Kristus var en kraftkarl i de tidligste danske påskefejringer

Jellingstenen med Kristus figuren foran Jelling Kirke på kirkegården. Foto: Kjeld Olesen/Denmark

Billedet af Guds søn som bomstærk kleppert og vældig kriger blev brugt til at lokke de danske hedninger til den kristne tro. Først med pesten blev han smertens mand

Det kristusbillede, som blev promoveret af de første kristne missionærer, lå langt fra den senere forståelse af Kristus som den lidende menneskesøn, der blev populær i senmiddelalderen og stadig i dag er det kristusbillede, vi forbinder med påskens budskab. Forskellige kilder, blandt andet Jellingstenen viser et helt andet billede af Jesus, som kan afsløre noget om de allerførste påskefejringer i Danmark. Det mener afdelingsleder for kirkehistorie på Det teologiske Fakultet på Københavns Universitet Carsten Selch Jensen.

Ansgar kom med en krigerkristus og introducerede den kristne gud som en stærk høvding, så de hedenske nordboer kunne relatere til det. Den smertemand, som pietismen senere prædikede, havde været en mærkelig én, men krigerskikkelsen var ikke fremmed for nordisk mytologi. Den gang handlede det om, hvem der var størst og hvem der kunne sejre. Hvis den kristne gud var den stærkeste, blev han accepteret. Det betonede de kristne missionærer, og derfor tog nordboerne ham til sig, forklarer Carsten Selch Jensen og siger, at det først er i senmiddelalderen, at billedet af Kristus begynder at forandre sig.

Begrebet om den lidende Kristus, som hænger martret og fornedret på korset er først noget, der bryder igennem i den sene middelalder, hvor der kommer et tydeligt fokus på Kristus som en, der lider for vores synder. Det er et helt andet billede af Kristus end det, vi ser på for eksempel Jellingstenen, der viser os en triumferende konge med krone og velplejet skæg.

Liv og død på dagsordenen

De forskellige afbildninger af Jesus vidner om de politiske og sociale strømninger og den mentalitet, der prægede den pågældende tid. Senmiddelalderen, der var præget af pest, sygdom og ødelæggelse, satte død og forgængelighed på dagsordenen.

Under pesten får man en udtryksfuld forestilling om Kristus, der dør for vores synder. Man dyrker forgængeligheden og portrætterer sig selv som døde. Det kan virke helt grotesk for os, men de forsøgte altså at understrege dødens dimension, og samtidig det håb, som er i Kristus, siger Carsten Selch Jensen.

Også i skriftlige kilder er et krigerisk kristusbillede bevidnet. Gendigtninger af evangelierne, der er skrevet til hedninge og nyomvendte fremstiller Kristus som nordboernes store høvding. Det gælder for eksempel værket Heliand, et oldsaksisk evangelium, der består af 71 sange skrevet af en anonym forfatter i begyndelsen af 800-tallet. Her henvender en poetisk begavet munk sig til overklassen i det saksiske stammesamfund, som Karl den Store havde tvangskristnet i årene forud. Han er meget bevidst om, at asatroen lå lige under overfladen i tilhørernes tankegang. Hans kvad er et forsøg på at formidle det kristne evangelium til et folk, hvis værdinormer lå fjernt fra kristendommen.

Værket er gendigtet af Lars Busk Sørensen i 2007, som tidligere har udgivet en række digte og salmer. Han mener, at de første missionærer tog den asadyrkende kultur alvorligt.

Dette oldsaksiske heltekvad er skrevet i den tradition, som kendetegnede den tidlige middelalder. Kristus er fredskongen, der kommer og skaber en ny virkelighed. Da Karl den Store havde vundet krigen mod sakserne, som boede lige syd for os, måtte han sørge for at gøre dem kristne. Derfor sendte han munke ud for at missionere og bygge klostre. Munkene genfortalte evangeliet i den stil, man brugte til heltekvad i 800-tallet, så de asatroende kunne forstå det. Det viser, at man tog den asadyrkende kultur alvorligt, Odin er bare udskiftet med Kristus, siger Lars Busk Sørensen, der fortæller, at det er det samme, der er på spil i Grundtvigs salmer.

Hvis du læser Grundtvigs påskedigt, I Kveld blev der banket paa Helvedes Port, så tager det også udgangspunkt i den sejrende Kristus, der fremstilles som helt. I Heliand kaldes Kristus for høvding og hans disciple for hirdmænd. Det er morsomt at læse disse fremstillinger i dag og se hvordan de er blevet tolket. Det er for eksempel fra et vikingeskib, at Jesus lægger stormen på søen, og Jesusbarnet fødes i Betlehems borg.

En Gud, der ligner os

Det kan være svært at vide, hvad den nye kristustro, som benediktinermunken Ansgar indførte i Danmark i 848 præcist har erstattet. Ifølge Carsten Selch Jensen kan der dog næppe være tvivl om, at der har været forskellige forårsfejringer i vikingetiden, som har kollideret med den kristne påskefejring.

Vi har påfaldende få kilder til de tidlige påskefejringer. Det virker ikke, som om selve påskefejringen har været central for Ansgar, der syntes mere optaget af at få nordboerne til at acceptere den nye religion end at etablere en decideret påskefejring. Det er først i tekster fra 11-1200-tallet, at vi har beretninger om egentlige påskefejringer som noget, man gør sammen i kirken. Det interessante er, at det var den højtid, hvor man døbte folk og indbød folk til at skrifte for præsten. Dermed blev påske efterhånden en meget central fest, siger Carsten Selch Jensen og giver et bud på, hvordan en samtidens påske- og kristusforestilling tager sig ud.

For den konservative del af kirken er billedet af Kristus stadig den lidende Kristus, mens den generelle kristusforestilling går i retning af den gode og kærlige storebror, der hverken er kriger eller lidende. Vi ser i dag en forestilling om Kristus som blød og rummelig, en mere humanistisk gud, som man ikke støder sig på. En gud, der ligner os selv.