Reformationen - kort fortalt

Reformationstiden er tiden for de store opdagelsesrejser, hvor verden, som den var blevet kortlagt og defineret af kirken og middelalderens lærde, på mange måder ikke var stor nok. Her ses Luther, som inviterer til debat om kirkens læresætninger og afladspraksis.

I det 16. århundrede fandt vestens hidtil største kirkesplittelse sted. Begivenheden kaldes Reformationen, og den udgør et af de største vendepunkter for det vestlige samfunds udvikling frem til vor tid

Reformationen var ikke en reel reformation, men en bevægelse, der brød med den etablerede kirke, den romersk katolske kirke, og dermed grundlage flere nye kirkebevægelser: Den anglikanske kirke og de protestantiske kirker, hvoraf den reformerte kirke og den lutherske kirke blev de største.

Begivenheden kaldes Reformationen, fordi det hele begyndte som en kamp for at ændre, at reformere, den katolske kirke. Egentlig skulle det aldrig have ført til en ny kirke. Men hvordan kunne det så gå så vidt?

Spændinger i den katolske kirke

I det europæiske stændersamfund var kirken blevet den mest dominerende institution, der i den tidlige middelalder havde grundlagt andre vigtige institutioner ud fra klostrene - blandt andet universiteter, hospitaler og andre socialinstitutioner.

Men teologisk set var der opstået spændinger i kirken, der gennem middelalderen dels havde fået meget politisk og social indflydelse, og dels havde strakt sig yderligere på teologiske lærepunkter for at vinde mere indflydelse.

Også videnskaben var kommet vidt, og de humanistiske fag, deriblandt arbejdet med de antikke sprog, gav nye forudsætninger for de mennesker, der arbejdede med teologien og dens tekster.

Reformatoren Martin Luther

Augustinermunken og professoren Martin Luther var en af foregangsmændene i Tyskland i en omfattende nytænkning af den kristne teologi. Mange havde forsøgt forud for Luther, og de fleste var blevet dømt som kættere, mange sågar brændt på bålet. Således tales der om parallelle optræk til reformationer af kirken i flere europæiske lande (Tjekkiet, Tyskland og Schweiz).

Det drejede sig i hovedsagen om at korrigere og ændre kirkens lære, altså at udarbejde en reform. Det reformatoriske gennembrud var således på ingen måde en pludselig indskydelse eller idé, men derimod resultatet af en lang og hård udvikling i arbejdet med Bibelen og teologisk litteratur. Adskillige af reformationens 'nye' tanker havde været undervejs siden det 13. årh. med bidrag fra en række prominente teologer: Averroës, Jan Hus, John Wyclif og Wilhelm af Ockam.

Kritikken af kirken skulle efter Luthers eget ønske have ført til en reformering af den etablerede katolske kirke. Men kirken var blevet mere end en kirke. Den var så etableret i samfundet, at den udgjorde en stærk politisk magtfaktor. Derfor gik Luther videre i kampen om at ændre kirkens teologi til at sætte spørgsmål ved kirkens ret til politisk magt. Luther var selv blevet tilbageholdt af kejseren og tog derfor skridtet og spillede de politiske fyrster ud mod kirken.

Kampen for teologiske reformer var pludselig blevet en storpolitisk, europæisk magtkamp og da man havde nået 'the point of no return', valgte man i flere regioner med lokal politisk opbakning at indføre den lutherske lære og dermed grundlægge en ny kirke.

Den nye lære

I Luthers lære tilskrives kirken en ny rolle i samfundet. Blandt andet skal kirken underordne sig den lokale politiske magt og ikke ledes centralt af en pave. Gudstjenesten skal holdes på modersmålet, så menigmand kan forstå den, og i øvrigt skal man forstå Guds nåde og frelse som en gave og ikke noget, man kan gøre sig fortjent til med fromme gerninger.

I Luthers levetid var udbredelsen af hans lære i Europa kun stadig undervejs. Men i nabolande som Frankrig og Schweiz blev der hurtigt pustet til gløderne af flere nye reformatorer, der gav deres unikke bidrag til reformationens grundtanker. De vigtigste heraf er schweizeren Zwingli og franskmanden Jean Calvin, der senere overtog Zwinglis reformationsbevægelse i Schweiz. Calvin og Luther havde således lagt fundamentet for de to største nye kirker, Calvin for den reformerte kirke og Luther for den lutherske kirke.

Den romersk-katolske kirke mistede ikke bare enorm indflydelse i Europa, men også sin tolkningsmonopol på udlæggelsen af Bibelen. Det massive pres, som blev udløst af at store europæiske landsdele brød med katolicismen førte til forandringer og reelle reformer inden for den romersk-katolske kirke. Således taler man også om katolske reformer. Også en genkatolisering af mistet land, en modreformation, blev forsøgt med begrænset succes.

Se et kort over Reformationens Europa (brug musen til at læse mere):

Oplysningstid

Idéhistorisk skabte reformationen på mange måder grobund for oplysningstiden, hvor mange videnskabelige opdagelser blev gjort, og hvor individets personlige frihed for alvor kom i fokus, en frihed, der senere også lærte at anerkende selv ateistiske verdensbilleder.

Udbredelsen af de nye kirkebevægelser var således gået hurtigt. Den anglikanske kirke havde hjemme i England og var således mere isoleret fra de protestantiske bevægelser. Den reformerte kirke var blevet grundlagt i Schweiz og havde udbredt sig derfra til både Østrig, Frankrig og Belgien, hvor den lutherske kirke i større grad udbredte sig nord på fra Sydtyskland, hvorfor Nordtyskland og Skandinavien hører til de mest koncentrerede lutherske befolkningsgrupper.

I dag tæller de anglikanske kristne cirka 73 millioner på verdensplan. Og de protestantiske kristne tæller cirka 590 mio. Det langt højere tal skyldes blandt andet nyere fraktioner, blandt andet den pentekostale bevægelse, der siges stadig at være den hurtigst voksende kirkebevægelse på verdensplan - særligt i Afrika og Sydamerika. En sådan bevægelse er dog et godt eksempel på en kirkeretning, der står i gæld til reformationens teologiske grundtanker, da den udspringer af denne bevægelse, men igen er grundlagt i et brud med den lutherske kirke for også at radikalisere en ny lære.