Overblik: Kirke og stat - et forhold i opbrud?

Med enevældens indførelse i 1660 blev staten og den luthersk-evangeliske kirke en lovfæstet enhed. Foto: .

Siden reformationen har kirke og stat været tæt forbundet. Først havde vi en statskirke og så en folkekirke. Men nu er der debat om kirkens fremtid blandt politikere og kirkefolk

Fra Harald Blåtands indførelse af kristendommen i Danmark i 965 og frem til reformationen i 1536 var kirken i Danmark romersk-katolsk.

Den danske statskirke. Fra reformationen til Grundloven

Med reformationens indførelse blev kongen, Christian d. 3., i realiteten kirkens øverste leder. Kirkegodset blev lagt under kongemagten, og alle love vedrørende kirken blev underskrevet af kongen selv. Det fremgår også af den ordning eller Kirkeordinans, som blev skrevet ved overgangen fra katolsk kristendom til den af Martin Luther (1483-1546) formulerede nye lære.

Kirkeordinansen indeholder endvidere bestemmelser for, hvordan den lutherske gudstjeneste skal være, samt de kirkelige handlinger. Der blev opsat regler for udnævnelse af præster og biskopper, hvordan de skal lønnes og hvad deres arbejdsområder skal være.

Menighederne skal selv udpege deres præster, og kirken skal indstille kandidater til valg af biskopper. Men i praksis blev det kongen, der mere og mere fik den absolutte magt over kirken. Christian d. 3. sagde om sig selv, at han var biskoppernes fader og så blandede han sig i øvrigt i de teologiske stridigheder.

De næste konger forstærkede deres magt over kirken. Ingen kunne være i tvivl om, at kongen var kirkens faktiske overhoved. Og i løbet af de næste århundreder forstærkedes statsmagtens kontrol af kirken. Med enevældens indførelse i 1660 blev staten og den luthersk-evangeliske kirke en lovfæstet enhed.

Grundloven og folkekirken

Grundloven af 1849 ændrede ikke på, at kongen var kirkens overhoved. Men kirken var ikke længere defineret som en statskirke, idet man ved statskirke forstår en kirke, hvor landets indbyggere på forhånd er medlemmer af kirken ved fødslen. I Grundlovens § 3 (nu § 4) kom der til at stå:

Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

Nok fortsatte det hidtidige tilhørsforhold til statskirken over i den evangelisk-lutherske folkekirke, men nye generationer blev først medlem gennem dåb. Det var altså fremover op til forældrene at vælge, hvorvidt deres børn skulle være medlem af folkekirken.

Men hvad forstår Grundloven så ved evangelisk-luthersk og hvad vil det sige, at kirken understøttes af staten?

Ved evangelisk-luthersk forstås, at den danske folkekirkes forkyndelse hviler på de bekendelsesskrifter, som allerede i Danske Lov fra 1683 bliver nævnt som statskirkens fundament, det vil sige Bibelen, den apostolske bekendelse (som bruges i gudstjenesten), og de to øvrige oldkirkelige bekendelser (den nikænske og den athanasianske trosbekendelse), den augsburgske bekendelse fra 1530 og Luthers lille Katekismus.

Når kirken kaldes folkekirke skyldes det den kendsgerning, at langt den største del af landets befolk er medlemmer. Det var for Grundlovens fædre helt indlysende, at staten understøttede kirken. Kirke og stat blev vel at mærke adskilt, men kirken skulle alligevel have støtte fra staten.

I Grundloven blev der imidlertid ikke taget stilling til, hvordan folkekirken skulle styres. Skulle den styres af folket? Det lå vel egentlig i udtrykket folkekirke?

I Grundlovens § 66 blev problemet foreløbigt klaret med formuleringen: Folkekirkens forhold ordnes ved lov. Det var den såkaldte løfteparagraf, altså et løfte om, at kirken kunne få sin egen forfatning og dermed sit eget styre, det vil sige en fri og kirkeligt ledet folkekirke. Dog udeblev det folkelige krav om et Kirketing, ligesom man havde et Folketing.

