Problematisk for den tidlige kirke, at Gud blev menneske

Jesu fødsel skabte store problemer for oldkirkens teologer. Var Jesus Gud eller menneske? Eller begge dele? Det var nødvendigt med flere kirkemøder over mere end 100 år for at opnå enighed om spørgsmålene. Foto: E&E Image Library.

Kan Gud blive menneske? Julenats begivenheder medførte voldsomme stridigheder blandt de tidlige kristne

Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Sådan lyder det juledag i landets kirker. Budskabet fra Johannesevangeliet om, at Gud blev født som menneske, ryster dog ikke julehyggen ud af mange kirkegængere i dag. I de første århundreder efter Kristi fødsel var det anderledes.

I oldkirken rasede de teologiske stridigheder i særlig grad omkring Guds menneskebliven - inkarnationen. Det var på mange måder utænkeligt, at den evige og uforanderlige Gud skulle blive menneske. For hvordan kan Gud inkarnere sig i et menneske uden derved at ophøre med at være Gud?

Teologerne gik mange forskellige veje i forsøget på at fastholde Guds ophøjethed. Afgørende spørgsmål måtte besvares. Er Jesus Gud eller menneske? Eller begge dele? Hvordan er forholdet mellem Gud og Jesus?

En præst fra Alexandria ved navn Arius forsøgte at give et svar. Arius mente ikke, at Jesus var af samme væsen som Gud. Jesus havde ikke altid eksisteret, men var skabt. Han var sendt for at frelse verden, men var ikke selv Gud, sagde Arius. Dermed forsøgte han at bevare Guds absolutte enhed.

Men dette syn skabte voldsomme spændinger i kirken, der efterhånden var på nippet til at sprænges. Den romerske kejser Konstantin samlede derfor i 325 en række fremtrædende kirkefolk i Nikæa til det, der skulle blive det første i en lang række af kirkemøder. Her sammenfattede man en bekendelse, der fordømte Arius lære og præciserede, at Jesus er alt, som Gud er. I den såkaldte nikænske trosbekendelse, som i dag er en af folkekirkens fem bekendelsesskrifter, hedder det, at Sønnen er født, ikke skabt, og af samme væsen som Faderen.

På Nikæa-mødet i 325 deltog en ganske ung teolog, Athanasius. I flere omgange var han biskop i Alexandria og kom til at fremstå som en af de helt store tænkere i 300-tallet. Blandt andet har han lagt navn til en anden af folkekirkens bekendelsesskrifter, den athanasianske trosbekendelse, der detaljeret beskriver kirkens treenighedsforståelse og læren om, hvem Jesus var.

Athanasius var en af dem, der tog kampen op mod arianismen, der på trods af fordømmelsen i 325 ikke ville uddø. Ifølge Athanasius gav arianismens teologi voldsomme problemer for selve den kristne frelsesforståelse. Jesus var nødt til både at være fuldt ud Gud og fuldt ud menneske for at kunne forsone Gud med mennesker. Størstedelen af datidens teologer var enige med Athanasius i, at Jesus Kristus derfor måtte have to naturer: En guddommelig natur og en menneskelig natur, uden sammenblanding eller adskillelse. Denne to-naturlære blev stadfæstet på kirkemødet i Kalkedon i 451.

I første halvdel af 400-tallet levede imidlertid også en anden teolog, der voldte kirken problemer. Nestorius hed han, og han mente selv, at han var ortodoks. Men kirken anså ham som kætter, fordi han tilsyneladende underminerede enheden mellem Jesus guddommelige og menneskelige natur. Det førte til kirkemødet i Efesus i 431, hvor nestorianerne udskilte sig fra resten af kirkesamfundet.
Oldkirkens heftige skænderier om, hvordan inkarnationen skulle forstås, har trukket spor helt til nutiden. I dag anerkender den assyriske kirke for eksempel Nestorius lære, men følger ikke alle dele af senere nestoriansk teologi.

I det sydvestlige Indien finder vi de Thomaskristne, der er arvtagere til den indiske gren af nestorianerne. Thomaskristne adskiller ligesom Nestorius Jesu menneskelige og guddommelige natur.

Den arianske teologi fortsatte blandt visse germanske folkegrupper ind til slutningen af det 7. århundrede. I dag er Jehovas Vidners lære om Kristus tæt på arianismen, da Vidnerne ikke anser Jesus for at være Gud.