm og fra himlen steg Gud ned til Moses på Sinai Bjerg. Og bibelske personer som Enoch og Elias blev direkte optaget til himlen. Dog kan Bibelen også udtrykke det sådan, at end ikke himlen kan rumme Guds eksistens.

I Det Nye Testemente opfattes himlen stadig som Guds sted højt op over jorden. Jesus ser op mod himlen i bøn, og hans himmelfart ses af disciplene som en optagelse i Guds himmel foroven. Ved Jesu genkomst fra himlen skal de døde opstå og møde ham. Den evighed, som de troende indgår i, opfattes som en himmelsk tilværelse.

Den sidste bog i Bibelen, Johannes' Åbenbaring, fortæller om, at ved tidernes ende skal der opstå en ny jord og en ny himmel - altså en ny skabelse. Alt i alt er Bibelens tekster tilbageholdende med at konkretisere, hvad himlen er. Det Nye Testamente understreger til gengæld håbet om opstandelse og evigt liv.

Den tidlige kristendom

Himlen som stedet, hvor de frelse endelig skulle samles, blev tydelig i løbet af kristendommens første århundreder. Det var et sted, hvor den troende kunne tilbring et overjordisk liv i fryd og glæde, som samtidig havde menneskelige træk.

I Roms katakomber kan man se fremstillinger af det himmelskes liv som en fest eller som et landskab fyldt med legende børn. Og her finder man også gravinskriptioner som optaget til Gud, lever med Kristus eller genfødt og lykkelig mellem stjernerne.

En af de oldkristne teologer, Clemens fra Aleksandria (død ca. år 215) taler om, hvordan man i himlen gennem Kristus kan se Gud selv. Her er afslutningen på den kristnes rejse og begyndelsen til det nye liv. Her åbenbares helt og fuldt, hvad der kun i det jordiske liv kunne anes: Guds nærvær og det lykkelige liv i Kristus. Her lever man, som det mennesket er skabt til, nemlig livet i Guds billede, skrev teologen Gregor fra Nazians (329-390).

Da kristendommen under kejser Konstantin den Store blev en tilladt religion og senere blev Romerrigets statsreligion, medførte dette et omfattende kirkebyggeri. Den vel nok ældste kirkeudsmykning (ca. år 400) finder vi i kirken Santa Pudenziana i Rom. Fra kirkens gulv ser man op i apsishvælvingen, hvor Jesus sidder i en gylden toga omgivet af sine apostle med det himmelske Jerusalem som baggrund.

Himlen er en by, det vil sige det nye Jerusalem eller det er paradisets have, som det kan ses i apsishvælvingen i S. Apollinare in Classe, Ravenna. Eller vi ser Kristus som majestæten, der sidder på sin himmelske trone.

Det er disse himmelbilleder, der er de fremherskende i den kirkelige kunst. Døden førte den troende ind i den himmelske salighed. Det var overbevisningen i de første århundreder af kristendommens historie.
Men denne opfattelse kom mere og mere til at så i et spændingsforhold til læren om den yderste dag, dommedag og de dødes opstandelse. Hvor var man så i døden? Dette problem fandt efterhånden sin løsning i læren om skærsilden eller purgatoriet.

Middelalderens verdensbygning

I middelalderen blev verden anskuet som et en tre-etagers bygning med et fortabelsens sted forneden, den fysiske jord i midten og den himmelske verden ovenover med de frelste sjæle omkring den himmelske trone, hvorfra Gud regerede verden med Kristus ved sin side. Eller det var Kristus, der alene sad på tronen med sin moder, Maria ved siden som himmeldronningen og bagved Gud selv som den altfavnende og skabende.

Der var på den ene side et absolut modsætningsforhold mellem himmel og jord, der svarer til modsætningen mellem ånd og stof. Det jordiske og stoflige må overvindes, for at man kan nå frem til det åndelige og himmelske. På den anden side ses denne jordiske tilværelse som et ufuldendt billede af det åndelige, af himlen. Det er først digteren Dante Alighieri (1265-1321), der bogstaveligt talt tegner en verdensstruktur

Dantes rumrejse

I Dantes berømmelige værk "Den guddommelige komedie" føres læseren ud på en rumrejse, som forfatteren daterer til påsken år 1300. Det er jubelår og kristne er i massevis på pilgrimsrejse til Rom. Det gælder også den 35-årige Dante, der imidlertid farer vild i en skov. Og her begynder "Den guddommelige komedie". I en mystisk vision ser Dante sig som rejsende gennem helvede, videre stiger han op ad skærsildsbjerget, og på toppen af denne ligger paradisets have. Og til sidst når han frem til himlen.

Han beskriver himlen som inddelt i ni sfærer, der kredser om den ubevægelige jordklode. Jo fjernere de er fra jorden, desto stærkere roterer de om jordkloden. De forskellige himmelsfærer svarer til månen, planeterne, dernæst fiksstjernehimlen og så krystalhimlen. Her kan Dante se Gud som et punkt omgivet af de forskellige former for engle. Men det er først over den yderste himmel, at Gud befinder sig.

Dante kalder det Empyreum. Her er de lyksalige sjæle forsamlet i en skinnende hvid rose. Og endelige skuer Dante Gud selv som den treenige i form af tre cirkler af forskellig farve, men af samme størrelse.

Et nyt verdensbillede vandt imidlertid frem som følge af opdagelsesrejserne og den naturvidenskabelige forskning i renæssancen. Men det anfægtede foreløbigt ikke kirkens opfattelse af en himmel som stedet, hvor Gud samlede de frelste.

Grundtvig: De levendes land

Præsten og salmedigteren N.F.S. Grundtvig (1783-1872) udtrykte sig om himlen i nye billeder, blandt andet i det store digt De levendes land (1824-26), som blev omarbejdet til en salme O kristelighed. Himlen er tidløshedens land, hvor håret ej gråner og tid har ej tand - hvor høst og forår falder sammen, ligeså aften, morgen og middag. Altså hvor tiden ikke gælder, ikke mærkes, og hvor timeglasset ikke rinder med tårer som sand.

Det er det land, som mennesket længes efter, men ikke kan nå. Altså kan vi ikke gøre os forestillinger om himlen, men kun tale i billeder. Og alligevel er himlen ifølge Grundtvig mennesket nær. Himlen er det Gudsrige, som med Jesus og hans forkyndelse er kommet ind i menneskets verden. Himlen kan nemlig fornemmes i menighedens gudstjeneste, hvor man samles om dåben, nadveren og evangeliets forkyndelse.

I salmen Den signede dag med fryd vi ser forudgriber menigheden rejsen til vort fædreland, det vil sige himlen, som forestilles som en borg, hvori der holdes fest. Himlen er allerede her og nu i gudstjenestens fællesskab og dog skal denne himmel først blive en evig virkelighed engang.

Den afmytologiserede himmel

I meget af nutidens kristne tænkning er himlen blevet afmytologiseret, som det hedder. Den moderne forståelse af universet har udfordret teologien til at tale anderledes om en himmel. Himlen er ikke længere et sted uden for eller over den fysiske verden. Hertil kommer 1800-tallets religionskritik og den socialistiske ideologi, der så kristendommens forestilling om en himmel som en flugt fra denne verdens nød.

I den nutidige kristne tænkning og prædiken tales der oftest om himlen som billedet på de muligheder og det håb, som den kristne tro retter sig imod.