Dette blev efterhånden også det politiske og kirkelige argument for at undlade en realisering af løfteparagraffen. I stedet fik folkekirken den ordning, at Rigsdagen (i dag Folketinget) blev den lovgivende myndighed med kongen som udøvende magt, det vil sige gennem kirkeministeren, og Højesteret som dømmende myndighed.

Reelt ønskede ingen, hverken de store kirkelige bevægelser som Indre Mission eller grundtvigianismen eller de politiske partier at ændre på dette forhold mellem kirke og stat.

I begyndelsen af 1900-tallet begyndte så en langsom demokratisering af kirken, nemlig lov om oprettelse af menighedsråd, samt valg af biskopper.

Folkekirkens "dobbeltliv"

Den historiske udvikling i forholdet mellem kirke og stat har resulteret i en dobbelthed: Folkekirken styres af staten gennem lovgivning og kirkeministeriets administration men samtidig er folkekirken i sin forkyndelse og lære bundet af en bestemt kristendomsopfattelse.

I praksis prøver man at skelne mellem kirkens forvaltning og dens indre anliggender. Folkekirken har imidlertid ikke en ledende biskop (ærkebiskop) eller et kirkeråd, som kan varetage kirkens indre anliggender.

I dette magttomrum" har bispeembedet får stadig større betydning. Interessen for bispevalgene er da også tydelig. Stemmeprocenten hos de stemmeberettigede, det vil sige menighedsrådsmedlemmer og præster, ligger over 90%. Hvad biskopperne bliver enige om og udtaler fælles er da også genstand for stor opmærksomhed.

Adskillelse af kirke og stat?

Den nuværende debat om adskillelse af kirke og stat har sin baggrund i den uklare grænse mellem, hvad det er, som Folketinget og ministerium har myndighed over, og hvad der er kirkens indre anliggender. Det har først og fremmest baggrund i følgende:

1) Præstesager, hvor der er blevet skredet ind over for læreopfattelser, der stred mod folkekirkens grundlag. Her har det været kirkeministeriet, der har anlagt sagen. Men det har netop rejst fornyet krav om oprettelse af et kirkeråd, der kunne tage sig af kirkelige, læremæssige problemer.

2) En lovgivning, der griber ind i kirkens indre anliggender så som loven om kvinders adgang til præsteembedet (1947) og den nu varslede lov om, at registrerede partnerskab kan indgås i folkekirken. Her er det især kirkens højrefløj, Indre Mission og Luthersk Missionsforening, der har reageret skarpt.

3) Bundetheden til staten medfører også, at kirken ikke har mulighed for selv at udtale sig om samfundsmæssige og etiske anliggender. Mange i kirken føler, at politikerne vil øge deres indflydelse på kirken. Derfor argumenterer man med, at et demokratisk sammensat kirkeråd kunne fungere som en "kirkens stemme", der vil kunne give kirken profil og indflydelse i den offentlige debat.

Både fra kirkelig og politisk side har kravet om en adskillelse af kirke og stat haft baggrund i opfattelsen af det danske samfund som pluralistisk. Argumentationen går på, at det er uværdigt, at mennesker med anden religion eller med andet kirkeligt tilhørsforhold end folkekirken skal henvende sig på kirkens kordegnekontor med anmeldelse af fødsel. Kirken skal ikke tage sig af civilregistreringen. I øvrigt er det ikke rimeligt, at ikke-medlemmer af folkekirken over statsskatten bidrager til statens støtte til folkekirken, lyder kritikken.

Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og De Radikale går ind for en adskillelse af kirke og stat. Socialdemokraterne mener, at statens indflydelse på kirken skal svækkes, de øvrige partier vil fastholde den nuværende ordning.