Luthers reformatoriske opdagelse: Kun Gud frelser

Reformationen var et opgør med afladshandelen og kirkens forståelse af frelsen. Martin Luther blev nemlig overbevist om, at man ikke kan købe sig ud af skærsilden, men at det alene er Gud som frelser ved nåde. Han teologi spredtes hastigt ud over Europa og særligt i Norden. Foto: Jens Wolf/ Denmark

Reformationens fader, Martin Luther, blev overbevist om, at Bibelen, ikke kirkens fortolkning, er grundlaget for kristentroen. Sådan begyndte den reformatoriske bevægelse.

Martin Luther (1483 -1546) fandt frem til en ny Gud, et nyt gudsbegreb, der blev afgørende for Reformationen. Mennesket modtager gennem troen Guds barmhjertighed og kærlighed, nåden. Det var læsningen af Paulus' brev til romerne, der ændrede Luthers kristendomsopfattelse totalt.

Klosterkampen

Vejen til Martin Luthers nye kristendomsforståelse er den såkaldte klosterkamp. Efter sin fars ønske var han gået i gang med jurastudiet ved universitetet i Erfurt. Hans uddannelse her afbrydes brat af en tordenvejrsoplevelse i 1505, hvor han afgiver et løfte til St. Annaom at blive munk, såfremt han overlever uvejret.

Længslen i ham efter at finde frem til en gudsforståelse, hvori han kunne finde ro og mening, har vel været den egentlige årsag til hans beslutning. Han indtræder nu i Augustinereremitternes kloster i Erfurt og dermed ind i en af tidens strengeste munkeordener.

Efter en rejse til Rom i 1510-11 kaldes han til det nyoprettede universitet i Wittenberg, hvor han først bliver doktor i teologi og dernæst professor. Universitetet var blevet til på initiativ af kurfyrste Frederik den Vise af Sachsen i 1502 og i øvrigt oprettet i samarbejde med den orden, som Luther tilhørte. Her fik Luther sit værelse i et tilbygget tårn.

Luther gjorde nu hurtigt akademisk karriere inden for sin orden. Men han havde taget et alvorligt problem med sig, nemlig en dyb angst for døden og den straffende Gud. Det var Guds kærlighed, han søgte efter. Men hvordan kunne han finde frem til denne Gud? Det lå i kirkens kristendomsopfattelse og ikke mindst understreget af munkeordenen, at vejen til Guds kærlighed gik gennem bod, anger og askese og bøn. Det var ifølge tidens opfattelse de gode gerninger, som alene kunne bevæge Gud.

Luther prøvede af alle kræfter at leve op til sin ordens krav og mere til. Han skrev senere, at hvis nogen munk gennem munkelivet virkelig er komme til himlen, så ville jeg netop også være kommet derop.

Middelalderfilosofi og mystik

Som hjælp til at finde vej studerede Luther den engelske filosof og teolog William Occam(1280-1349). Occam mente nemlig, at selvom mennesket var svagt og syndigt, så kunne det ved egen anstrengelse opfylde Guds krav. Ja, at Gud tilgav den, der elskede ham over alt andet. Men Luther erfarede netop, at dette var umuligt for ham. Dertil var han for selvoptaget og hans vilje for svag. Han følte sig, som han udtrykte det: indkroget i sig selv.

Luther søgte også til den middelalderlige mystik. Han læste middelalderens store mystikere, for eksempel Johannes Tauler, som mente at finde en kærlig og nådig Gud i deres eget indre. Vejen til det indre, til sjælens dyb, hvor Gud var at finde, gik gennem meditation og bøn og udelukkelse fra alt ydre. Centrum i denne fordybelse var Kristi lidelse og død. Igen kom Luther til kort, idet han måtte erkende, at han i sit eget indre kun så sin egen egoisme.

Bibellæsning
Luthers skriftefader og forgænger i embedet som professor i Wittenberg, Johannes von Staupitz, som forgæves havde prøvet at hjælpe den anfægtede munk, gav nu det råd til ham at koncentrere sig om bibellæsning. Dette råd faldt godt sammen med, at Luther netop ville holde en række forelæsninger over Salmernes Bog fra Det Gamle Testamente. Forelæsningerne blev holdt i tiden 1513-1515.

Derefter fulgte forelæsninger over Paulus' breve: Romerbrevet, Galaterbrevet og Hebræerbrevet. Et hovedtema i Salmerne var menneskets syndighed og dets afstand til Gud. Det kendte han fra sig selv, og det fyldte ham med en dyb angst. I Romerbrevet genkendte Luther igen sit eget problem. For her stillede Paulus spørgsmålet om, hvordan et menneske retfærdiggøres altså hvordan frelses et menneske?

Tårnoplevelsen

Det øjeblik, hvor Luther kommer frem til sin nye forståelse af Gud, kaldes ofte for tårnoplevelsen. En dag sidder han i sit tårnværelse ved universitetet og læser i Romerbrevets kap 3,23-24: Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.

Og pludselig går det op for Luther, at han hidtil har misforstået, hvad der ligger i Guds retfærdighed. Det er nemlig ikke en retfærdighed, der straffer og belønner, men Guds retfærdighed er lig med Guds kærlighed, tilgivelse og barmhjertighed.

Først nu går det for alvor op for Luther, hvad Paulus mener: Kristus har ved sin lidelse og død helet det brudte forhold mellem Gud og mennesker. Kristus har bragt en forsoning i stand og helet det brudte forhold. Dette gives nu mennesket, skænkes som en gave, som mennesket kun kan tage imod i tillid og tro.

For sådan er det med gaver, siger Luther. De kan kun modtages og når troen siger ja, erfarer mennesket sig under Guds kærlighed. Så er mennesket frelst. Det er befriet fra selv og ved egne kræfter at finde vej til Guds kærlighed. Den er givet på forhånd. Luther følte selv en så dyb glæde og befrielse, at det for ham var som at være født på ny og at portene til Paradis nu stod åbne for ham, så han kunne vandre derind.

Følgerne af den reformatoriske opdagelse

Man kalder med rette Luthers tårnoplevelse for hans "reformatoriske opdagelse". Den er vanskelig helt at tidsfæste. Måske er Luthers opdagelse sket under arbejdet med forelæsningerne over Salmernes Bog, hvor han så er kommet til en større afklaring af sine tanker. Han blev overbevist om, at det netop var Bibelen, der var grundlaget for kristentroen og ikke kirkens fortolkninger.

Han så nu med andre øjne på det, der foregik i kirken. I 1517 opslog han 95 teser på Wittenbergs kirkedør mod kirken afladshandel. Her er den gennemgående tanke netop, at det er Gud alene, der ved sin kærlighed frelser mennesket ud af syndens magt og at denne frelse modtages i tro. Derfor bør kirkens magtudøvelse alene bestå i forkyndelsen af dette budskab, det vil sige evangeliet. Kirken har ikke magt til at administrere frelsen gennem udstedelse af afladsbreve, der sikrer befrielse fra skærsildensstraffe.

I en lang række skrifter redegør Luther i de følgende år for sit reformatoriske syn. Luthers teologiske opgør med kirken og pavemagtens reaktion fører til den reformatoriske bevægelse og sluttelig til en deling af den europæiske kristenhed i en romersk katolsk kirke og en række reformatoriske kirker.